Björk bevæger i mørketSjældent er så vidt forskellige genrer blevet kombineret så godt som i Lars von Triers “Dancer in the Dark”. Den kulsorte tragedie kolliderer med den opløftende musical, og selvom filmen, der endelig skænkede Trier de Gyldne Palmer i Cannes, ikke er ufejlbarlig, så må man endnu engang tage hatten af for vort lands p.t. kendteste instruktørs tårnhøje ambitionsniveau.

Den islandske sangerinde Björk, der takket være sin anstrengte, men yndige stemme, har solgt millioner af albums, vandt også en guldpris i den franske filmby – nemlig for bedste kvindelige skuespiller. Hun spiller den tjekkiske immigrant Selma, som bor hos et ægtepar i en lille amerikansk flække. Hun arbejder på en lokal fabrik og tjener penge sammen til en øjenoperation til sin søn, der (ligesom hende selv) er ved at miste synet. Men omverdenens grusomhed spænder ben for Selmas planer.

Umiddelbart lyder “Dancer in the Dark” som endnu et benhårdt sørgespil fra en instruktør, som er berygtet for sin pessimisme. Men man kan sagtens argumentere for, at “Dancer in the Dark” er en af den danske auteurs mest positive produktioner. Et af filmens budskaber synes at være, at selv de mest simple lokaliteter og øjensynligt ordinære mennesker besidder en eller anden form for udefinerbar magi, der kan udnyttes til at illuminere og trodse mørket. Når Selma dagdrømmer og bryder ud i sang, er det ikke fuldstændig spontant – hun benytter sig af sine medmennesker og omgivelser, og derfor virker musicalindslagene også som en integreret og essentiel del af plottet snarere end bare klangfuld fyld.

Det mildest talt kaotiske forhold imellem Trier og Björk fik sangerinden til at vende en potentiel spillefilmskarriere ryggen, hvilket er ærgerligt, fordi hendes præstation er sensationel. Hun virker forbavsende naturlig og troværdig, og hun formår ofte at sige mere med et enkelt blik eller få håndbevægelser, end de fleste garvede aktører formår med adskillige velformulerede dialoger. Selv med skuespillere som David Morse, Peter Stormare og Catherine Deneuve omkring sig formår Björk at løbe væk med al opmærksomheden. Sangerindens hjerteskærende sangrøst fejler heller intet, og de talrige velproducerede musiknumre går lige til hjertet.

De velkoreograferede musicalscener er blevet skudt ved hjælp af bogstaveligt talt hundredvis af kameraer, mens hverdagsscenerne er blevet skudt af Trier selv ved hjælp af håndholdt kamera, hvilket giver filmen det lettere dokumentariske look, som instruktøren efterhånden har foræret mange af sine film. Stilistisk er “Dancer in the Dark” uforlignelig og uforglemmelig. Det samme kan uheldigvis ikke helt siges om alle fortællingens bipersoner, og i sin iver efter (endnu en gang) at tilsvine USA smører Trier ofte lidt for tykt på og ridser filmens ellers så plausible og overbevisende facade en smule. Men filmens ambitionsniveau matcher dens emotionelle gennemslagskraft – forbered dig på at blive bevæget.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Dancer in the Dark” fremstår en anelse upoleret og grim, men det er også hensigten. Farverne virker matte, og hudfarver fremstår ofte næsten ligblege. Men under flere af musicalindslagene virker farverne pludseligt mætte og attraktive, hvilket tydeligvis er gjort for at skabe en kontrast imellem Selmas barske hverdag og glædelige sangudbrud. Udgivelsens transfer synes at efterkomme Triers intentioner. Men i modsætning til farvegengivelsen kan instruktørens intentioner dog ikke forsvare den mængde udtværing, edge-enhancement og de komprimeringsfejl, der optræder. Kontrasten er god, men billedet virker også ofte sløret.

AudioNaturligvis er det vigtigt, at en film som “Dancer in the Dark” lyder så godt som muligt på dvd, fordi lyden og musikken udgør en stor del af ikke blot filmens æstetik, men også selve fortællingen. Men discens engelske 5.1-lydspor skuffer desværre. Jeg husker tydeligt, da jeg for første gang så den danske dvd-udgivelse af “Dancer in the Dark” for flere år siden, at under en stor del af filmen var lyden asynkron i forhold til billedet. Fejlen er beklageligvis ikke blevet rettet på genudgivelsen, og det er naturligvis en uacceptabel fejl, som distraherer meget fra omtrent én time inde i filmen og til og med slutningen. Sporet er derudover meget frontbaseret, men musiknumrene benytter baghøjtalerne effektivt. Der er en del interessant atmosfærelyd, og bunden er god.

Ekstramateriale”Hold kæft, hvor er Björk god… her taler jeg om hendes skuespil og ikke hendes personlige kvaliteter.” Sådan lyder én ud af mange underholdende udtalelser, som discens kommentarspor byder på. Trier og lyddesigneren Per Streit disker op med adskillige fascinerende anekdoter og interessante fortællinger. De to herrer føler sig tydeligvis godt tilpas i hinandens selskab og er ikke bange for at kritisere deres eget arbejde. Vi hører bl.a. om, hvordan Triers kone ‘tvang’ sin mand til at genindsætte et kort klip, hvori hun medvirkede, og så taler instruktøren også åbenhjertet omkring sit problematiske forhold til filmens islandske hovedrolleindehaver.

Længden af dokumentaren “von Trier’s 100 Eyes – Behind the Scenes” (56 min.) forklarer, hvorfor selve filmen ikke ser synderlig fantastisk ud, eftersom dokumentaren naturligvis optager meget af pladsen på discen. Den er læsset med blændende interviews og interessante optagelser, og den emmer af oprigtighed. Det er især fascinerende at se billeder fra de dage, hvor Björk pludselig forsvandt fra optagelserne, og alle mulige løsninger blev diskuteret. Det eneste, man savner, er udsagn fra Björk selv (rulleteksterne forklarer, at hun ikke ønskede at udtale sig). Der er også et vedkommende og 11 minutter langt interview med Lars von Trier på engelsk, hvor han bl.a. diskuterer sin fascination af musicals som barn og sin mening om Björks musik.

Der er derudover en funktion, som gør det muligt at hoppe direkte til sangene i filmen, og dvd’en indeholder også 32 produktionsbilleder, traileren og en hele 17 sider lang biografi om Lars von Trier.