En sort-hvid tur til Gulag

Enkelheden er slående i “Crosswinds – Hvor vindene mødes”. Både i billederne og manuskriptet. Måske er det en forudsætning, når man skildrer noget så utilnærmeligt som deportationen af titusinder af mennesker til de sovjetiske Gulag-lejre i Sibirien under Anden Verdenskrig.

Den menneskelige tragedie i øst overskygges som regel af tyskernes brutalitet i Holocaust. Derfor er “Crosswind” et historisk vigtigt bidrag, der for en gangs skyld belyser krigens rædsler under Stalin. Ligesom i “Schindlers liste” holdes farverne i sort-hvid – uden undtagelser. Vi følger lykkeligt gifte Erna, der sammen med sin mand, Hildur, og datteren Eliide lever en harmonisk tilværelse på landet i Estland. I suggererende Terrence Malick-stil bades æblehaven af Solens stråler, mens vandet glimter, når den lille familie tager sig en sejltur med hænderne i vandoverfladen. Det er så banalt, at det gør ondt. Til gengæld mærkes sorgen, da sovjetofficererne deporterer familien og smadrer den indledende – og overdrevne – idyl.

Også på den stilistiske side er dette et vendepunkt. De levende billeder fastfryses som stillestående indstillinger. Som minder. Eller traumer. Alt imens skilles familien på togstationen og transporteres til forskellige kz-lejre. Erna og Eliide det ene sted, Hildur det andet. Vi bliver ved Ernas, overlevelsesskildring, baseret på virkelige hændelser. Hun er fortælleren, der i nøgtern dagbogsform beretter om dagligdagen i kvindelejren – altid adresseret til ægtemanden i håb om hans velbefindende.

Kun en enkelt gang klippes til Hildur i filmens stærkeste scene. Kommunisterne har dømt ham til døden, og han føres udmagret ud i en gård, hvor pelotonen står klar. Fra vindue til vindue følger man henrettelsen af ham og de øvrige, halvnøgne fanger, der i stillbilleder bliver hængende i luften efter de dræbende skud. På lydsiden høres Ernas kærlighedserklæring oven på skudsalverne og bødlernes gøende hunde.

Martti Helde har her lavet en sober film om et fortrængt historisk kapitel, nemlig undertrykkelsen af de russisk besatte lande under verdenskrigen. Få kunstnere har turdet nærme sig Holocausts massakrer af mangel på sprog, og bearbejdelsen har derfor været overladt til litteraturen og poesien. Helde lykkes med at oversætte det kommunistiske mareridt til filmmediet. Handlingen fylder dog for lidt, der til trods for sin ægthed er for simpel til en hel spillefilm. Udtrykket er det bærende og associerer til Chris Markers genistreg “La Jetee”, hvor en mands traumatiske kærlighedsminde fortælles som en fotomontage.