En god videospilfilmatisering? Det var satans!

Det er ikke ligefrem nogen hemmelighed, at der stadigvæk ikke er udkommet én eneste særlig god film baseret på et videospil. Jovist, sommerens “Prince of Persia: The Sands of Time” havde sine øjeblikke, og “Doom” og den første “Resident Evil” var da nogenlunde, men ingen af nichegenrens værker har formået at krydse tærsklen mellem det middelmådige og det direkte hæderlige. Derudover vrimler det ikke just med spændende spil, som tager udgangspunkt i spillefilm eller tv-serier. Spøjst. Men hvad nu hvis man udgav en videospilfilmatisering samtidigt med videospillet? Måske kunne dén strategi hæve forbandelsen over genren?

Det har folkene bag “Dante’s Inferno” i hvert fald forsøgt. Tegnefilmen blev skruet sammen, mens spilselskabet Visceral Games producerede videospillet af samme navn, og begge udgivelser tager udgangspunkt i italienske Dante Alighieris efterhånden oldgamle historie om Satans hjemegn: “Den guddommelige komedie”. Lighederne mellem Dantes litterære mesterværk og tegnefilmen er ikke just enorme – i filmen er der større vægt på blod, sex og vold end smuk poesi og elegant lyrik. Filmen har mere tilfælles med videospillet, men der er hverken tale om en forgænger eller en fortsættelse til spillet, men snarere en alternativ fortolkning af selvsamme historie. Forvirret? Det er der ingen grund til at være, for filmens fortælling er helt ligetil.

Ridderen Dante er på vej hjem fra korstogene i Jerusalem, da han finder sit hus i ruiner og sin forlovede, Beatrice, myrdet. Beatrices sjæl er blevet opsnappet af Djævlen selv, så Dante må begive sig ned i helvede for at redde sin elskede. Rejsen indebærer naturligvis en masse voldsomme opgør med alskens glubske dæmoner og ækle monstre, og der bliver bestemt ikke sparet på den håndtegnede blod under de mange dueller. Samtidig myldrer det med nærbilleder af bare bryster og lemlæstede lemmer. Nej, “Dante’s Inferno” er afgjort ikke en tegnefilm for de mindste.

Nøjagtig ligesom tegnefilmsprojekterne “Batman: Gotham Knight” og “The Animatrix” består “Dante’s Inferno” af en række korte animationsfilm, som hænger sammen. Men selvom de forskellige film tilsammen udgør én fortælling, er det indimellem forstyrrende, når figurerne og deres omgivelser pludseligt ændrer udseende, idet hvert kapitel har sin helt egen visuelle stil. Men man vænner sig gudskelov til overgangene, dels fordi pauserne mellem de forskellige dele er så korte, dels da skuespillerne er de samme hele vejen igennem, og så fordi “Dante’s Inferno” forbliver helt og aldeles betagende.

Filmmagerne skildrer helvede som et endeløst, blodbesmurt inferno, hvor evigt skrålende genfærd og blodtørstige bæster er hverdagskost. Enorme tåger, bundløse floder, tårnhøje flammer og uoverstigelige bjerge omringer Lucifers domæne, og der er afgjort tale om et af filmhistoriens mest gennemførte portrætter af dødsriget. Det stemningsfulde soundtrack og den aggressive lydside suger os endnu mere ind i filmes ubehagelige univers. Og en af fordelene ved, at så mange instruktører har haft en finger med i spillet, er, at man aldrig bliver træt af animationen, fordi den altid er i udvikling. Hver scene har sit eget, mindeværdige look, men desværre er der ikke nær så meget variation at finde i filmens historie som i dens æstetik.

For det meste spæner Dante rundt med sit særprægede sværd og halshugger dæmoner, mens Fanden planlægger ridderens død. Og man savner at høre mere om Dante og Beatrices fortid, som ikke granskes tilstrækkeligt i fortællingens ellers udmærkede flashbacks. Men det er heldigvis svært at forudse, nøjagtig hvad Dante vil støde på undervejs, og han er samtidig en karismatisk helt – især fordi Graham McTavish udruster Dante med en rørende længsel via sin superbe stemmepræstation. Og Mark Hamill er en fornøjelse i rollen som Dantes grådige far, Alighiero. Hamills karakteristiske, hæse stemme vækker varme minder om den aldrende Luke Skywalkers indsats på de sidste mange års “Batman”-tegnefilm. “Dante’s Inferno” er ikke helt på samme niveau, men den er ikke helvedes langt derfra.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Diskens transfer kan indimellem være lidt svært at bedømme, idet instruktørerne ofte med vilje justerer skarpheden, farverne og kontrasten – tit i voldsom grad. Men der er ingen tvivl om, at “Dante’s Inferno” ser fantastisk ud i HD. Især de første par dele af filmen byder på en del slørede skud, og selvom det er bevidst, er det til tider lettere distraherende. Men ud over en smule banding senere i filmen, er der intet at klage over. Hovedparten af “Dante’s Inferno” fremstår knivskarp, og hverken farvegengivelsen eller kontrasten er nogensinde andet end perfekt. Hverken utilsigtet snavs, støj eller edge-enhancement forekommer.

Audio

Diskens Dolby TrueHD 5.1-mix er også imponerende. Filmens helvede er spækket med ubehagelige lyde – fra fjerne skrig og brøl til det evige flammehavs dybe rumlen. Subwooferen er aktiv for det meste, og både dén og baghøjtalerne er med til at skabe en konstant trykkende, auditiv atmosfære, som er nøjagtig lige så ubehagelig, som den bør være. Musikken er tydelig og folder sig godt ud, og replikkerne er også klokkeklare – de har en superb rumklang, så man spekulerer aldrig over, at de blev indtalt i et studie. Nogle kapitler har mindre auditiv slagkraft end andre, men for det meste er “Dante’s Inferno” lige så spændende lydmæssigt, som den er billedmæssigt.

Ekstramateriale

Ud over filmen indeholder skiven desværre blot 12 minutters animerede storyboards. Jeg kunne ikke finde traileren til videospillet, selvom omslaget altså hævder, at den befinder sig på disken. Det havde været dejligt med nogle kommentarspor eller nogle dokumentarer om filmens forskellige instruktører og deres respektive stilarter.