Finurlig finsk fighter

Først var der Rocky ‘The Italian Stallion’ Balboa. Nu kommer Olli ‘Bageren fra Kokkola’ Mäki. Ligheden mellem Sylvester Stallones alter ego og denne finske pendant er slående. Men med en finsk socialrealisme bliver Olli og resten af bokse-Finland mere afdæmpet end hårdtslående som “Rocky”.

Præcis som Rocky er Olli en simpel mand. Han er en bager, han er amatørbokser, og han er en romantiker. Han forelsker sig i den skønne Raija, og sammen nyder de livet i den lille by Kokkola. Indtil den store kamp banker på døren. Med 10 professionelle kampe på sit cv får Olli nu chancen for en titelkamp mod den amerikanske stjerne, Davey Moore. Foran mange tusinde mennesker skal han tage kampen op mod Goliat. Men spændingen ligger ikke så meget i selve kampen mod Moore. Faktisk er det slet ikke spændende overhovedet. Det er straks mere spændende, om Olli når at tabe sig i tide til kampen.

Lighederne med “Rocky” er store, men samtidig er det overordnede indtryk et helt andet. Det handler om David mod Goliat. Den lille mod den store. En rigtig underdog story. Det handler om kærligheden. Det har de til fælles. Men hvor Balboa og co. er amerikanske med store armsving og følelser med et uppercuts kraft, så er Olli mere underspillet. Rocky taber, men er den moralske vinder af kampen imod Creed. Olli får bare tæsk efter to runder. Det er nemlig ikke vigtigt.

Raija er det eneste fokus, Olli egentlig har. Hun er det eneste, han længes efter. Det er Raija og ikke kampen, der ender med at skabe spændinger i Ollis historie. Han gider ikke det store PR-cirkus. Han gider ikke tage billeder med modeller, trykke hænder med de rigtige mennesker eller sige de ‘rigtige’ ting til pressemøder. Han smiler bare til Raija gennem mængden af journalister. Men det huer selvfølgelig ikke promoteren og vennen, Elis, der ofrer tid og penge på Olli.

De får nemlig ikke storladen strygermusik, tårer og store skænderier. Alle følelser er underspillede, men det skader aldrig indlevelsen. Kærligheden mellem Olli og Raija er ægte. Når Olli efter en træning løber direkte hen mod Raija, der står lidt uden for ringen, genkendes følelsen af den første forelskelse. Og tomheden, når Olli uden en tårer på kinden savner Raija, der er rejst fra Helsinki for ikke at forstyrre hans træning. Det hele oven i købet med en underfundig humor, der aldrig springer ud i fuldt lårklasker-flor.