“Køb den før din nabo!” lyder det gamle reklamemantra. I romanen “Da Vinci mysteriet”s tilfælde: en næsten fuldstændig umulig opgave. “Har du læst ‘Da Vinci mysteriet’?” har hurtigt fundet sin plads iblandt landets, nej verdens, mest benyttede sætninger, sammen med klassikere som “Hvordan går det?”, “Hvad er klokken?” og ikke mindst “Hvorfor i alverden har du ikke læst ‘Da Vinci mysteriet’?”.

Især sidstnævnte bemærkning er noget, som denne anmelder har måttet lægge øre til en del, da undertegnede har distanceret sig så meget som overhovedet muligt fra tv-spots, trailere, dokumentarer og – ikke mindst – bogen selv. Man vil her udelukkende finde en bedømmelse af “Da Vinci mysteriet” som film. Det korte af det lange er, at “Da Vinci mysteriet” er en ganske hæderlig omgang underholdning, der appellerer nok til den højre hjernehalvdel til både at være fornøjelig såvel som mildt fascinerende.

Det var udelukkende et spørgsmål om tid, før en af de største og mest uomgængelige bestsellers i nyere tid blev filmatiseret. Men selvom man med filmatiseringen af “Da Vinci mysteriet” havde et garanteret megahit, valgte man alligevel at skrue en ‘stensikker filmatisering’ sammen. Filmen er lavet af rutinerede folk med rutinerede skuespillere på rutineret manér. Den vil næppe efterlade et indtryk, der tilnærmelsesvis nærmer sig bogens. “Da Vinci mysteriet” er en thriller, der byder på godt drama, minimal, men effektiv humor og adskillige drilske twists og gåder – nogen af dem uventede, men de fleste af dem uheldigvis meget forudsigelige.

På trods af en spilletid på omkring to en halv time kører størstedelen af filmen (minus den sidste lettere langsommelige akt) derudaf i et så hurtigt og sprælsk tempo, at hverken skuespillerne eller de karakterer, de kropsliggør, virkelig får lov til at blomstre. Med måske én undtagelse: Paul Bettany, der med sit bleghvide hår og sine intimiderende albinoøjne selv kan give en eskimo bidske kuldegysninger, i rollen som den morderiske munk, Silas. Tom Hanks og en typisk henrivende Audrey Tautou udgør på fin vis filmens centrale makkerpar, men der kommer ikke meget andet end (ofte halvkluntet) eksposition ud af deres munde. Og uden nogen særlig indsigt i deres fortid, bliver det svært for de to skuespillere at forhindre deres fiktive alter egoer i at blive andet end velstøbte karikaturer – ligesom resten af figurerne.

Teknisk set er filmen ganske elegant. Den hærdede musikvideofotograf Salvatore Totino (som også gjorde et glimrende stykke arbejde på instruktør Ron Howards “Cinderella Man”) får filmens mangfoldige storslåede locations (alt fra Paris’ Louvré til alskens europæiske chateauer og kirker) til at virke enormt betagende. Der skal nok forekomme et billetsalgsboom alle disse steder i kølvandet på filmens biografpremiere. Hans Zimmers score er desværre lidt tamt og forglemmeligt, mens den detaljerige lydside og de ganske imponerende effekter (selvom de af og til bliver en lille smule for meget) supplerer filmens letfordøjelige eventyrfortælling godt.