En usleben krystal

Jim Hensons “The Dark Crystal” er historien om den lille, naive Jed, som bor i en magisk verden fyldt med kulørte væsner, store bjerge og pragtfulde slotte. En dag bliver han af en gammel troldmand bedt om at rejse hele vejen til skurkenes fort med en gådefuld genstand i hænde, som kan ændre verdens skæbne, og jages af en gruppe store, kappeklædte monstre. Lyder det bekendt? J.R.R. Tolkiens “Ringenes herre” er dog langtfra den eneste fantasifulde saga, som Henson og hans manuskriptforfatter, David Odell, låner fra. Kultfilmen fra 1982 er en fabel af den gamle skole, der følger skabelonen for det gængse eventyr mere eller mindre til punkt og prikke, og hvis helte og skurke er så arketypiske, som man overhovedet kan forestille sig – enten lige så godhjertede som Moder Teresa eller lige så glubske som Saddam og Hitler.

Men alligevel formår “The Dark Crystal” at være helt sin egen. Selv 28 år efter biografpremieren er dens 100 % menneskeskabte kulisser og dukker (det var trods alt lang tid før CGI-revolutionen i 1990’erne) ekstremt imponerende. I forhold til Hensons nyere (og bedre) “Labyrinth” er dukkernes mimik i “The Dark Crystal” ikke nær så troværdig, og deres mundbevægelser og ansigtstræk er til tider forbavsende livløse. Det er åbenlyst, hvornår der er tale om marionetter, og hvornår mennesker er iført make-up og kostumer. Men der er så mange detaljer i klæderne, scenerierne og dukkerne, at man ofte overvældes, og ikke to væsner eller steder ligner hinanden. Således skaber “The Dark Crystal” sit helt eget tryllebindende, visuelle univers, som er let at fortabe og forelske sig i – godt understøttet af Trevor Jones’ glimrende musik og Ben Burtts finurlige lyde.

Helt så fortryllende er historien desværre ikke. Selvfølgelig er der talløse eksempler på klassiske og moderne eventyr, der fungerer eminent, selvom de følger en oldgammel opskrift, og selvom deres karakterer er lige så nuancerede som et blankt A4-ark – såsom “Star Wars” og “Avatar”. Men karaktererne i “The Dark Crystal” er bare ikke særlig interessante. Jed, som er en såkaldt gelfling, er en ganske sympatisk helt, men han savner noget kant. Hans elskede, Kira, optræder så sent og så lidt, at man aldrig rigtig får noget forhold til hende. Og skurkene, de griplignende skeksiser, er klamme og skræmmende, men ikke én af dem skiller sig ud fra mængden. Sjovest er troldkvinden Aughra (kontrolleret af Yodas dukkefører, Frank Oz), som har en energi og fandenivoldskhed, som de andre figurer savner.

Med sine mange uhyggelige momenter og groteske væsner er “The Dark Crystal” absolut ikke for de mindste. Men de dystre under- og overtoner er noget af det, der gør filmen så underholdende på trods af de fåtallige overraskelser og spændende karakterer. Filmen er så stemningsfuld, at man ofte glemmer, at det er dukker og altså ikke ægte, levende væsner, der befinder sig foran kameraet. Filmens største problem er, at Henson og Odell klemmer for mange informationer ind i drejebogen. Nøjagtig ligesom Tolkien er de glade for at udpensle deres univers’ spilleregler og indhold, så vi får adskillige monologer om krystaller, kongeriger, magiske tricks og forholdet mellem diverse fabeldyr. Den slags er fint nok, når man har hundredvis af sider til rådighed, men når man kun har 93 minutters film i ærmet, sænker det kun tempoet og tvinger unødigt karaktererne i baggrunden.

Men hvis toeren, “The Power of the Dark Crystal”, nogensinde bliver til noget, behøver man i det mindste ikke spilde megen tid på redegørelser og introduktioner. Og på trods af filmens minusser har Henson altså bygget et virkelig solidt fundament for én eller flere fortsættelser. Universet er fantastisk og har masser af potentiale, og den forhastede slutning efterlader mange spørgsmål, man gerne så besvaret. “The Dark Crystal” er allerhelvedes charmerende og svælger i fede ideer, og derfor er det alligevel ikke så underligt, at den stadigvæk tilbedes af en meget dedikeret fanskare og indtil “Titanic” endda var den mest populære udenlandske film nogensinde i Japan.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Det er sjældent tydeligt, at “The Dark Crystal” har mere end et kvart århundrede på bagen. Der er enkelte slørede billeder, og få gange svinger lysniveauet lidt. Men som regel er billedet knivskarpt og kontrasten perfekt. Indimellem kan man endda se de snore og kabler, der styrer dukkerne. Transferet har også en vidunderlig dybde – bare tjek, der hvor Jen stirrer ned i det store slots brønd. Farverne er kraftige, saftige og mere eller mindre upåklagelige, og billedsiden er næsten blottet for snavs.

Audio

Førnævnte Ben Burtt har skabt en masse fantastiske lyde, som komplementerer billederne fornemt, men det er lidt synd, at Dolby True HD 5.1-lydsporet næsten udelukkende leverer dem via fronthøjtalerne. Dialogen er generelt tydelig, men den lyder indimellem lidt spids ligesom resten af lydsiden, som savner lidt mere power og bund. Subwooferen bruges ikke ofte, men i det mindste misbruges den aldrig, og de få panoreringer fungerer fint. Musikken spiller også en tilpas rolle i lydbilledet og overdøves aldrig.

Ekstramateriale

Designeren Brian Froud, som samarbejdede med Henson på historien, har indtalt et virkelig informativt kommentarspor til filmen, som fans bør nyde. Man kan også spille en quiz, læse alskens informationer om filmens univers eller se adskillige af Frouds flotte tegninger, alt sammen mens filmen kører. Én slettet scene og adskillige alternative scener (hvor skurkene taler et fantasisprog i stedet for engelsk) medfølger også – dog i elendig kvalitet. Bedre er dokumentarerne “Reflections on The Dark Crystal” (37 min.) og “The World of The Dark Crystal” (58 min.), hvori interviews med bl.a. Froud, den afdøde Hensons søn og alskens dukkeførere kombineres med sjældne klip fra optagelserne. Videomaterialet præsenteres i 480p.