Den skjulte sandhed

InstruktionCarl Franklin

MedvirkendeMichael Shannon (V), James Caviezel, Emilio Rivera, Morgan Freeman, Ashley Judd, Adam Scott, Amanda Peet, Bruce Davison, Tom Bower (I), Juan Carlos Hernández, Michael Gaston, Jude Ciccolella, John Billingsley (II), Dendrie Taylor, Paula Jai Parker

Længde115 min

GenreDrama, Drama, Thriller, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen19/07/2002


Anmeldelse

Den skjulte sandhed

3 6
“Den Skjulte Sandhed” (“High Crimes”) er en relativ dum film der holder sig over vande takket være Ashley Judd og Morgan Freeman. Filmen kører videre på kemien mellem Judd og Freeman, fra den ordinære thriller “Samleren” (“Kiss The Girls”).
FilmenEn aften, på vej hjem fra en tur i byen, bliver parret Claire (Ashley Judd) og Tom (James Caviezel) passet op af FBI-agenter, som anholder Tom. Sigtelsen lyder på, at han under sit rigtige navn, Ron Chapman, har foranstaltet en massakre på civile i El Salvador.

Tom skal nu stilles for en militærdomstol, og til Claires store overraskelse erkender han at han er Ron Chapman, men han bedyrer sin uskyld og hævder at anklagen er falsk, og at militæret vil gøre ham til syndebuk for at dække over højere rangerende folk i hierarkiet.

Claire, som selv er advokat, går i gang med at opbygge et forsvar for Ron, men hun har brug for en joker. Efter lidt research finder hun frem til den afdankede og fordrukne advokat Charlie Grimes, som har en fortid som militæradvokat…

Jokeren FreemanAshley Judd spiller ofret i filmen, og uden den vildskab som hun havde i “Mord Pr. efterkrav” (“Double Jeopardy”). Det er så op til Freeman at stå for denne del. Hans figur, Charles Grimes, der ikke er den store fortaler af militæret (”Militæret er for retfærdigheden, hvad militærmusik er for musik!”), er en tidligere svamp og motorcykelkørende advokat – han har jakkesættet sammenkrøllet i skuldertasken.

Men han kender til systemet og er derfor en slags joker, en torn i marineinfanteriets røv. Og hvis nogle skulle være i tvivl, så har filmens komponist, Graeme Revell, skrevet et skævt lille musikstykke der akkompagner Freemans skæve indslag.

Selvom det efterhånden er blevet en naturlov, så er Morgan Freeman rigtig god, og der kommer egentligt først gang i filmen når han indtræder efter en lille halv times tid. Det er tydeligt at han nyder at spille rollen, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på at det er spild af talent – at bruge tiden på denne type af uinspirerende film. Det samme gælder for Judd.

Den afslørende sandhedCarl Franklin er manden bag roret, ligesom han bl.a. også var det i “One False Move” og “Djævel i Blåt” (“Devil in a Blue Dress”). Han er tidligere skuespiller og det bærer hans film også præg af. Personerne er vigtigere end selve plottet. “Den Skjulte Sandhed” er dog mere lige ud landevejen end hvad han tidligere har lavet. Filmen følger de sædvanlige forskrifter for hvordan man skruer en thriller sammen: En appetitvækker der anslår filmens tema, konflikten optrapper og konflikten bliver løst.

“Den Skjulte Sandhed” er et godt bevis på at Franklin, ligesom så mange andre, er afhængig af et godt manuskript for at kunne skabe sig noget interessant. Det kan i øvrigt stærkt anbefales at lede efter hans lille perle, “One False Move”, med et manuskript af Billy Bob Thornton.

Hvis man skærer ind til benet på “Den Skjulte Sandhed” så er det egentlig kun Ashley Judd og Morgan Freeman som gør filmen seværdig.

VideoAnamorphic Widescreen 2.35:1 med et flot og skarpt billede. Farverne er stærke. Der er ingen tegn på ridser eller lignende.
AudioUdgivelsen er i Dolby Digital 5.1 med god spredning over hele lydbilledet, men fokuseringen er alligevel lagt på frontkanalerne. I de få actionscener leverer lyden også et fornuftigt stykke arbejde.
Ekstra Materiale

  • Kommentarspor med filmens instruktør, Carl Franklin
  • “A Military Mystery”
  • “FBI Takedown In Union Square”
  • “A Different Kind of Justice”
  • “Liar Liar: How to Beat A Polygraph”
  • “Together Again”
  • “Car Crash”

    Udover et til tider interessant kommentarspor er der seks små programmer. To af dem er direkte “reklamefilm”: En for Morgan Freeman. Og en anden for militæret om hvordan man skal kende reglerne for at blive en god advokat ved militærdomstolen. Resten er trods spændende titler som “How to Beat A Polygraph” og “Car Crash” af samme uinteressante karakter.

  • “Den Skjulte Sandhed” er en mellemvare både som film og DVD-udgivelse.

