En helt skal hyldes

Så står de der igen. 400.000 britiske soldater på stranden ved Dunkerque. Tyskerne nærmer sig langsomt fra indlandet, mens redningen nærmer sig fra havet i form af hundredvis af civile både. I sommer skildrede Christopher Nolan den historiske evakuering i storformat med “Dunkirk”. Til lands, til vands og i luften. Nu er det blevet “Soning”-instruktør Joe Wrights tur. I “Darkest Hour” sætter han sig til bords med Winston Churchill og hans krigsråd, mens de overvejer, om der skal kæmpes eller kapituleres. Han forsøger at vække Churchills dilemmaer til live, men lykkes ikke med at trække historien ud af bagklogskabens lys, der jo har det med at få det komplekse til at fremstå ret enkelt.

Nolan var langtfra første filmmand på stranden i Dunkerque. Faktisk krydser Joe Wright sine egne filmspor, som han satte i sandet med den fremragende “Soning” fra 2007. Dengang lod han sit kamera glide langs med stranden i en fem minutter lang indstilling, der står mål med Nolans imponerende billedmageri. Om ikke i skala, så i hvert fald i elegance. Den slags er der intet af i “Darkest Hour”. Et enkelt billede af den civile armada på vej over kanalen. Soldaterne er mest blot tilstede i ånden. I stedet er det to mørke, klaustrofobiske timer i dårligt belyste lokaler med politiske diskussioner, som alle kender udfaldet af.

Skulle enkelte være dumpet direkte fra Månen og ned i biografsædet, skal de alligevel nok hurtigt finde hen til den rette side af historien. Wright viser vej. Skal England kæmpe og risikere at gå under? Eller skal de søge en fredsaftale med Hitler? Sidstnævnte synspunkt har to talsmænd i “Darkest Hour”: Den afsatte premierminister, Neville Chamberlain, som optræder forsagt og kuet. Svækket af sin kræftsygdom. Ved hans side vrænger udenrigsminister Halifax, lusket, nedladende og næsvis. De er svære at holde af. Ingen af dem ligner just potentielle helte. I rollen som Churchill får Gary Oldman derimod lov til at folde sig helt ud. Sær, uforudsigelig, drikfældig. Men i sidste ende en elskelig bamse – og oven i købet veltalende som få. Det lyder smukt, når han romantisk fabulerer om at kæmpe til døden.

Således er fronterne tegnet tydeligt til Churchills fordel. Desuden er hans dristige beslutningers lykkelige udfald kendt på forhånd. Derfor bliver de mange diskussioner en halvhjertet oplevelse. Der bliver ikke for alvor rusket op i billedet af den store mand. Dilemmaerne bliver aldrig levende. Det er godt nok kold kalkule fuldt bevidst at ofre 4000 unge mænd som fartbump på tyskernes vej mod Dunkerque. Men Churchill og Wright skøjter hurtigt hen over det anstødelige. De 4000 døde var med til at redde de mange på stranden på stranden. Hundredtusinder er flere end 4000. Oven i købet var de mange soldater i sidste ende med til at vinde krigen. Regnskabet går op. Videre. Engelsk nyttemoral, når det er mest enkelt.

“Darkest Hour” ender som en halvkedelig hyldest til Winston Churchill, fordi den ikke for alvor sætter sig i samtidens sko. Havde det ikke været for Gary Oldman, havde det stået endnu værre til. Hans transformation er total. Med tyndt hår, tykke kinder, whisky og cigar leverer han en af den slags præstationer, der er skræddersyet til priser og hæder. Og det skal være ham velundt. Men resten af “Darkest Hour” gør ham altså ingen tjenester.