At leve med Jon Bang Carlsen

Det er snart jul. Så kommer der Greatest hits-skiver i handlen. Det bedste fra i går. Med “Déjà vu” tyvstarter Jon Bang Carlsen årets juleudsalg. Det bedste fra over 40 år med film. Ompakket og tilsat ny, selvhøjtidelig voice-over til lejligheden. Og minder om, at Bang Carlsen primært var god dengang, der stadig var nogen, som købte cd-musik.

Min gamle underviser i filmhistorie sagde engang, at man altid skal spole lidt i Jørgen Leths film. Underforstået: Der er faktisk guldkorn imellem de alt for langmodige forsøg på at skabe filmkunst af den slags, hvor en ældre, provinskunstlet mand taler i alvorligt digtersprog ind over en usammenhængende, men smuk, billedside. Det samme kan siges om Jon Bang Carlsens film. Jeg ville så gerne spole frem i “Déjà vu”.

For at komme til de enkelte gange, hvor han faktisk rammer med sin bedagede filmstil, som folk i sådan cirka samme generation a la netop Jørgen Leth og Christian Braad Thomsen også holder fast i. De taler personligt ind over billeder. Og når Carlsen reflekterer over de gamle fra ‘landsbyen’ – både Carlsens egen i konkret forstand, men også den lille by i abstrakt forstand – ved at lade mig kigge på et billede af en gammel kone med en røget smøg i munden, imens han via voice-over konstaterer, at det at vente på døden ikke er for tøsedrenge, ja, så bliver voice-over + billede en sjælden gang faktisk til mere end to – næsten til tre.

Desværre sker det så sjældent her i “Déjà vu”. Og mange af de andre over 40 film, som jeg indrømmer ikke at have set tæt på halvdelen af. Det får denne Greatest hits-film mig heller ikke til. For Jon Bang Carlsen bruger det meste af sin spilletid på at være abstrakt på en højtflyvende facon, der kan nedfældes på bagsiden af den serviet, som jeg forestiller mig, han sidder og læser op fra. Noget om Jesus, landsbyen, opbrud, udrejse, udlængsel, religion, USA og den store mening. Det er buzzword-bingo på poesipladen.

Han tør aldrig blive alvorligt personlig. Som en Jørgen Leth uden humor gemmer han sig bag sin påtagede kunstnerdragt, imens han fortæller om faderen, der skred, cola og pistoler i det USA, han elsker, og som elsker at blive vist af Bang Carlsens doku-kamera. Han har sans for Los Angeles’ neon-storhed og det skøre ørken-USA, hvor guns er muligheden for at sige nej. Men som helhed bliver “Déjà vu” aldrig andet end en indadvendt dagbog fra en gammel mand uden flere idéer.