The Dead Girl
Udgivet 18. mar 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
“The Dead Girl” er en rammefortælling, som efter bedste beskub binder fem enkeltstående og ellers for hinanden helt uafhængige mindre beretninger sammen. Det hele forsegles af en stærk tematisering over døden og igennem en række livsskæbner, hvor livet på sin vis for længst er gået i stå. Det i sig selv er desværre ikke nok til at give filmen et regulært spillefilmssnit. Dertil er de enkelte fortællinger hver for sig alligevel for adskilte, og de fællestræk, der nu en gang er, virker også for pålagte og for konstruerede.
Men kvinderne kan skam også godt være med på det felt. Marcia Gay Hardens herligt underspillede mor til den dræbte, Melora, har uden tvivl svigtet og arbejder i mødet med den prostituerede og selvfornedrende Rosetta på at opnå en form for selverkendelse, mens drabsmandens trofaste viv svigter på andre fatale områder, som ikke bør kortlægges i denne sammenhæng. Voldsomt stort fokus får selve mordgåden til gengæld ikke, mest af alt fordi den egentligt ikke har større relevans for “The Dead Girl” som helhed. Filmen skal nemlig ikke ses som traditionel kriminalfilm, men bemærkelsesværdig er dog alligevel altid veloplagte Giovanni Ribisis butiksassistent og seriemorderfantaserende Rudy.
Som konstruktion deler “The Dead Girl” både formalistiske og tematiske ligheder med utallige film inden for sin genre. Meget ligger og gemmer sig mellem linjerne og i det usagte, og igennem skuespillet er det da også knaldgodt beskrevet. Det overskygges desværre af en påklistret indpakning samt instruktørens åbenlyse usikkerhed og frygt for at stå på egne ben. Frygten for ikke at lykkes med sit forehavende er hele tiden nærværende, og det er drønærgerligt. “The Dead Girl” er uden tvivl en film med stof til eftertanke. Desværre leveres situationstragikken uden en fornøden sikkerhed, om end filmen ind imellem trænger ind under de alleryderste lag.
“The Dead Girl” har bestemt udsøgte kvaliteter ud i indlevende skuespilpræstationer og velproportionerede figurtegninger fanget i realistiske situationer. Særligt Toni Collette og Mary Beth Hurt gør et uforglemmeligt indtryk, selv om filmen som helhed er alt andet end netop det. Indpakningen fejler nemlig i fæl grad, virker for overgjort i sin tematisering over døden og for fastlåst i sit fortællesprog. Rammerne er påklistrerede og formentligt et udtryk for instruktørens manglende mod til at gå egne veje.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet