De usynlige
“De usynlige” ligner næppe den store humørpille ved første øjekast. Ved presseforestillingen var der en af mine kollegaer, der hurtigt skimmede et handlingsreferat igennem og konstaterede, at den handlede om en, der mister sin søn. ”Det lyder ikke særlig muntert,” sukkede hun opgivende, og det er det for så vidt heller ikke, men filmen er alligevel ikke helt den deprimerende oplevelse, man umiddelbart forestiller sig.
Det skyldes sandsynligvis, at filmen i virkeligheden ikke handler om selve tabet, men derimod om kampen for at komme videre, og derved bliver den også en historie, som vi alle kan forholde os til, eftersom det er de færreste af os, der ikke i et eller andet omfang kender til sorg og smerte.
Vores to hovedpersoner er naturligvis begge forbundet af forbrydelsen og bliver derved to sider af samme mønt og på hver sin måde en illustration af forsøget på at komme videre efter en synderrystende tragedie. Begge deres liv er blevet destrueret, men Jan Thomas er nu langsomt ved at finde sig til rette igen, hvilket virker dybt uretfærdigt på Agnes, når hun nu stadig plages til dagligt af tabet.
Harald Rosenløw-Eeg har stået for filmens overbevisende manuskript, der fornemt formår at opbygge nogle troværdige personbeskrivelser og hjerteskærende situationer, og som ikke viger tilbage for at håndtere de store emner. Han understøttes dog af nogle usædvanligt stærke skuespilpræstationer. Pål Sverre Valheim Hagen er glimrende som Jan Thomas, og Trine Dyrholm er rent ud sagt formidabel som den sorgramte moder. Dyrholm har ganske vist allerede indkasseret et væld af velfortjente Robert- og Bodil-priser, men jeg tror faktisk aldrig, hun har været bedre end her.
“De usynlige” er et betagende og duperende værk. Så mange elementer falder perfekt sammen: filmens fotografering, den perfekte personinstruktion og den overbevisende fortælling, der konstant magter at holde balancen mellem det store drama og de troværdige situationer. Dertil skal lægges den bedste og smukkeste brug af orgelmusik, som denne anmelder kan huske at have set i en film. Nej, historien handler ganske vist ikke om et særligt muntert emne, men man forlader alligevel biografen med en grundlæggende optimistisk tro på, at små undere nogle gange kan finde sted. Denne film er i sandhed selv en af dem.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
