Georgiske film er mildt sagt ikke synderligt dominerende i de danske biografer, men nu får vi en delikat prøvesmagning med den både barske og humoristiske “Da Otar Rejste”. Filmen er et gribende familiedrama og en betagende skildring af livet i Georgiens hovedstad Tbilisi, hvor livet, trods løsrivelsen fra det røde Sovjet, ikke ligefrem er nogen dans på roser. Marinas bror Otars liv i byernes by Paris er drømmebilledet på et bedre liv for bedstemoderen Eka og datteren Ada. De er meget betaget af Frankrig – nærmest frankofiler – og taler også fransk indbyrdes. Marina er dog knap så begejstret for sin brors ophold i Paris, for hun føler – retfærdigt nok – at opmærksomheden og accepten fra hendes gamle mor Eka ikke er ligeligt fordelt mellem hende og broderen. Scenerne mellem Marina og Eka bidrager til filmens sorte humor, som giver denne georgiske guldklump yderligere karat.

Det tilspidsede forhold mellem de to kvinder tydeliggøres allerede i filmens åbningsscene, hvor de to kvinder og Ada sidder på café og drikker te. Eka har som den eneste fået et stykke kage og da Marina tager en beskeden bid, får hun et utvivlsomt nedladende blik fra sin mor, hvorpå Marina tilforladeligt lægger skeen på bordet og vender hovedet den anden vej. Samtidig sidder Ada stille og roligt uden at kommentere episoden. Der er ingen dialog i scenen, men det er også overflødigt, for mimikken og skuespillet er særdeles overbevisende. Filmen er fyldt med denne slags komiske situationer og det giver karaktererne dybde og scenerne mere og mere pondus jo længere filmen skrider frem. Løbende udvikler man sympati for alle tre parter – Eka, Marina og Ada – som hver repræsenterer deres generation og dermed et andet livssyn.

Deres forskelligheder er grobund for nogle herlige ironiske og groteske scener. Den 90-årige gamle Eka forbander tidens trange kår – når lys og telefon pludselig sætter ud af drift – og konstaterer køligt, at det problem aldrig ville have fundet sted under Stalin. Marina betvivler moderens kommentar, og Eka svarer dertil: ”Stalin har aldrig beordret nogen skudt og det kan jeg bevise!” Tonen i Ekas respons er leveret med en herlig naivitet, som kun en gnaven gammel georgier kan præstere. Den første halve time af filmen skildrer de tre kvinders hverdag med små finurlige scener. Da Otar dør skifter filmen karakter. Marina og Adas forsøg på at skjule Otars død for Eka ligner til forveksling handlingen fra den tyske “Good Bye Lenin”, hvor den unge Alexander Kerner vil skjule murens fald for sin syge kommunistiske mor. “Da Otar Rejste” er en mere overbevisende film end “Good Bye Lenin”, for den har en mere seriøs tilgang til sin historie end den tyske komedie.

“Da Otar Rejste” rummer en masse sort humor, som opstår i kombinationen af alvoren og det groteske i scenerne. Det er en alvorlig ting, at mændene i Tbilisi er nogle skvat i den unge Adas øjne. Ada har en dagdrømmende kæreste, der er lige så spændende som kold russisk rødbedesuppe. Hun er ganske klar over kærestens mangler, og siger: ”Gid jeg var forelsket i dig,” efterfulgt af et dybt suk. Det er hvad det kan blive til for den georgiske romantik. Med filmens skildring af det romantiske liv og vilkårene i den georgiske hovedstad, er Eka og Adas drømme om livet i byernes by Paris en naturlighed. Marina og Adas beslutning om at holde Otars død hemmelig for Eka er ganske forståelig, da Ekas verden florerer om Otars succesfulde liv. Ekas og for dens sags skyld også filmens motto må være noget i retning af: Øst, vest hjemme ej bedst!