De gode gamle dage

En af 00’ernes bedste og mest gribende dramaer var utvivlsomt den rumænske “4 måneder, 3 uger og 2 dage”, der med stille intensitet fortalte om prøvelserne ved at få udført en ulovlig abort under Nicolae Ceausescus kommunistiske diktatur.

Den palmevindende film var skrevet og instrueret af Cristian Mungiu, der ikke ligefrem malede et muntert billede af den undertrykte tid, og han er også en af mændene bag “Den gyldne tid”, der ligeledes tager et kig på livet under regimet. Denne gang er tonen dog lettere og mere humoristisk, og vi introduceres for fem forskellige historier baseret på fortællinger fra den kuede periode, som myndighederne selv med vanlig manglende vilje til at forholde sig til realiteterne døbte “Den gyldne tid”. Historierne er ikke nødvendigvis sket i virkeligheden – nogle er vel mest af alt vandrehistorier – men de kunne meget vel have foregået, for om noget så er kommunistiske regimer storleverandører af absurde situationer.

Hver film er instrueret af en forskellig instruktør, og tonen skifter derfor fra episode til episode, selvom lighederne alligevel er til at tage og føle på. Om noget så afslører de en særlig lun underspillet østeuropæisk humor, der synes at gå igen i alle afsnittene.

“Den gyldne tid” indledes med en grotesk episode, der kunne være taget lige ud af en Fellini-film, hvor en landsby sættes på den anden ende pga. et vigtigt besøg. Byboerne bliver beordret til at stille med får, køer og duer for at give det rigtige indtryk, selvom ingen af delene ligefrem er noget, der findes mange af i byen. Omsider bliver der dog efter mange anstrengelser indsamlet nok til at give det rette falske indtryk. Hvad der herefter sker skal ikke afsløres her, men lad det blot være sagt, at hele episoden får en pragtfuld satirisk drejning på niveau med dem i “Good Bye Lenin” eller “Amarcord: Mig og min familie”.

I en anden beretning bliver det en svær overvejelse, hvordan man tager livet af en gris, uden at naboerne opdager det, og i en tredje slår et par sig sammen i bedste Bonnie og Clyde-stil med en fidus så omfattende, at det mest absurde ved situationen næsten bliver deres beskedne gevinst: salget af nogle brugte tomme flasker. I et land så fattigt og så kuet af myndighedernes forrykte bureaukratiske metoder er selv den mindste femmer en formue. Alle disse beretninger stikker stilfærdigt til den daværende magt, der indirekte står for skud i samtlige historier, og som med den skarpladte sorte humor-kanon får sin retmæssige bekomst.