De Små Ting
Udgivet 31. mar 2015 | Af: paideia | Set i biografen
Island er koldt og mørkt og deprimerende. I hvert fald for hovedpersonerne i “De små ting”, der alle drømmer sig væk til troperne. Det er der ikke noget at sige til, for det, der fylder deres hverdag på den stenede atlanterhavsø, er familiære forpligtelser, de daglige påmindelser om deres synder og frem for alt løgnen og selvbedraget. Det er næsten ikke til at forstå, at nordiske film har rygte for at være tunge og triste…
De forudsigelige plottwists reddes også af en meget opbrudt struktur. Vi hopper i tid og sted og frem og tilbage mellem de tre hovedpersoner. Fordi “De små ting” kun gradvist afslører fortiden, er der god tid til at skabe et forhold til karaktererne. Det giver et lidt spredt fokus men sådan undgås de værste sentimentale faldgruber. Dette element forstærkes af billedsiden, der med en stemningsfuld og næsten kunstig lyssætning kombineret med mange close-ups skaber en trykket atmosfære, der hele tiden vakler mellem det absurde og det tragiske.
Den sidste tredjedel med Sölvi er en mere rendyrket satire over den islandske økonomi og de mænd, der kørte den i sænk. Denne del føles løsrevet fra resten, for overfladisk til at kunne måle sig med de mere dramatiske elementer. En af birollerne er en slibrig og anmassende bankmand, der skal være mentor for Sölvi. Han irriterer mig dels som person, men endnu mere som karakter. Han er en doven karikatur på en kapitalistisk bøhmand, der mest giver indtryk af at være en tredjerangskopi af Gordon Gekko. Kill your darlings, lyder det gamle råd til forfattere, og “De små ting” kunne med fordel have efterladt hele dette plot på klippegulvet. Det virker forstyrrende i en film, hvis bedste pointer ligger et helt andet sted.
Det er i dens karakterstudier, at “De små ting” rørte mig; tre udsatte mennesker i et moderne Island, der alle står for at skulle træffe meget hårde valg og ikke mindst leve med konsekvenserne bagefter. Instruktøren Baldvin Zophoníassons første film, “Órói”, havde et mere skarpt plot, men manglede til gengæld stærke og troværdige karakterer. Jeg kan kun håbe, at han i sit næste projekt kombinerer det bedste fra begge film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet