Vampyr med moralske skrupler

Den gamle vampyrmyte har i de seneste par år igen rejst sig fra sin komfortable kiste for atter at skabe skræk og rædsel på det hvide lærred. Fortællingen om de lyssky blodsugere har fået nyt liv som i den fremragende “Lad den rette komme ind” fra 2008 og i teenagefænomenet “Twillight”. “Daybreakers” fortsætter den uortodokse tilgang til den klassiske vampyrfortælling med et ganske underholdende resultat.

I en ikke så fjern fremtid er vampyrerne blevet majoriteten i verden og menneskene, der er reduceret til sølle 5 %, jages nådesløst for deres blod. Men vampyrernes umættelige blodtørst har gjort menneskeblod til en mangelvarer – en luksus for kun de rigeste. Fattige sultne vampyrer er dog ikke noget, som kan ignoreres, for sulten forvandler dem til fæle væsner med superstyrke, der både er farlige for mennesker og vampyrer.

“Daybreakers” har meget tilfælles med den del af vampyrfilmgenren, der viser verden fra vampyrens perspektiv. Som i de beslægtede film “The Hunger” (1983) og særligt “Interview with the Vampire” (1994) stifter vi som tilskuer bekendtskab med vampyrtilværelsens helt særlige problemstillinger. I “Daybreakers” følger vi vampyrlægen Edward Dalton, spillet af Ethan Hawke, der forsker i erstatningsmenneskeblod. Dalton er ingen blodhungrende Dracula, men derimod en følsom, indadvendt vampyr med moralske kvababbelser. Han finder ingen glæde i det evige liv, og menneskeblod har han boykottet, fordi han væmmes ved den måde, menneskene nådesløst nedslagtes for vampyrernes tilfredsstillelse.

Selvom “Daybreakers” ønsker at behandle problemstillinger set fra vampyrens perspektiv, er filmen i bund og grund en action-splatter meget i stil med “Blade”-serien. I kampen mellem de blodhungrende vampyrer og de sidste hårdføre mennesker sønderlemmes mennesker af frådende vampyrer, der til gengæld eksploderer i kaskader af blod, når de gennembores af menneskenes altid træfsikre armbrystpile. De, der forventer klassisk isnende vampyrgys, hvor blege blodsugere tørster efter blottede kvindehalse med stærke seksuelle over- og undertoner, går her forgæves. Faktisk har jeg sjældent set en vampyrfilm så blottet for seksualitet som denne. Til gengæld bades lærredet jævnligt i litervis af blod, og Willem Dafoe i rollen som fandenivoldsk vampyrjæger er en velfungerende pendant til Wesley Snipes’ katanasvingende ditto.

Filmens egentlige styrke ligger i den gennemførte fremstilling af vampyrernes samfund. Vampyrerne går som os på arbejde – dog er natarbejde absolut det foretrukne. Der er fattige vampyrer som tigger efter blod på gaden, og der kan selvfølgelig købes kaffe med blodtilsætning i den nærmeste kiosk. Det er små detaljer, men de er med til at gøre miljøskildringen troværdig. Dertil er det hele sat i en ganske betagende vampyrmetropol i sortglinsende fremtidsarkitektur. Grundpræmissen, hvor vampyrerne med flertallets ret jager menneskene som ressource er også ganske originalt tænkt. Endda en fin kommentar til vor tids konstant eskalerende forbrug og rovdrift på naturens ressourcer. Desværre holder præmissen ikke hele vejen og løber ind i et par lettere irriterende forklaringsproblemer. For hvorfor avler vampyrerne ikke bare mennesker, for derefter at dræne dem for blod? En lidt for gennemskuelig slutning tæller også på minussiden, men disse mislyde overdøver imidlertid ikke, at filmen som helhed er god underholdning.