There Will Be Flags

Den 20. april 2010 eksploderede olieboreplatformen Deepwater Horizon. 11 mennesker mistede livet i det, der blev USA’s største olieudslip. Den historie har “Lone Survivor”-kumpanerne Mark Wahlberg og instruktør Peter Berg valgt at tackle, og det færdige produkt er stort set, hvad man kunne forvente. Det er de store følelser, vi arbejder med. Alle går klædt i amerikansk – som når det er bedst og værst.

Film baseret på virkelige hændelser kan være en svær størrelse. Vi ved jo, hvad der kommer til at ske, så hvordan bliver det spændende? I “Lone Survivor” fik vi i det mindste lov til at følge de fire soldater på Taliban-jagt i krigslang, men i “Deepwater Horizon” kommer det langt hen ad vejen mest til at handle om Mark Wahlbergs Mike Williams. Vi følger Mike fra den morgen, han skal ud til platformen, og møder undervejs hans familie. Og senere hans sjak. Og så er der selvfølgelig den onde, pengegriske chef spillet af John Malkovich.

Malkovich er sådan set okay, men hvor er den onde med penge dog håbløst skrevet. Det er muligt, at den mand fandtes og opførte sig, som Malkovich gør her, men det stinker langt væk af, at Berg ville have en selvklar syndebuk. Det virker utroværdigt, når Malkovich er så blind over for alle faresignaler i timerne op til ulykken, og man kan næsten se hans øjne tælle dollarsedler i hver eneste scene, han er med i.

Mark Wahlberg, derimod, er faktisk god. Selv om det er simpelt, det han har at arbejde med. Han skyper med konen Kate Hudson fra boreplatformen, og intet af det, de siger, er nyt, men jeg køber det. Når han midt i ild og røg brøler, at han kommer til at se sin kone og datter igen, tror jeg på det. For længere er den jo ikke. Det er det, det handler om. Styrken er dog også svagheden. Det er en amerikansk skabelon.

At dømme ud fra “Deepwater Horizon” og “Lone Survivor” er Berg ikke meget for at eksperimentere. I en tidlig scene sidder Wahlberg med sin datter og forklarer, hvordan de forskellige borerør fungerer ude på platformen ved hjælp af et lille metalrør og en Coca Cola-dåse. Han stikker røret ned i cola-havet og hælder sirup i – sådan foregår det, når de skal stoppe olierørene til. Så er den helt sikret. Indtil det eksploderer, og colaen strømmer ud over hele spisebordet. Wahlberg griner. Derfra er vi vidne til alle de små alarmklokker, der burde få Malkovich og Co. til at sige stop. Katastrofen er uundgåelig.