    Den skjulte sandhed (High Crimes)

    3 6
    You can’t handle the truth!Historien om den civile advokat Claire Kubiks (Judd) kamp mod den store amerikanske krigsmaskine. Igen står militærets skrevne og uskrevne love for skud. Her er æren og ”the code”, mindst ligeså vigtige begreber, som sandhed og retfærdighed – nogen gange endda vigtigere. Det er ikke første gang, og det bliver nok heller ikke sidste gang, at vi stifter bekendskab med dem i film.
    Det hele starter i super-idylliske omgivelser, alt er lykkeligt og godt. Claire og hendes mand Tom (Caviezel), lever det perfekte liv. Succes og kærlighed, alt er på plads. Men et simpelt indbrud i deres hjem sætter en lavine i gang, en lavine der flår hul i idyllen og kærligheden. Under en indkøbstur bliver Tom, for øjnene af Claire, arresteret under en dramatiske omstændigheder. Han står anklaget for mord – men under et andet navn, og en helt anden identitet.

    Her tager begynder filmen at tage form. Tom Kubic er rent faktisk Ronald Chapman, den selvsamme person, som år tilbage deserterede fra hæren efter at være blevet anklaget for mordene på en masse civilister i en lille latin-amerikansk landsby. Han forsikrer Claire, at han er uskyldig, og at han er offer for en sammensværgelse. Tom/Ronald får beskikket en advokat – den grønneste af slagsen. Typen der aldrig har været i nærheden af en sejr.

    Claire indser at det ser skidt ud for gemalen, og beslutter sig for selv at føre hans sag. Men hendes kendskab til de militære love og regler er meget lille. Hun har brug for hjælp. Den kommer i form af den tidligere JAG-officer, Charlie Grimes (Freeman). En tidligere drukkenbolt der nu er på vandvognen. Sammen skal de slå systemet. Men deres arbejde bliver konstant undermineret, og midt i det hele dukker Claires søster op, et socialt tilfælde som aldrig har fundet et ståsted i livet. Lige hvad de har brug for, midt i hendes liv største sag, skal hun nu babysitte hendes søster.

    Hun mærker hurtigt den magt militæret har, hun bliver offer for trusler og overfald, selv et mordforsøg. Militæret virker ivrige efter at få hendes mand dømt. Men hvorfor? Er hendes mand skyldig? Eller har de brug for en syndebuk?

    Den dynamiske duoDet er ikke første gang, at Ashley Judd og Morgan Freeman står overfor hinanden på lærredet. Første gang var i ’97 i filmen ”Kiss The Girls” eller ”Samleren”, som den hed på dansk. Det kan mærkes at de har arbejdet sammen før. Men med deres talenter, havde det sikkert været lige meget om de nogensinde havde mødt hinanden før. Filmen tilhører dem, og den havde været en kedelig affære uden dem. Sammen redder de en synkende skude i land

    Det er ikke en ukendt rolle for Morgan Freeman. Han er tilbage i en lidt detektivagtig rolle, dem har han efterhånden spillet en del af – bedst i thrilleren ”Se7en”. Ashley Judd leverer også en god præstation, men der er ikke meget i rollen. Hun spiller den stærke kvinde, som imod alle odds klarer skærene, lidt som i filmene ”Double Jeopardy” og ”Kiss The Girls”. Lidt en skam at hun ikke har fået/valgt bedre roller, for hun viser stortalent i filmen ”Simon Birch”.

    Der er rigtigt lagt i ovnen til en storslået film. God historie, gode skuespillere. Men der er et eller andet der går galt. En historie er kun god, hvis den bliver fortalt godt. Det bliver den ikke helt her. Man bliver ikke helt fænget af den, måske fordi at man ikke helt føler med Claire. Det skyldes til dels Caviezel, han virker uoplagt, og han spiller slet ikke hans rolle troværdig. Den er også præget af klicheer.

    Der er også alt for mange ligegyldige ting med i filmen. Claires søster, som i øvrigt spilles af Amanda Peet, kunne sagtens undværes, hun er der bare. Ok, hun ser godt ud – men det er ligesom ikke grundlag nok. I hvert fald ikke i en film som denne.

    Det er en udmærket film, og den kan sagtens ses, men den er ofte forudsigeligt – ikke en god ting når der er tale om en thriller. Her skal man jo helst blive overrasket – men man ved simpelthen meget af tiden hvad der vil ske. Filmen trækkes betydeligt op af Ashley Judd og Morgan Freeman. Freeman er en af de få personer, som kan stjæle en hel scene uden at sige ord.

    Jeg kan varmt anbefale “A Few Good Men”, som en appetizer til filmen.


    Trailer

    Der er endnu ingen trailers til denne film

    Kort om filmen

    Karriereadvokaten Claire og hendes mand Tom, en succesfuld entreprenør, lever et idyllisk liv og planlægger at få børn. En dag har parret indbrud og kort efter arresteres Tom af FBI og anklages for under en hemmelig militæroperation at have myrdet civile under sit rigtige navn Ronald Chapman.

    Tom indrømmer at have levet 15 år under falsk identitet, men hævder også, at han er gjort til syndebuk. Claire tror på sin mand, men for at forsvare ham ved en militærdomstol, søger hun hjælp hos Charlie Grimes, et “Wild card”, der tidligere selv faldt i unåde ved militæret.