Crosswind – Hvor vindene mødes
Udgivet 25. nov 2015 | Af: MSF | Set i biografen
Enkelheden er slående i “Crosswinds – Hvor vindene mødes”. Både i billederne og manuskriptet. Måske er det en forudsætning, når man skildrer noget så utilnærmeligt som deportationen af titusinder af mennesker til de sovjetiske Gulag-lejre i Sibirien under Anden Verdenskrig.
Også på den stilistiske side er dette et vendepunkt. De levende billeder fastfryses som stillestående indstillinger. Som minder. Eller traumer. Alt imens skilles familien på togstationen og transporteres til forskellige kz-lejre. Erna og Eliide det ene sted, Hildur det andet. Vi bliver ved Ernas, overlevelsesskildring, baseret på virkelige hændelser. Hun er fortælleren, der i nøgtern dagbogsform beretter om dagligdagen i kvindelejren – altid adresseret til ægtemanden i håb om hans velbefindende.
Martti Helde har her lavet en sober film om et fortrængt historisk kapitel, nemlig undertrykkelsen af de russisk besatte lande under verdenskrigen. Få kunstnere har turdet nærme sig Holocausts massakrer af mangel på sprog, og bearbejdelsen har derfor været overladt til litteraturen og poesien. Helde lykkes med at oversætte det kommunistiske mareridt til filmmediet. Handlingen fylder dog for lidt, der til trods for sin ægthed er for simpel til en hel spillefilm. Udtrykket er det bærende og associerer til Chris Markers genistreg “La Jetee”, hvor en mands traumatiske kærlighedsminde fortælles som en fotomontage.
Som spillefilmsdebut er “Crosswind – hvor vindene mødes” imponerende. Teknisk set. Men der sker for lidt i den lille film. Det fotografiske fokus har fyldt alt. Derfor er kun det alvorlige og mest deprimerende stof fremhævet. Omstændighederne er deprimerende, bevares, men livet har nuancer, og dem savnede jeg.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet