Det kribler lidt i skuldrene af rejselyst og backpackertrang, som man følger med i Schweiziske Carolas rejse igennem Kenyas naturskønne landskaber og støvede landsbyer. Hun kommer helt derud hvor selv Lonely Planet guiden må melde pas. Det dragende ved en så fremmed kultur som den afrikanske hjælper til med at suge én ind i historien om en europæisk turists møde med en højst uventet kærlighed, i skikkelsen af en Masaikriger fra den afrikanske bush.

“Den hvide Masai”, som er baseret på Corinne Hofmanns selvbiografiske bog af samme navn, beskriver et kultursammenstød af dimensioner. Carola og hendes kæreste Stefan er på afslappende badeferie i Kenya, hvor de nyder livet på de flotte sandstrande. Lige inden de skal rejse hjem til Europa støder de ind i Masaikrigeren Lemalian, der redder dem ud af en anspændt situation. Carola ser noget uforklarligt i Lemalian, der gør at hun beslutter sig for at opsøge ham igen i hans landsby, til stor ærgrelse for Stefan, der rejser alene hjem til Schweiz. Via bumlende og overfyldte busser og trætte gåben bevæger Carola sig langt ind i bushen indtil hun finder Lemalian. Hendes følelser er heldigvis gengældt, og det umage par forsøger nu at indlede et forhold til hinanden.

Til at begynde med er Carola villig til at give afkald på meget for hendes kærlighed til Lemalian. Men problemet er at hendes syn på kærlighed slet ikke stemmer overens med Lemalians. Hvor Carola i sit forhold til Lemalian ser den selvopofrende romantiske kærlighed, ser Lemalian mere praktisk på deres forhold og opfatter Carola som sin kvinde, der skal passe ind i hans liv og traditionerne omkring landsbyen. Carola indvilliger sig på betingelserne. Denne tilsidesættelse af egne behov virker nærmest som drivkraften bag Carolas beslutning om at følge sine instinkter og droppe det magelige liv i Europa, til fordel for livet i en klaustrofobisk lerhytte midt ude i ingenting. Det at indordne sig under specifikke samfundsnormer bliver et opgør for Carola mod sine vestlige rødder, hvor selvrealisering og individet står øverst.

Det er interessante dilemmaer der kommer ud af filmens præmis, men plottet i “Den hvide Masai” lever dog for meget på tilskuerens egen fascination af det fremmede miljø, fremfor at give en fyldestgørende forklaring på Carolas handlinger. Det er forunderligt og anderledes at få et indblik i Masai-stammekulturen, men det er ikke nok til at forklare hvorfor Carola er så fascineret af netop den kultur og Lemalian som repræsentant for den, og hvorfor hun opgiver hele sit gamle liv undervejs. Flere gange i løbet af filmen bliver hendes valg direkte uforståelige. For eksempel er Carolas og Lemalians første intime stund sammen alt andet end kærlig, og Carola virker rystet oven på oplevelsen, men alligevel vælger hun med det samme at tage med Lemalian til hans landsby. Her kommer filmen til kort overfor bogen den er baseret på, hvor tilvænningsprocessen mellem de to beskrives mere troværdigt. Filmen forsøger på ikke helt vellykket vis at blande den barske realisme af miljøet omkring bushen, hvor livet leves i øjeblikket, med en romantisk tro på at kærlighed kan overvinde alt, men når den kærlighed er så uafklaret som den er her, virker det ikke troværdigt.