En vigtig pige

Der er ingen tvivl om, at “Den danske pige” er en ‘vigtig’ film. Fra “Transparent” til “Tangerine” diskuteres transkønnethed. Emnet er hot. Da jeg læste pressematerialet til Tom Hoopers nye film, var jeg da heller ikke i tvivl om, at “Den danske pige” gerne vil være en ‘vigtig’ film; en af de film, der rammer ned i samfundsdebatten. Her med historien om den første person i mandekrop, der ville skifte til en kvindemodel.

Historien om Lili Elbe (født Einar Wegener) er så god en historie, at det kan undre, at den ikke er blevet fortalt mere. Før David Ebershoff udgav bogen, som filmen er baseret på, var hendes navn ikke særligt godt kendt uden for LGBT-miljøet i Danmark. Bogen ændrede på en del forhold vedrørende hendes liv. De ændringer videreføres her. Så hvis man forventer den udtømmende historie om den første person, der gennemgik en kønsskifteoperation, så vil man blive skuffet. Således sættes fokus på forholdet mellem Einar/Lili og konen Gerda.

Det er i Gerdas malerier, at Lili først viser sig, inden Lili springer ud fra lærredet. Men det er Gerdas historie. Derfor refererer titlens danske pige i lige så høj grad til Gerda som til Lili. Gerda og hendes forsøg på at forstå og håndtere Lili er i høj grad omdrejningspunktet. Således bliver det også snarere et parforholdsdrama end en film om transkønnethed. Men da Hooper tydeligvis ønsker at formidle Lilis historie til et bredt publikum, så kan det godt irritere mig en smule, at hun undertiden næsten bliver en birolle i sin egen film.

Skuespilpræstationerne opvejer dog dette valg. Alicia Vikander og Eddie Redmayne spiller begge sublimt godt og har en naturlig kemi, der med forbløffende sparsomme effekter formidler deres tætte forbindelse. Der er en imponerende grad af kropslighed og sanselighed i begge præstationer. Redmayne skildrer Lili og Einar som separate individer med hver deres fysiske fremtoning og gestik. I takt med at hun bliver bevidst om sin identitet overtager Lili mere og mere, indtil hun til sidst kan tage endelig afsked med Einar.

Iscenesættelsen leger meget med tidens androgyne stil, hvor specielt Redmaynes garderobe går fra det helt tilknappede og bedsteborgerlige til det løse og i nogen grad løsslupne. Periodebilledet er for langt størstedelen overbevisende. Og vanvittigt smukt. Hoopers faste fotograf, Danny Cohen, leverer igen overdådigt interiører med præcise detaljer. Billederne af København skylder en del til Hammershøis minimalisme, mens Paris er et overflødigshedshorn af art deco og impressionistisk lyssætning. Det skurrer dog lidt for en dansker at se Romsdalen i Norge gøre det ud for Vejle fjord, men hvis jeg skal være ærlig, har Vejle sgu altid manglet nogle høje bjerge.