Dag og nat. Erstatter hinanden og bliver til år. Tiden går og vi bliver ældre. For nogen betyder det også et mere kompliceret og ulykkeligt liv. Og en eller anden dag er det bare nok. Så har man ikke lyst til at vågne op efter natten og møde en ny dag. Den grænse når hovedpersonen i “Dag og Nat” til efter en opslidende dag, hvor han har konfronteret de vigtigste personer i sit liv for at sige farvel på grund af en rejse til New York. Men i stedet for at tage af sted sætter han pistolen til tindingen og trykker af. Det er handlingen i al sin enkelhed. Den danske instruktør Simon Stahos anden regulære spillefilm kaldet “Dag og Nat” er til trods for et ømtåleligt emne – selvmord – en ekstrem simpel film såvel indholdsmæssigt som visuelt. Men ikke desto mindre er indtrykket enormt stærkt. Det er en film der skræmmer. Det er film, der gør ondt langt ind i hjertet. Og det kan man først og fremmest takke et suverænt skuespil og et fremragende manuskript for.

Vi befinder os i Sverige en grå regnvejrsmorgen. Igennem ruden fra forsædet af en bil ser vi en dreng og en mand komme ud af en dør og fortsætte hen imod os – eller bilen. En fortællerstemme bekendtgør nøgtern, at datoen er den 11. september 2003 og manden i billedet vil begå selvmord samme aften. Vi får således fastslået rammen for filmen, anledningen til historien, og som publikum forventer vi at denne dag bliver værre end de fleste. Og vores bange anelser bliver bekræftet til fulde. Hovedpersonen Thomas Ekmann er en respekteret arkitekt, der savner udfordringer og derfor har besluttet at tage til New York med sin elskerinde. Det er i hvert fald den officielle forklaring. I virkeligheden skal han bruge dagen på at tage afsked med alle de personer, der har haft en eller anden betydning i hans liv, dvs. søn, eks-kone, elskerinde, søster, bedste ven og mor. Undervejs møder han også en gammel mand, luder og fodboldtræner.

Således tror vi at der er der lagt op til flere tårevædede scener hovedperson og relationer imellem, men det viser sig allerede fra filmens åbningsscene, at Ekmann er en dybt desillusioneret, følelseskold og forbitret mand, hvis liv har været indbegrebet af kaos. Vi får som filmen skrider frem gradvist afdækket hans barndom, som har været præget af svigt, skam og incest. Som voksen er det tydeligt at denne barndom har resulteret i en selvdestruktiv adfærd med druk, utroskab og voldelige tendenser. Han er med andre ord ikke alene følelsesmæssigt afstumpet men også dybt hensynsløs i sin adfærd. Udover ham selv, er det gået udover en række personer, og det er dem han nu opsøger og i en underlig tilstand af vrede, afmagt og ligegyldighed forsøger at få til forstå hvem han i virkeligheden er – og i sidste ende formodentlig overtale ham til at ændre den skæbnesvangre beslutning.

Det kommer der en masse samtaler ud af. Faktisk er filmen en lang dialog i en bil mellem hovedpersonen og hans bekendtskaber. Og det er altså ikke vejr og vind der bliver snakket om men de helt tunge skyts der køres i stilling – kærlighed, liv, død og sex. Til trods for de tunge emner bliver filmen dog aldrig kedelig, for det er heldigvis lykkedes manuskriptforfatter Peter Asmussen og instruktøren Simon Staho at skrive en dialog der ikke er klodset, tværtimod er den både naturlig, elegant og højst interessant. Der bliver brugt mange ord, men vi fornemmer også at det ikke er alt der bliver sagt – bag alle ordene gemmer sig usagte sandheder og sagte usandheder. Og det er det som gør dialogen interessant. Vi må fornemme os frem som publikum – for hvem er personerne egentlig? Vi forstår, at de knap nok selv ved det.

Fokuset på dialogen og personerne bliver understøttet af billedsiden – eller rettere sagt den næsten manglende billedside. Visuelt har Staho nemlig valgt en ekstrem minimalistisk stil, idet hele handlingen udspiller sig i en bil og vi derfor faktisk kun veksler mellem to indstillinger under hele filmen: et skud af vores hovedperson i førersædet og et skud af personen, der sidder ved siden af. Vi har altså at gøre med et slags moderne kammerspil. Stahos visuelle valg tangerer det overmodige og enerverende, men faktisk virker det alligevel – takket være dialogen, nogle stramt skårede scener og et skuespil der sjældent er set bedre. Særligt Mikael Persbrandt som Thomas Ekmann er næsten skræmmende – så overbevisende er han som et dæmoniseret, selvudslettende menneske. Men også i birollerne er der stærke kort, f.eks. Maria Bonnevie som elskerinden, Lena Endre som eks-kone, Pernilla August som søsteren og Fares Fares som fodboldtræner. Alle leverer de hjertegribende portrætter af mennesker, der er triste og forbitrede. Den mest tænderskærende scene er dog mellem mor og søn, hvor dialog og skuespil går op i en højere enhed, og som giver en kuldegysning langt ned af ryggen.