Find Julemanden

Julen er som bekendt børnenes fest. Også i biografen. Men ikke alle fester er lige gode. For hver en udmærket julefilm som “Arthurs store julegaveræs” findes der en “Mission Julegave” og en “Tror du på julemanden”-sequel. Jule-animatoren Jacob Ley bidrager til den gode del af børnefesten, selv om julen endnu engang skal reddes.

Vi befinder os i historiens mest julede århundrede; 1800-tallet. En mere simpel tid, hvor sneen var mere hvid, og gaverne var hjemmelavede, imens unge piger frøs ihjel i gaderne under forgæves forsøg på at sælge svovlstikker. Et sted ude på landet ligger det lille børnehjem Klokkely, hvor drengen Julius bor. Han elsker jul over alt i verden og har lavet sit eget juleland – komplet med marcipangris, julebukke og engle tætpakket i en lille æske, han har gemt i skuret. Desværre for Julius – og til dels også for den her film – lever han i børnehjemmet sammen med de to lømler, Gregers og Piv, som er taget direkte ud af en folkeskolefilm om mobning.

De to bøller driller Julius dag ind og ud og lykkes faktisk med at overbevise ham, om at der slet ikke er nogen Julemand. Desillusioneret flygter Julius ud i skuret og skal til at smadre sin juleæske, da han pludselig suges ind i en magisk juleverden. Fortællingen forvandler sig pludselig fra en lettere kedelig omgang jul i 1800-tallet til en skæv dansk version af “Narnia”. Skurken er ikke længere kedelige bøller som Gregers og Piv, men i stedet en djævelsk ustabil Krampus.

Med gedebukkeben, horn og en stemme så skinger, den kunne skære i metal, er Rasmus Bjergs version af julemandens nemesis halvdelen af fornøjelsen ved Den magiske juleæske”. For det er godt nok svært ikke at grine, når denne latterlige djævlefigur tvinger nogle skræmte nisser til at synge ’nu er det jul igen', imens han hidsigt tramper på en sagesløs bamse.

Humoren er overraskende offbeat og meget mindre direkte, end jeg har oplevet i julefilm, som er målrettet børn. Således grinede jeg ikke så meget af pruttejokes eller af folk, der falder, som af at de to gigantiske, ældgamle og alvidende isskulpturer åbenbart hedder Joan og Kurt. På samme måde virker det næsten også som en joke i sig selv, at man har fået vores allesammens tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen med på rollelisten som en gnaven julebuk.