En lus mellem to negle

At være placeret mellem “the devil and the deep blue sea” betyder at være fanget mellem to lige umulige valgmuligheder, og det er da også en rammende betegnelse for denne films hovedperson, der har skabt sig selv et fængsel, der virker ganske umuligt at undslippe fra. Det er en kamp, hvor følelse står overfor fornuft, og begge valg virker omtrent lige håbløse.

Filmen udspiller sig i 1950’ernes krigshærgede London, hvor krigen ganske vist er blevet vundet, men hvor ruinerne fylder landskabet. Vores hovedperson er Hester Page – spillet af Rachel Weisz – en ikke helt ung kvinde, som dog stadigvæk har bevaret rigelig skønhed til at få de fleste hoveder til at dreje sig efter hende. Hun er gift med en velstående og betydeligt ældre dommer, som til trods for finansiel sikkerhed ikke bringer hende nogen trøst – og hans omsiggribende dominerende mor gør ikke tilværelsen med ham lettere. I stedet kaster hun al sin passionerede kærlighed på et udsigtsløst forhold til den unge tidligere RAF-pilot Freddie (Tom Hiddleston), der lever højt på sine bedrifter under krigen, men som nu fører et formålsløst liv i spiritussens og den tidligere heroismes tåger.

Filmen er lavet af den engelske instruktør-veteran Terence Davies, som efter sigende meget sjældent følger med i moderne films udvikling, hvilket på mange måder er en fordel for “The Deep Blue Sea”, eftersom den i høj grad føles som en fjern efterkommer af David Leans “Det korte møde” og lignende, klassiske engelske film. Det er en stram, klar fortælling, der berettes her, men man har hele tiden en klar fornemmelse af, at disse figurer er universelle størrelser. Enhver af dem kunne være dig, mig eller ham fyren, der bor nede for enden af vejen.

Historien er baseret på et teaterstykke af ældre dato, og det kan på mange måder godt mærkes i filmen, men i stedet for at gøre det til en hæmsko, har Davies brugt anledningen til at skære filmen ned til enkle, ligefremme scener, der uden omsvøb holder filmen på sit skarpeste niveau. Der er knap nok en dyb indånding, som ikke er ladet til bristepunktet med betydning og fortolkningsmuligheder. Filmens dilemma presser sig på som en dom fra det høje. At vende tilbage til det glædesløse liv med ægtemanden er utænkeligt, men at blive hos den halvhjertede charlatan, der ikke evner at elske hende tilbage, er lige så håbløst, og snart er selvmordet inden for rækkevidde som eneste udvej. Alt dette byder op til opera-agtigt overdrev, men i stedet giver en fremragende Rachel Weisz hovedrollen en indadvendt, usagt desperation, der på mange måder er uendeligt mere ubehagelig at overvære. Hvis hun skreg og tudbrølede, ville det i det mindste give en form for frigørelse af lidelsen. Her lader den blot til at tære på hendes sjæl i et væk.

Filmen er fyldt med kulisser fra 50’ernes England komplet med tilrøgede pubber, skrabede lejligheder og luksuriøse automobiler, hvilket alt sammen ville tilføje et nostalgisk og romantisk anstrøg, hvis ikke det var, fordi de bombehærgede huse i baggrunden også bevidner om en ond tid og giver filmen en grusom undertone. Midt i al denne ydre ødelæggelse står Hester som en ubøjelig soldat i kærlighedens tjeneste eller en overivrig martyr alt efter opfattelse.