Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 119

Hvem ser du helst som Star Wars-instruktør?

  • Denis Villeneuve
    26%
  • Christopher Nolan
    26%
  • En anden
    10%
  • Peter Jackson
    9%
  • Tommy Wiseau
    7%
  • Joss Whedon
    7%
  • Taika Waititi
    6%
  • Ridley Scott
    4%
  • Zack Snyder
    3%
  • Patty Jenkins
    2%

Daddy's Home 2

Originaltitel: Daddy's Home 2
Instruktion: Sean Anders
Medvirkende: Will Ferrell, Mark Wahlberg, John Lithgow, Mel Gibson, Linda Cardellini, John Cena
Produktionsår: 2017
Længde: 100 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Komedie, Jul
Links: IMDb
I biografen: 23/11-2017
Bio-distributør: UIP

Dato: 22. November 2017   Af: Morten Vejlgaard Just (Morten Vejlgaard Just) - Skriv din mening i forummet

Far er sjovere end mor

For to uger siden fik mødrene fra "Bad Moms" besøg af deres mødre til jul i "Bad Moms 2". Nu får fædrene fra "Daddy's Home" besøg af deres fædre til jul i "Daddy's Home 2". Derfor er der god mulighed for at sammenligne: Er mor eller far sjovest? I det her tilfælde er far sjovere end mor. Men der skal heller ikke meget til at overgå Mila Kunis, der bager en brunkage formet som en pik.


Foto: UIP


Det gjorde hun usjovt i "A Bad Moms Christmas", ligesom hun i "Ted" trak Mark Wahlberg væk fra den stenerkomik, som han mestrer. Det gjorde han også i "Daddy's Home", hvor han kæmpede med at integrere sin humor med Will Ferrells surrealistiske vanvidskomik, der har udstyret "Anchorman"-filmene med det 21. århundredes bedste grin. Den første "Daddy's Home" var en kamp imod ikke bare to forskellige fædre, men også to forskellige komiske stilarter, hvor begge endte med at tabe.

I "Daddy's Home 2" er forskellighederne blevet undertrykt. Både i handlingen - hvor Wahlberg og Ferrell nu er samarbejdende 'samfædre' - og i komikken. Der er hverken ægte Wahlberg-stenet eller Ferrell-gakket. Det er mere harmonisk, men mindre sjovt her i en sequel, hvor to fædre så forskellige som Fanden og Englen; Mel Gibson og John Lithgow - er undskyldningen for at gentage førstefilmens setup: To fædre, to måder at opdrage på, én familie.


Foto: UIP


Forskellighederne står tydeligt frem allerede i åbningen, hvor Wahlberg henter sin Mel Gibson-far, der flirter frækt med stewardesserne og sviner ventetiden, imens Ferrell afhenter en blød far, der kysser den voksne sønnike på munden i rød sweater. Alt det sjove skal komme fra deres forskelle. Og det med forskelligt resultat.

Bedst er det, når Will Ferrell laver eller ér joken. Som da Gibson over for sønnike Wahlberg sviner den vattede samfar, Ferrell. Måske I burde have den her snak privat, foreslår Ferrell, da der i det næste klippes ud i total. Han har siddet lige ved siden af dem hele tiden. Men Ferrell går også solo, når han til sam/sted-sønnen skal have 'pigesnakken'. Kom i friend zone, lyt til hendes problemer om hendes rigtige kæreste. Den strategi er sikker, hvilket Wahlberg og Gibson helt sikkert ikke er enige i.


Foto: UIP


Vurdering: Daddy's Home 2

Men bag de noget bedre jokes gemmer sig den forlorne sequel-skabelon fra "A Bad Moms Christmas". Fædrene ender endda med sammen at rejse til Las Vegas, som mødrene også gjorde det i "Bad Moms 2". Så havde jeg hellere set den fiktive julefilm, som fædrene tager i biografen for at se. "Missile Tow" med Liam Neeson, hvor julen er truet af nogle slemme terrorister, som Neeson dog får ned med nakken. Det lyder sjovt nok som en film, jeg har set før. Det gør "Daddy's Home 2" også.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.