Når døden går i luftvejene

Timingen for udgivelsen af den amerikanske håndværksinstruktør Steve Miners zombieslasker “Day of the Dead” synes næsten at være lidt for perfekt. Mediehysteriet omkring svineinfluenzaens fremhersken på den globale scene har endnu ikke helt fortaget sig, og nogenlunde samme tematik er nemlig bærende fundament i dette miserable forsøg ud i en genre, der emmer af metaltræthed, og som instruktøren nok skulle have holdt sig langt væk fra.

“Day of the Dead” føres frem på filmens to største celebriteter, Mena Suvari og Ving Rhames, der begge allerhøjest kan skade deres respektive karrierers spor ved denne medvirken. Sammen er de befalingsmand og -kvinde i den amerikanske hærs indspiste division, der er udstationeret for at forsegle det lokale lillebysamfund Boulder i staten Colorado. Et forskningseksperiment er tilsyneladende gået grueligt galt og har sendt en dødbringende virus i omløb. Den spredes via luftvejene ligesom langt de fleste vira og forvandler de udsatte til blodsugende zombier. Inden for kort tid er det brede flertal i lokalbefolkningen som forvandlede til levende døde, og både Suvaris Sarah og Rhames’ Rhodes får deres sag for.

Det er ikke nogen rar diagnose, der stilles. Ikke desto mindre synes de forhåndenværende ingredienser at være opkog af symptomer set i utallige afarter, og det er da også svært at finde frem til en plausibel grund til at spilde sin dyrebare tid på “Day of the Dead”, der, som titlen antyder, er (hjerne)død underholdning. Det er livet simpelthen for kort til. Her er der brygget videre på George A. Romeros velkendte subgenre. Både Ving Rhames og Mena Suvari er dog havnet i en surdej, hvor de er aldeles fejlplacerede. Og tilstedeværelsen bekommer dem øjensynligt heller ikke særlig godt. Med rutineprægede præstationer kæmper de side om side og sammen med den sidste enklave af ubesmittede borgere for regulær overlevelse. Den kamp er selvfølgelig voldsomt uligevægtig.

Med i den gruppe af raske, der impulsivt formes, er Sarahs yngre bror Trevor og dennes virile kæreste, moren og en lokal, overvægtig radio-DJ. De gør alt for at overleve og undslippe den dødelige virus. Herved får filmen sin ungdommelige indpakning, der måske kan appellere til yngre generationer. Men det ændrer ikke ved, at handlingen i sin helhed er planket fra tidligere film af sin (af)art. Nu er det selvfølgelig også en genindspilning, vi her udsættes for. Der mangler dog både den sjæl, dynamik og tyngde, som originalen havde.

Som det eneste positive udsagn, “Day of the Dead” gør sig berettiget til i denne anmeldelse, er filmen bestemt ikke uden humor – den ufrivillige af slagsen vel at mærke. Den ligger latent, og om end indholdet ikke ligefrem er lårklaskende morsomt, så er der enkelte episoder, som det er svært ikke at trække på smilebåndet over. Steve Miner må nok se i øjnene, at han med sit seneste stykke arbejde ufrivilligt har været medvirkende årsag til at lægge en mangeårig filmtradition i graven. Måske er det i virkeligheden også bedst, at genren får ny luft frem for at blive holdt kunstigt i live af mere eller mindre vellykkede forsøg ud i emnet.

Det må indrømmes, at “Day of the Dead” spiller på ikoniseringerne inden for sin genres afgrænsede mure. Genindspilningen af Romeros noget mere vellykkede ditto har naturligvis stereotyperne og de velkendte replikker. Og som den vage handling stille og roligt ruller fremad, begynder den lille og hårdt ramte by og særligt det lokale sygehus mere og mere at minde om en blodrød slagtehal. Deri burde selve fascinationen af filmen ligge. Men også her fejler “Day of the Dead”, der falder i unåde, ikke mindst fordi brugen af effekter og glinsende teaterblod er for tydelige kreationer for filmens skyld og dermed hiver den forventningsfulde tilskuer til udgydelser ud af illusionen.

Video

Det skarpe og delvist grønt teintede look tager sig anderledes indbydende ud. Der er ikke tilfælde af edge-enhancement, udtværinger eller for den sags skyld digitale forstyrrelser, og både kontrast og farvetemperatur holder sig trods enkelte mindre udsving stabile. Et glimrende transfer.

Audio

“Day of the Dead” suppleres af de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og 5.1 DTS-HD-lydspor, som gør en glimrende auditiv figur. Dialogen er generelt tydelig, om end enkelte passager ikke er det, og overstyringer forekommer ikke. Underlægningsmusikken er markant og stemningsfuld, men skjuler ikke en detaljeret atmosfære, en række distinkte effektlyde og enkelte vellykkede lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.