Selvom det efterhånden er flere hundrede år siden at oplysningstiden gjorde op med fortidens mange “spøgerier” og ånder, og selvom videnskaben i dag står stærkere end nogensinde, så er der stadig læssevis af folk der kan leve fortrinligt af deres såkaldte synske eller clairvoyante evner. Sådanne talenter er ganske vist blevet afvist og underminerede hundredvis af gange, men der er fortsat folk der hårdnakket holder sig til dem. Formodentlig fordi de leverer hurtige og nemme løsninger på de spørgsmål man gør sig. Uanset hvor underbygget kvantemekanikken er, så kan den ikke svare mig på om mine kære afdøde har det godt.

Det er denne åndelige verden der står for skud i Martin Strange-Hansens komedie “Den rette ånd”. I filmen møder vi Poul (Ken Vedsegaard, som de fleste nok vil genkende fra “Krøniken”). Han er en ivrig tryllekunstner som ikke har haft megen held i sprøjten og nu må se sig reduceret til at optræde i indkøbscentre. Her møder han Arne (Jesper Asholt), en forsikringsmand der straks ser et potentiale i den fallerede unge mand. Han får den fikse ide at Poul skal køres i stilling som synsk spøgelsesjæger. Arne vil, via sit forsikringsselskab, levere personoplysninger, så skal Poul bare give et godt show og lade som om han renser deres hjem for spøgelser. Der er, ifølge Arne, intet ondt ved det, da der jo ikke findes spøgelser. Folk har selv opfundet dem for at kompensere for et eller andet.

Poul er umiddelbart lidt tilbageholdende, men indvilger dog i at gøre forsøget. Da hans første “rensning”, hos et ældre ægtepar, bliver en ubetinget succes til glæde for alle parter, bliver han dog overbevist. Ganske vist er det han foretager sig teknisk set svindel, men hvis alle bliver glade, hvad skade kan det så gøre?

Martin Strange-Hansen tilhører den lille eksklusive klub af danske filminstruktører der har vundet en Oscar. I hans tilfælde for novellefilmen “Der er en yndig mand”. “Den rette ånd” er hans første værk med spillefilmslængde, og den er desværre ikke helt så god som man ellers havde kunne håbe.

At lave en komedie om den alternative industri er ellers en rigtig opfindsom ide og filmen udnytter emnet til at lave noget meget vellykket satire med bid i. Bedst er den i de momenter hvor Poul aflurer de falske clairvoyantes tricks og demonstrer dem for Arne. Det er ikke alene morsomt men også tankevækkende. De sekvenser hvor Poul udøver sit forlorne håndværk og renser diverse hjem for onde gespenster er også fornøjelige og ligger – næppe tilfældigt – ganske tæt op af lignende momenter i programmer som “Den 6. sans” og særligt “Åndernes magt”.