Deer Hunter, The (repremiere)

InstruktionMichael Cimino

MedvirkendeChristopher Walken, Robert De Niro, Meryl Streep, George Dzundza, John Cazale, John Savage, Chuck Aspegren, Shirley Stoler, Rutanya Alda, Pierre Segui, Mady Kaplan, Amy Wright, Mary Ann Haenel, Richard Kuss, Joe Grifasi

Længde182 min

GenreDrama, Drama, Krig, Krig

IMDbVis på IMDb

I biografen02/02/2007


Anmeldelse

Deer Hunter, The (repremiere)

6 6
Et værk som “The Deer Hunter” ville være særdeles vanskelig at få lavet i dag. Med dens lange spillelængde, sparsomme dialog og, for det meste, ganske neddæmpede virkemidler, står den i stærk kontrast til de fleste film, som Hollywood spytter ud nu omstunder. Sandt at sige havde instruktøren Michael Cimino heller ikke let ved at få den lavet i 1978. Vietnam var stadig et kontroversielt emne, og da filmstudiet så det endelige produkt, der varede over fire timer, besluttede de prompte at klippe filmen ned til to. Efter en række testscreenings oplevede man dog, at publikum foretrak den lange version, og Cimino blev genindkaldt til at lave den tre timer udgave vi kender i dag.

Filmen foregår i tre ganske skarpt opdelte kapitler. De udgører en rejse fra livets spæde begyndelse ved et glædeligt bryllup, over krigens rædsler og umenneskelige kaos, for til sidst at komme frem til destinationen og en begravelse.

I filmens første billeder ser vi en lille gruppe stålarbejdere på arbejde i Pennsylvania, USA. Vi møder Michael (Robert De Niro), Nick (Christopher Walken) og Steven (John Savage), da de får fri fra arbejde. Steven står overfor at skulle giftes med Angela, og de tre mænd skal bagefter sendes til Vietnam. Det er de sidste dage med nogen form for ungdommelig uskyld, og Cimino tager sin tid til at få præsenteret personerne og brylluppet.

Det magelige fortællertempo i indledningen vil muligvis være en prøvelse for enkelte seere, men det har imidlertid en god pointe. Det er ikke blot hensigten, at vi lærer personerne at kende, men også, at vi fornemmer atmosfæren, og føler os som en del af familien. I den henseende fungerer scenerne ganske formidabelt. Efter brylluppet tager gruppen på hjortejagt, og Michael, den mest indelukkede af vennerne, kommer med sin opfattelse af hvordan en hjort skal nedlægges korrekt: ”Ét skud – ét drab”. Liv og død har en form for formål og mening.

Da bryllup og hjortejagt må vige for Vietnam og den blodige krigsskueplads, ændrer filmen sig ganske betydeligt. I stedet for en introduktion af gruppe og mission, springer filmen hastigt frem i ryk til den krigsfangelejr, hvor de tre er indespærret af Vietcong soldater. Deres sadistiske fangevogtere morer sig her med at lade soldaterne spille russisk roulette mod hinanden, mens de vædder om hvem af dem, der først får blæst hjernen ud. Midt i al den blodige kaos bevarer den stilfærdige Michael dog fatningen og finder en udvej ud af torturen, men det bliver ikke uden betydelige lidelser og psykiske mén.

Howard Hawks sagde engang, at en god film er tre gode scener og ingen dårlige. “The Deer Hunter” har ingen dårlig scener, mange gode, samt en håndfuld, der gør et uudsletteligt indtryk. Mange erindrer filmen som ekstremt voldelig og brutal, men sammenlignet med “Dommedag nu”, der havde premiere året efter, så er den meget tilbageholdende. Hvad der føles så voldsomt ved filmen er ikke begivenhederne i sig selv, men det, at vi uundgåeligt kommer til at holde af filmens personer.

Scenerne med russisk roulette har været temmelig omdiskuterede. Der er tilsyneladende ingen kendte tilfælde, hvor vietnamesiske soldater har udsat amerikanere for noget lignende, selvom det eftersigende skulle have været praktiseret i Saigon. Som et filmisk symbol på krigens vilkårlighed og den meningsfulde verdens undergang, er scenerne dog uovertrufne og forsynet med en kolossal følelsesmæssig slagkraft.

Filmen blev i sin samtid ligeledes kritiseret for at være positiv overfor USA’s indsats i Vietnam-krigen og for at give en unuanceret negativ fremstilling af Vietcong soldaterne. Selvom denne kritik mere går på de moralske værdier end de filmiske, er den ikke desto mindre forfejlet. De sadistisk fjender er mere symboler på rædslerne end egentlige personer og filmen fremstiller krigen på det mest basale niveau: uden formål. Yderligere udpensling af budskabet beskæftiger den sig ikke med, og det burde heller ikke være nødvendigt.

Blandt filmens mange forcer er ikke mindst det brillante skuespil. Robert De Niro, Meryl Streep, John Savage og ikke mindst Christopher Walken giver alle fremragende præstationer. “The Deer Hunter” blev en kolossal succes og indbragte Cimino Oscars for bedste instruktør og bedste film. Walken modtog desuden en for bedste bi-rolle. Efter succesen var studierne så begejstrede, at de tilbød Cimino lige hvad han ville have til sin næste film. Han besluttede sig for at lave “Heaven’s Gate”, der blev et legendarisk flop af gigantisk omfang og forsagede, at United Artists studierne næsten gik konkurs og senere blev solgt til MGM. Ciminos karriere kom aldrig rigtig på benene igen, men han har under alle omstændigheder med “The Deer Hunter” efterladt sig et formidabelt og mesterligt værk, der ikke blot er en kommentar til Vietnam-krigen, men som rækker ud over sin samtid og ind i det basalt menneskelige. Dette er utvivlsomt også grunden til, at vi ser den med lige stor fascination den dag i dag. Ligesom Michael havde Cimino muligvis kun ét rigtigt skud i riflen, men det var ikke desto mindre en ren fuldtræffer.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

The Deer Hunter er en højdramatisk og dybt engageret film om tre stålarbejdere fra Pennsylvania, USA, som radikalt får deres liv forandret, da de bliver hvervet til Vietnamkrigen. Inden afrejsen bliver Steven (John Savage) gift med den gravide Angela og deres bryllupsfest er samtidig mændenes farvel til familie og venner.

Da Michael (Robert De Niro), Steven og Nick (Christopher Walken) bliver taget til fange af vietcong, bliver de bl.a. tvunget til at spille russisk roulette af deres brutale fangevogtere, som morer sig med at vædde om hvem, som overlever og oplevelserne i fangelejren giver dem varige fysiske og psykiske mén. Michael indser, at han og Nick er nødt til at tage en farlig chance, men det lykkes og de får lejlighed til at flygte. I Saigon skilles deres veje: Den invaliderede Nick ender på hospital, mens Michael vender hjem til en modtagelse, han helst var foruden. Da Michael senere vender tilbage til Saigon for at finde sin gammel ven, gør han en ubehagelig opdagelse.