Den sidste tid
Udgivet 15. nov 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
De ligner ethvert andet pensionistpar, der er på tærsklen til at fejre guldbryllup. I 50 år har Hans elsket sin Esther og omvendt. Alderen trænger sig på, imens invalideknallerten triller dem ned i supermarkedet, hvor festindbydelsen skal købes. Snart er det slut. Nu kæmper de for den sidste tid sammen, hvilket er lidt af et tvist. For Den sidste tid er nemlig navnet på den kristne sekt, de sammen dyrker, og som spår, at verden går under lige om lidt.
På den måde er Dreyer ikke med sin lille sekt fra Ribe, men mestendels på bedrevidende afstand af den. I begyndelsen endda på den ufedt ironiske måde, da latterliggørende orgelmusik ledsager de to på trehjulet knallert på vej til Burger King, hvor de overskydende servietter efter et Whopper Meal foldes og lægges i lommen. Der er aldrig tvivl om, at disse to vestjyder er fanatiske udkantsgalninge, der missionerer post-faktuel dommedag ud fra Bibel-citater sammenholdt med den terror- og klima-problematik, de ser på tv.
Men selv om Hans og Esther ikke aner, hvad der foregår, så er Hans’ kærlighed til Esther så ægte, at den er min tid værd. Han fortæller, hvordan forelskelsen til drømmekvinden fik ham til at stoppe med at spille skak for i stedet at begynde at studere Bibelen. Han vil gøre alt for hende. Om det så indebærer at fortælle om dommedag på Twitter, Blogspot og med en annonce i Lokalavisen. Det er ægte kærlighed.
Derfor bliver fortællingen om verdens mindste sekt netop en (næsten) helt almindelig en af slagsen. Om to guldbryllups-pensionister, der elsker hinanden. De vil være sammen om den sidste tid. Og de er godt beredt med to tasker pakket med kortbølgeradio, økse og andet overlevelsesudstyr til medgang og i modgang. Til døden dem skiller. Snart får de ret. Den sidste tid er på vej.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet