Kundeservice og sorgarbejde

De græder alle sammen. Mor. Svigerfar. Kollegaer. Men ikke Davis. Han må lade som om, mens han ser sig i spejlet. Det er ellers hans kone, der er død. Dræbt i en trafikulykke, mens han sad på passagersædet. Så han burde jo være knust. Men nej. Det eneste, han føler, er irritation over den skide slikautomat, der ikke gider aflevere hans M&M’s. Så han skriver et klagebrev. Fast, men høfligt i tonen, hvor han forklarer sin situation. Ikke bare i forhold til den skide slikautomat, men i livet som sådan. Kundeservice og sorgarbejde smelter sammen i “Demolition”, som er lidt for forgabt i sin egen livsvisdom.

Instruktør Jean-Marc Vallée har hentet titlen fra et af de mange små, højtidelige gruk, karaktererne lirer af: Menneskehjertet er som en bil. Nogle gange må man skille det hele ad, hvis man vil finde ud af, hvad der er galt. De ord får tag i Jake Gyllenhaals Davis. Han begynder at pille ting fra hinanden. Maskiner. Toiletbåsene på kontoret. Inden længe smadrer han det meste, der er knyttet til livet med konen. Imens skriver han breve til slikautomat-fabrikkens kundeserviceafdeling, hvor han fortæller om sit liv. Snart finder han ud af, at kundeservice er en kvinde, der hedder Karen. Hun ringer og spørger, om han mon ikke mangler nogen at tale med? Det gør hun. Ikke på grund af en død ægtefælle, men en uregerlig søn.

De hjælper hinanden. Taler sammen. Ikke mere end det. Egentlig meget sympatisk. Men der er altså noget enormt anstrengt over hele situationen. Det er ligesom i Vallées seneste, “Wild”, hvor Reese Witherspoon vandrede gennem vildmarken væk fra narkomisbrug og depression. Her samlede hun små perler af selvindsigt op på vejen og endte som et bedre menneske. Vallée ser vist sine film som opbyggelige, lærerige og inspirerende fortællinger om folk på sammenbruddets rand, der hiver sig selv tilbage på rette spor. Men pointerne, der serveres som fint afslebne slogans, kan ikke bære den selvhøjtidelige stemning: Nogle gange må man rive det hele ned, før man kan bygge op igen. “Demolition” er ved at sprække af den slags lommefilosofi.

Når “Demolition” trods alt ikke er helt så slem som “Wild”, så skyldes det forholdet, som Gyllenhaal får til Kundesevice-Karens søn. Ballademageren, der bliver smidt ud af skolen for at medbringe ild og kanonslag til en fremlæggelse om USA’s militærindsats i Mellemøsten. For nok har Gyllenhaals opførsel været mærkelig. Han smadrer alle sine ejendele, slutter sig til et nedrivningssjak og smadrer noget mere. Men det er trods alt uskadeligt, og et overtydeligt billede på hans sorgarbejdet. Men sammen med sønnen kommer Gyllenhaal ud i en gråzone, hvor hans handlinger ikke er så entydigt opbyggelige.

Da han fanger den 15-årige knægt med en pistol, bliver han hverken vred eller forskrækket. Han tager ham med ud i skoven for at skyde på træer. Inden han tager en skudsikker vest på og beder om selv at blive skudt. Det gør drengen hellere end gerne. Det mærkelige antager en lidt mørkere nuance. Der sniger sig antydningen af en lille tvivl ind. Kan man bare smadre sig letsindigt gennem sorgen? Er der ikke noget farligt i den destruktive del af riv-ned-og-byg-op-projektet?