Baseret på din interesse for…

Jeg har et forslag til en ny Netflix-subgenre-kategori: Filmatiseringer af dystopisk, post-apokalyptisk young adult-litteratur. Hvis I synes, det lyder for snævert, så tæl efter igen. To omgange “Maze Runner” med en tredje på vej. Tre “Divergent”-film og en ekstra under udarbejdelse. Og nu tager “Den 5. bølge” hul på filmatiseringen af Rick Yanceys succesfulde romantrilogi af samme navn. Mon ikke det projekt føjer yderligere tre-fire film til kategorien? Denne gang står slaget mellem børnesoldater og rumvæsner i en slags “Independence Day” møder “Hunger Games” med Chloë Grace Moretz som den næste Jennifer Lawrence eller Shailene Woodley. Det er præcis så forudsigeligt og kalkuleret skræddersyet til sin målgruppe, som det lyder.

Den første scene blænder op for et typisk post-apokalyptisk scenarie. Cassie Sullivan, som heltinden hedder, gennemroder en forladt tankstation for forsyninger. Hun bærer på et kæmpemæssigt gevær, der ser grotesk ud i de små hænder. Ud af hendes blå skoletaske kigger et bamsehoved frem. Sødt og uskyldigt. Hun har lidt snavs på kinderne, men derudover ser hun skarpere og mere velfriseret ud, end de fleste af os gør i vores ellers stilfærdige, præ-apokalyptiske dagligdag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den vanvittige, Lindsay Lohan-agtige femme fatale-skuespiller, som Moretz spillede i “Skyerne over Sils Maria”. Nu køres hun selv i stilling som sømmelig sexet teen-idol i stil med bl.a. Lindsay Lohan, før hun blev for vild for Disney. Pudsig udvikling.

Tilbage på tankstationen hører Cassie dæmpede råb om hjælp fra baglokalet. Hun lister sig forsigtigt nærmere og finder en blødende mand i baglokalets hjørne. Han har en pistol, men smider den hurtigt. Hun vil egentligt gerne hjælpe ham. Han virker ikke som et rumvæsen. Men da hun ser noget metallisk glimte i hans hånd, går hun i panik og pløkker ham godt og grundigt. Sådan får “Den 5. Bølge” hurtigt slået fast, at der her er en af den slags film, hvor børn og teenagere slår ihjel. Ligesom børnene fra de undertrykte distrikter i “Hunger Games”. Denne gang er der bare ikke nogen arrogant overklasse at rette vreden imod.

Det er nemlig rumvæsner, der er skyld i, at den engang helt normale teenagepige nu skyder uskyldige fremmede på rastepladser. Hvad, de præcis får ud af deres raseren, er uvist. Det virker tilfældigt, uden dybere pointe. Det bedste bud er, at de ønsker at høste jordens ressourcer, ligesom det var tilfældet i “Independence Day”. Deres erobringsstrategi er dog anderledes omstændelig. De angriber nemlig jorden i en række bølger. Først slukker de strømmen på hele planeten. Så laver de jordskælv og flodbølger. Dernæst sørger de for et udbrud af fugleinfluenza. Og i den fjerde bølge stiger de selv ned på jorden og besætter en del af de overlevende menneskekroppe. Nu venter verden på den 5. og formentlig sidste angrebsbølge. Og her begynder den allerede uinspirerede præmis for alvor at halte.

Af en eller anden grund beslutter hæren sig for at forberede sig på det næste angreb ved at kidnappe en masse børn og unge for at træne dem som soldater. Heriblandt Cassies lillebror, som hun forsøger at befri. Det giver meget lidt mening. Også efter det store plot-twist, der afslører, at tingene ikke hænger sammen som først antaget. Det er en utroværdig præmis. Men det betyder selvfølgelig, at publikum får lov til at se børn slås til døden, og den slags er jo oppe i tiden. Netflix-algoritmen skal ikke bruge lang tid på at regne sig frem til, at fans af “Hunger Games” nok også kan lokkes til at se denne her. Det er det, der irriterer mig mest ved “Den 5. bølge”. Den forsøger så åbenlyst at hægte sig på en trend. Uden at have noget særligt nyt at byde ind med.