Sci-fi-filmen, der gik i stå

Er det helligbrøde at genindspille “The Day the Earth Stood Still”? Da Robert Wises klassiske hyldest til pacifismen udkom i 1951, var den kolde krig på sit varmeste, og ligesom mange andre skelsættende science fiction-film var “The Day the Earth Stood Still” en spidsfindig allegori, som på elegant vis granskede nutidige dilemmaer. Når rumvæsnerne fremsiger ultimatummet ”Destruer jeres våben, eller vi destruerer jer,” opfordrer de egentlig til forsoning mellem Sovjet og USA. I dag, hvor utallige krige udkæmpes på baggrund af frygt, religion og ren og skær grådighed, synes filmens bøn om fred mere relevant end nogensinde. Så det må være mere nærtliggende at betegne det som passende end blasfemisk, at nutidens biografgængere (hvoraf mange desværre ikke magter halvanden times klassisk sci-fi i sort/hvid) får fortællingens tidløse budskaber serveret på ny.

Budskabet i den nye film adskiller sig dog fra det i den oprindelige “The Day the Earth Stood Still”. Uden at afsløre for meget så tager filmen (ikke helt uventet) afsæt i et andet højaktuelt emne end verdensfreden. Genindspilningens morale er prisværdig, men ud over sine gode intentioner har “The Day the Earth Stood Still” ikke meget at prale af. Filmen starter ellers udmærket. Da en vaskeægte UFO nærmer sig Jorden, hiver den amerikanske regering fluks fat i verdens dygtigste forskere. En af dem er biologen Helen Benson, som mødes med en gruppe kollegaer i filmens nervepirrende første akt, hvor instruktør Scott Derrickson fornemt skildrer en verden i panik. Endnu bedre: Filmens uforudsigelige indledning antyder, at man ikke bare vil plagiere originalen. Men så snart rumvæsnernes talsmand, Klaatu, er landet, lever filmen op til sin titel på den værst tænkelige måde: Den går simpelthen i stå.

Efter at have brudt ud af fangenskab opsøger Klaatu Helen, og de bruger mere eller mindre resten af filmen på at slynge retoriske moralprædikener efter hinanden og publikum. Filmen mister ikke bare grebet om koblingen, den træder på fodbremsen, hiver i håndbremsen og kolliderer direkte med en uflyttelig mur. Klaatu og Helen slentrer forholdsvis formålsløst afsted fra punkt A til B, mens de diskuterer, hvorfor menneskeheden fortjener (og ikke fortjener) at overleve – og vi har hørt det alt sammen før i utallige dokumentarer, tv-udsendelser og spillefilm. Denne gang udpensles pointerne bare så kraftigt, at man føler sig talt ned til som et lille barn, og filmen fastslår endda (nærmest paradoksalt), at vi simpelthen ikke selv kan løse vores problemer, men har brug for at blive invaderet af rumvæsner for at overleve. Hvor lærerigt…

“The Day the Earth Stood Still” er en film, hvor stort set ingen nogensinde har en normal samtale, men kun udveksler lommefilosofi. Hvor originalen fornemt indlemmede sine budskaber i en underholdende historie og havde sympatiske karakterer, der ikke blot var sjælløse nikkedukker, er det helt anderledes i genindspilningen. Helen agerer spørgejørgen over for Klaatu, men ikke meget andet, og Jennifer Connelly har mere eller mindre intet at arbejde med i rollen. Keanu Reeves er udmærket som Klaatu, men så heller ikke bedre. Ydermere er det både underligt og trist at se så store talenter som Kathy Bates og Jon Hamm (Golden Globe-vinderen fra “Mad Men”) spilde deres tid på så ligegyldige roller.

Computereffekterne er sjældent andet end middelmådige, actionsekvenserne er forbavsende langsommelige, og nøglescenen, hvor Klaatu endelig indser værdien af den menneskelige eksistens, er så sentimental, at den er til at tude over – og her menes der naturligvis lattertårer forskyldt af en sekvens, der skamløst og ineffektivt forsøger at manipulere seeren. Hvad, der kunne have været et hæderligt remake, er i stedet endt som en blåstempling af biografgængernes udbredt negative holdning til hele genindspilningstendensen.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.39:1. Transferets farvegengivelse er upåklagelig, kontrasten er solid som cement, detaljerigdommen er gigantisk, og billedet er knivskarpt og plages aldrig af edge-enhancement, komprimeringsfejl eller utilsigtet støj.

Audio

Udgivelsens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er sensationelt. Under de dramatiske sekvenser får LFE-kanalen værelset til at ryste, og der er fænomenale, troværdige panoreringer i hobetal. Men selvom lydsporet ofte er aggressivt, og selvom alle højtalerne oftest er aktive, overdøves replikkerne eller musikken aldrig. De stilfærdige scener byder på talløse subtile lydeffekter, der gør den auditive atmosfære ekstremt overbevisende.

Ekstramateriale

Før skivens hovedmenu dukker op, præsenteres man for traileren til BD-udgivelsen af “X-Men”-trilogien. Traileren til “The Day the Earth Stood Still” befinder sig andetsteds på disken ligesom tre store, flotte billedgallerier. Manuskriptforfatteren David Scarpa har indtalt et kedeligt kommentarspor til filmen. Scarpa holder jævnligt meget lange pauser, måske fordi han med god grund ikke ved særlig meget om tilblivelsen af de forskellige scener. Man kan også slå en interaktiv funktion til, så man præsenteres for alskens storyboards under filmen. Det interaktive spil “Build Your Own Gort” er hurtigt overstået og dybt ligegyldigt – ligesom de to minutters slettede scener, som medfølger.

Dokumentarerne udgør kronjuvelerne i udgivelsens ekstramaterialekiste. De er alle velproducerede og spækkede med interessante interviews. “Re-imaging the Day” (30 min.) omhandler produktionen af filmen og indeholder interviews med hovedparten af produktionens ophavsmænd og skuespillere. “Unleashing Gort” (14 min.) handler om designet af filmens grufulde Gort-robot. “The Day the Earth Was Green” (14 min.) gentager egentlig bare filmens budskab. “Watching the Skies: In Search of Extraterrestrial Life” (23 min.) byder på en masse fascinerende interviews med diverse forskere, der diskuterer sandsynligheden for, at ikke-jordiske livsformer eksisterer. Videomaterialet præsenteres i HD. Desuden medfølger en digital kopi af filmen, som kan smækkes på computeren eller MP3-afspilleren.

More is less

Den oprindelige “The Day the Earth Stood Still” fra 1951 var en anderledes og original vinkel på hele science fiction-genren. Hvor 50’ernes film i den genre greb dybt ind i den almene koldkrigsparanoia, så adskilte denne film sig ved at følge et besøg fra det ydre rum fra gæstens synsvinkel samt ved at være så fræk at anlægge det synspunkt, at det måske i virkeligheden er os selv, der er de virkelige uhyrer i universet.

Man følte en decideret forkærlighed for den milde rumrejsende Klaatu og hans medhjælper, robotklumben Gort, som kun kunne standses med de ofte citerede ord: ”Klaatu barada nikto”, der fungerede som en anden tryllesætning i filmen. Kærlige følelser har man til gengæld ikke just for nogen af parterne i denne genindspilning, hvor Gort i stedet er en tårnhøj morderisk maskine, som man ikke ville kramme, om så ens liv afhang af det.

De ankommer begge til jorden via en mystisk flyvende kugle, som hurtigt får følgeskab af en række lignende størrelser. Klaatu tages i varetægt af militæret, der afviser hans ønske om at tale med nogle højtstående personer og i stedet sender ham til afhøring. En mere åbensindet videnskabskvinde i Jennifer Connellys skikkelse fornemmer imidlertid vigtigheden af hans mission og hjælper ham snart med at undslippe, og sammen med hendes søn bliver de tre hurtigt flygtninge fra loven.

Hvor det i den første film var udsigten til krig og atomvåben, der var truslen, er det denne gang den stigende forurening, og vores manglende evne eller vilje til at begrænse den, der er synderen. Dermed har man forsøgt at modernisere filmens tema til noget mere tidssvarende, men samtidig hænger filmens overordnede struktur – som netop handler om menneskenes aggression – knap så godt sammen. Historien om den rumrejsende, der overbringer en sidste advarsel inden dommedag, er dog i sig selv stadig potent nok, om end dens miljøbudskab er en del mindre kontroversielt end den oprindelige films var i sin samtid.

Det originale “The Day the Earth Stood Still” adskilte sig bl.a. i forhold til datidens science fiction-film ved at være en betydelig mere neddæmpet og eftertænksom affære, og det er derfor også ærgerligt at se, at denne version er en langt mere konventionel udgave, hvor fokus er på undergangsdelen af historien, der hurtigt føles som en gammel traver fra tons af andre film. Snarere end en fordel for fortællingen er effekterne et distraherende irritationsmoment, som man utålmodigt venter på er overstået. Så er der langt mere liv i dialogen. Når vores rummand besvarer spørgsmålet ”Hvorfor er du kommet til vores planet?” med et oprigtigt undrende ”Jeres planet?”, er pointen ikke til at overse.