Aladdin-pigen og New Age-poeten

Titlen lyver. Der er ingen profet med i “Den lille pige og Profeten”. Og slet ikke den profet, som du tænker på i disse Muhammed-tegninge-tider. Titlens profet peger derimod på den poetiske essay-samling under navnet “The Prophet”, som Khalil Gibran skrev for snart 100 år siden. Det er ham, som den her orientalske tegnestreg er dedikeret til. Og han var mere poetisk end profetisk. Mere lyrisk end religiøs. Det er “Den lille pige og Profeten” også.

Det hele begynder med en ligestillet hilsen til “Aladdin”. Almitra smårapser lidt på bazaren, imens hun taler med en due. Hun er fri som fuglen. Helt sin egen. Det er poeten Mustafa ikke. Han sidder i husarrest i det militærstyrede land, som den her symboltunge sag udspiller sig i. Hun har ingen far eller stemme. Mustafa er en faderfigur og har en stemme, der poetisk taler om frihed, længsel og kærlighed. Det er ikke så sært, at Gibrans tekster blev åndelige byggesten for New Age-bevægelsen, der fandt 70’er-frelse i Østens luftige mystik.

For det bliver lidt rituelt tungt at lytte til Lars Mikkelsens Mustafa-stemme, der sådan cirka siger noget i retning af, at vinden ikke skelner imellem det store egetræ og det mindste græsstrå. For vinden er alle lige. Men selv om de mange poesi-passager bliver lidt anstrengende, så bliver de ledsaget af en genialt varieret animationsside. Fra fedtet fingermaling over børnetegninger og tørt farvekridt til sorte silhouetter. Sanseligt og evigt overraskende tegnes der til Mustafas mange billedsprog, der opmuntrer det militærstyrede folk til frihed.

På den måde er “Den lille pige og Profeten” mere “Persepolis” end “Aladdin”. Her er ingen drøm om Prinsesse Jasmin og et bedre, rigere liv. Kun drømmen om et frit liv. Om at skrive og tænke det, man vil. Og selv om det hele fortælles fra Almitras børnede blik, så er det her altså en film, hvor digtere dør for at ytre sig lidt for frit. Det er henrettelse med skud mod væggen, når du taler regimet imod, hvilket er skræmmende Danmarks-aktuelt, nu det er blevet ulovligt at være uenig med demokrati. Hvilket hverken er demokratisk eller frit. Det er den slags, som “Den lille pige og Profeten” vender sig imod.

Hvor Lars Mikkelsen er lidt for smagende og hellig i sit stemmeportræt af poeten, så er jeg anderledes vild med Mikkel Boe Følsgaards usikre officer, Halim. Han er fanget imellem på den ene side kærligheden til den frisindede mor, Kamila, der så gerne vil, at Almitra skal vokse op med en egen, fri stemme. På den anden side det autoritære styre, som sikkert er det eneste, Halim kender til. Det fri og det faste. Følsgaards lyst drengede stemme fanger splittelsen. Det er folk som Halim, der skal overbevises om, at et frit styre er bedre end et militært styre, hvis verden skal være anderledes.