Ikke som at fylde rundt

Det er ikke lige så opsigtsvækkende at fylde 101 år, som det er at runde de 100. Selv om det er mere usandsynligt. Det må Allan Karlsson sande i den her sequel til “Den hundredårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt”, hvor vi får de historier fra dynamitglade Allans liv, som ikke var sjove nok til den første film.

For det er ganske præcist mere af det samme her i “Den hundredetårige”, hvor Allan og de andre fra den første slags svenske “Forrest Gump” forsvinder fra Bali og hotelregningen i jagt på en sovjetisk sodavandsopskrift, som vist nok befinder sig i en cigaræske hos Einsteins sjovere søster i Berlin. Opskriften på den røde ‘Folkevand’ er mindst lige så meget værd, som de 50 rocker-millioner fra den sjovere første film. Allan-banden må af sted.

Og som i en ægte sequel så skal det hele være større. I stedet for at nøjes med rejse fra plejehjemmet i Malmköbing til udkantsflækken Byringe så besøger Allan denne gang både Moskva og Berlin. Desværre er resten ikke vokset sammen med de større locations. For hvor originalen sprang vildt i tid, når Allan – igen senil-sjovt spillet af komiske Robert Gustafsson – skulle fortælle om sin 100-årige fortid, så er den store verdenshistorie for idioter denne gang mere begrænset.

I den første film lærte vi ellers, hvordan Allan frelste Franco fra bombedøden, inden han byggede atombomben for Præsident Truman i USA, ligesom han blev afholdt kontraspion for Stalin, indtil han i selskab med idiotbroderen til Albert Einstein – Herbert – blev sendt på genopdragelse i Gulag. Altså som en svensk Forrest Gump – bare dummere!

Men lige så lidt sjovt, det ville være, hvis Forrest vendte tilbage for at hilse på Jimmy Carter i stedet for Kennedy, lige så lidt sjovt er det, at Allan nu i en ny røverhistorie om sovjetisk sodavand besøger Bresjnev i stedet for Stalin. Det er bare ikke lige så godt. Selv om koldkrigs-komikken om den lille, dumme svensker, fanget midt imellem USA og Sovjet, stadig er finurlig. Nu sat yderligere på spidsen med en medrejsende abe, der er navngivet efter den store svenske folkhems-fader, Tage Erlander.