Red Dragon – Den Røde Drage
“Silence of the Lambs” var en fantastisk film, med et lækkert psykologisk spil imellem Hannibal Lecter og den unge Clarice Starling. “Hannibal” var tættere på splatter genren end thriller genren. I Red Dragon er det psykologiske spil tilbage i hvad der er en rigtig spændende og velfungerende thriller.
“Red Dragon” omhandler den tidligere FBI-Agent Will Graham og hans forsøg på at fange seriemorderen “Tandfeen”, der på yderst brutal vis dræber en hel familie ad gangen. Graham var den der i sin tid fangede kannibalen Hannibal Lecter, men ikke uden selv at blive alvorligt såret. Nu må Graham spørge Lecter om hjælp til at fange Tandfeen, inden en ny familie bliver dræbt.
Plottet er i bund og grund magen til Manhunter, og det er jo klart når de bygger på samme bog. Det er lykkedes for Rattner at lave en film der har samme plot som Manhunter, men som stadig er spændende, ved blot at ændre nogle mindre ting. Slutningen er også anderledes, og det hjælper med til at holde spændingen oppe til sidste minut.
For filmen er spændende. Allerede fra starten af kastes man ud i efterforskningen af de uhyggelige mord… men efterhånden som filmen skrider frem, bliver det klart for publikum at det er Dolarhyde der er morderen. Så filmen er istedet nød til at lægge sin vægt på forholdet imellem personerne for at fremkalde spændingen… og det gør den perfekt.
Filmen passer nydeligt ind i serien, og den vil nok overtage Manhunters plads som “den første” film om Hannibal Lecter, nok mest pga. Anthony Hopkins og hans portrættering af Lecter, som man nu kan følge serien igennem.
Samtidig ser man filmen igennem ting som man tidligere har hørt om, bl.a. i filmens start, hvor vi ser Lecter servere en ragout af “udefinerbar oprindelse” for sine gæster. Samtidig lægger filmens slutning så meget op til “Silence” at det er helt naturligt at man går hjem, finder sin “Silence” DVD frem og smækker den på lige efter man har set “Red Dragon”.
En anden yderst vigtigt person i filmen er naturligvis Hannibal Lecter, der endnu engang spilles perfekt af Anthony Hopkins. Med håret farvet sort, og med et par kilo eller tyve mindre om hoften, er illusionen om at filmen foregår før “Silence” noget nær perfekt. Samtidig spiller Hopkins rollen mere i stil med den Lecter vi kender fra “Silence”. Flot.
Det der gjorde “Silence” så fed, var det psykologiske spil mellem Starling og Lecter. Det er tilbage i denne film, omend det denne gang er imellem Lecter og Graham. Det fungerer rigtig godt, selvom det aldrig når helt samme højder som i “Silence”.
Filmens skurk Francis Dolarhyde, eller Tandfeen, spilles af Ralph Fiennes, der med falske tænder og et ar i ansigtet er ret ubehagelig at se på. Udover dette spiller han virkelig en fæl og ubehagelig gut, og det gør han perfekt. Som filmen forløber kan man dog ikke lade være med at have medlidenhed med denne karakter, der i bund og grund ikke kan gøre for hvad han er… og det er smukt spillet af Fiennes.
Udover disse hovedroller, ser vi også birollerne besat af rigtig gode skuespillere. Solide Harvey Keitel i rollen som Grahams chef Jack Crawford, Phillip Seymour Hoffman i rollen som den slimede journalist Lounds og sidst men ikke mindst Emily Watson i rollen som den blinde og sårbare Reba.
De spiller alle rigtig godt, og det er en fryd at se en film hvor skuespillet i alle henseender er på et meget højt niveau.
Konklusionen på det hele er at Red Dragon så absolut er en film der er værd at tage ind og se. Selv for hærdede fans af bogen og Manhunter, vil der været lidt nyt at “sætte tænderne i” og for andre vil det være rigtig sjovt at se Hannibals oprindelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
