På syretrip i rummet

Franske Marc Caro er mestendels kendt for sine sublime samarbejder med surrealisten og landsmanden Jean-Pierre Jeunet. Sammen var de et fabelagtigt team, der leverede kimen til de fantaserende og legesyge “Delikatessen” og “De fortabte børns by”. De to film er sidenhen blevet udødeliggjorte klassikere, men alting har som bekendt en ende. Derfor arbejder Caro i dag på egen hånd og står senest bag det dystopiske, men svært surrealistiske rumeventyr “Dante 01”.

Den franske instruktør går i rette med det moderne overvågningssamfund og de mekanismer, der kommer i spil, når en gruppe mennesker bures inde i et længere tidsinterval og derfor må indordne sig hinanden. Filmens titel henviser til rumstationen Dante 01, som er en anstalt for sindslidende kriminelle, placeret milevidt fra moder jord. Ordningen er på forsøgsbasis og bruges til at udføre tests på indsatte for at udvikle en fejlfri DNA. Selvfølgelig fungerer ingenting efter den større plan, og da en ny og indesluttet fange ankommer, begynder uroen at ulme i krogene – særligt da samme personage udviser mystisk adfærd og overnaturlige evner. Enkelte vil endda mene, at en ny Messias er kommet på besøg.

2 læger. 3 sikkerhedsfolk. 7 indsatte. Det er, hvad rumstationen er bemandet med. Men trods det begrænsede persongalleri, der i øvrigt alle og én optræder uden et eneste hår på hovedet, og den klaustrofobiske arkitektur, så levnes der ikke plads til at kravle ind i de skildrede figurers indre. På den baggrund er “Dante 01” en underlig flad oplevelse, og qua den relativt korte spilletid når filmen aldrig for alvor at komme i omdrejninger, selv om de sidste minutter har en smule at byde på. Undervejs bedøves fangerne for at gøre det muligt at udføre de påkrævede test for de to læger – der mundhugges i et væk omkring deres respektive metoder – og herfra lægges op til en række subjektive og surrealistiske scenarier, filmens svagheder til trods, der understreger Caros sans for det visuelle og subtile i et depraverende verdensrum.

Det fortsætter med at skurre i geledderne. Fangerne hakker på hinanden. De ansatte gør det samme, og med en nært forestående undergang på vej, truer mytteriet på den isolerede rumstation. Måske er det forklaringen på, at en gudfrygtig tilgang til livet indsniger sig på rumstationens tilstedeværende. Særligt med den frelsende medfanges komme bliver “Dante 01” den infame kamp mellem rationaliteten og overtroen. Mens enkelte fanger føler sig truet af den nytilkomnes evner inden for håndspålæggelse, er andre mere komfortable med den nye medpassager.

Der er ikke meget godt at sige om “Dante 01”, og det er nærliggende at anmode Jeunet om at komme sin gamle makker Caro til undsætning med henblik på fremtidige film. Nærværende virker i hvert fald prætentiøs og ligegyldig og ligner på ingen måde de præstationer, de to herrer tidligere har været garanter for. Det er nok en fordel, at kulisserne er rykket til rummets uendelige vidder, for de højtravende filosofier, der her er til debat, kræver immervæk, at der er højt til loftet. Alligevel kan det ikke underkendes, at filmens drevne tematikker er påklistrede og på ingen måde fornyende. “Dante 01” mangler en åbenlys konflikt, der kan trække indholdet op på et højere plan. Bevares. Der er små gnidninger undervejs mellem indsatte og ansatte på kryds og på tværs. Men alligevel mangler der de større sammenstød, der kan give et fornødent drive.

I stedet for at overrumple med en radikal udvikling følger “Dante 01” et ensartet udviklingsforløb. Måske er filmens største problem i virkeligheden, at ingen af de beskrevne figurer er værd at samle på. Alle er de – og det gælder sådan set både fanger og fangevogtere – gennemført usympatiske og ensporede egoister. Med andre ord kan vi ikke føle med dem i kampen for overlevelse, og i stedet indlejres man som tilskuer i et hav af ligegyldighed og fjern monotoni. Nej, “Dante 01” er bestemt ikke Caros bedste, men måske et fingerpeg om, at instruktøren har lagt sin bedste tid bag sig. Noget, der nok kunne have højnet attraktionsværdien, er en mere udbredt viden om, hvorfor netop de indsatte fanger har gjort sig fortjent til opholdet, og hvorfor det samme ikke kan finde sted tættere på jorden. Det får vi ikke nogen forklaring på.

Video

“Dante 01” er skudt i et 2.35:1-format, men bliver på denne udgivelse dog fejlagtigt gengivet i et klassisk 16:9-format, som ikke imponerer synderligt. Det går kraftigt ud over billedkvaliteten, der i sagens natur bliver kraftigt forvrænget. Der er derudover ikke digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens edge-enhancement forefindes i mindre grad, og gryn bestemt heller ikke er en sjældenhed. Derudover er både kontrast og farvetemperatur dog stabile størrelser.

Audio

Bedre er lyden, som oftest bruges i subjektive henseender. Det fransksprogede Dolby Digital 2.0-lydspor udbasuneres fint fra systemets fronthøjttalere og præges af en tydelig dialog uden overstyringer samt et subjektivt opererende score, der af samme årsag spiller en betragtelig rolle i filmen som helhed. Underneden fungerer en udmærket atmosfære samt en række ditto lydeffekter.

Ekstramateriale

Der er bortset fra et par trailere ikke ekstramateriale på denne udgivelse.