De usynlige

InstruktionErik Poppe

MedvirkendeLene Bragli, Tone Danielsen, Jon Vågenes Eriksen, Angelou Garcia, Henriette Garcia, Fredrik Grøndahl, Stig Henrik Hoff, Frank Kjosås, Ellen Dorrit Petersen, Trond Espen Seim, Terje Strømdahl, Pål Sverre Valheim Hagen, Anneke von der Lippe, Trine Dyrholm

Længde115 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen07/11/2008


Anmeldelse

De usynlige

5 6
Sorg og tilgivelse

“De usynlige” ligner næppe den store humørpille ved første øjekast. Ved presseforestillingen var der en af mine kollegaer, der hurtigt skimmede et handlingsreferat igennem og konstaterede, at den handlede om en, der mister sin søn. ”Det lyder ikke særlig muntert,” sukkede hun opgivende, og det er det for så vidt heller ikke, men filmen er alligevel ikke helt den deprimerende oplevelse, man umiddelbart forestiller sig.

Det skyldes sandsynligvis, at filmen i virkeligheden ikke handler om selve tabet, men derimod om kampen for at komme videre, og derved bliver den også en historie, som vi alle kan forholde os til, eftersom det er de færreste af os, der ikke i et eller andet omfang kender til sorg og smerte.

Jan Thomas kender i hvert fald til begge dele. Han er netop blevet løsladt fra fængslet, hvor han har afsonet otte år for drab. Da han imidlertid også er en udsædvanlig dygtig organist, får han et job i en kirke. Her møder han præsten Anna og hendes søn Isak. Anna og Jan sværmer snart for hinanden, men forholdet kompliceres dog af Jans fortid, som han ikke kan få sig selv til at fortælle om. Samtidig møder vi den danske Agnes, spillet af Trine Dyrholm. Hun er en kærlig mor til sine søde unger og gift med en betænksom mand, men alligevel slæber hun stadig med en indre sorg, og den kommer for alvor til overfladen, da hun under et kirkebesøg genkender organisten som den mand, der otte år tidligere blev dømt for drabet på hendes søn.

Vores to hovedpersoner er naturligvis begge forbundet af forbrydelsen og bliver derved to sider af samme mønt og på hver sin måde en illustration af forsøget på at komme videre efter en synderrystende tragedie. Begge deres liv er blevet destrueret, men Jan Thomas er nu langsomt ved at finde sig til rette igen, hvilket virker dybt uretfærdigt på Agnes, når hun nu stadig plages til dagligt af tabet.

Derved er der lagt op til en historie om tab og tilgivelse, men takket være vinkelen er historien både hjerteskærende, men også overraskende livsbekræftende. En stor del af æren for det tilfalder uden tvivl Erik Poppe, som har instrueret filmen med en imponerende træfsikkerhed, der klarer den vanskelige udfordring både at vække vores sympati for morderen og moderen uden at bortforklare sagens fakta. Det er en stærk bedrift, som understøttes af den betagende symbolladet billedside, hvori vand spiller rollen som den centrale metafor for både det, der renser, og det, der fratager. Filmen citerer også Jean Vigos mesterværk “L’atalante” ved at lade vand fremkalde drømmesyn, men ligesom førnævnte lader “De usynlige” sig ikke tynge af metaforer, men benytter dem blot effektivt til at understøtte historien.

Harald Rosenløw-Eeg har stået for filmens overbevisende manuskript, der fornemt formår at opbygge nogle troværdige personbeskrivelser og hjerteskærende situationer, og som ikke viger tilbage for at håndtere de store emner. Han understøttes dog af nogle usædvanligt stærke skuespilpræstationer. Pål Sverre Valheim Hagen er glimrende som Jan Thomas, og Trine Dyrholm er rent ud sagt formidabel som den sorgramte moder. Dyrholm har ganske vist allerede indkasseret et væld af velfortjente Robert- og Bodil-priser, men jeg tror faktisk aldrig, hun har været bedre end her.

“De usynlige” er et betagende og duperende værk. Så mange elementer falder perfekt sammen: filmens fotografering, den perfekte personinstruktion og den overbevisende fortælling, der konstant magter at holde balancen mellem det store drama og de troværdige situationer. Dertil skal lægges den bedste og smukkeste brug af orgelmusik, som denne anmelder kan huske at have set i en film. Nej, historien handler ganske vist ikke om et særligt muntert emne, men man forlader alligevel biografen med en grundlæggende optimistisk tro på, at små undere nogle gange kan finde sted. Denne film er i sandhed selv en af dem.


Trailer

Kort om filmen

Efter at have afsonet en fængselsdom for mord bliver Jan Thomas løsladt. Han er en gudsbenået organist og får job i en kirke. Her bliver han forelsket i præsten Anna, som er alenemor. Han vælger ikke at fortælle hende om sin fortid, men bliver indhentet af den, da Agnes, moren til en afdød lille dreng, genkender ham. Nu må de samme møde tab, skyld, kærlighed og tilgivelse.