En alvorlig lektie

“Dengang i maj” hedder på engelsk “Come What May”. En titel, der foruden det lille dato-ordspil udtrykker en idé om at stå fast, ligegyldigt hvad der venter af rædsler i fremtiden. Den truende følelse som må have præget Frankrig i dagene op til Tysklands invasion er imidlertid svær at overføre til en nutid, der ved præcis, hvad der venter. 2. verdenskrig er vel et af de mest belyste emner på film, og det kan nogle gange virke lidt tilbageskuende igen og igen at oprulle de første timer og den hastigt stigende paranoia. Christian Carions filmatisering af sin egen families historie fra den franske exodus fremstår på den måde ærkeklassisk.

Det er måske et spørgsmål om respekt over for det åbne sår, som 2 verdenskrig stadig er i store dele af Frankrig. Men jeg synes alligevel, der er en nærmest andægtig søvngang over behandlingen af materialet. Når alle andre emner er vendt og drejet, blevet dissekeret og samlet igen til ny indsigt, står Nazi-Tysklands brutale invasion og skræmmende fascisme stadig i hjørnet, knapt berørt, bare peget på med gravalvorlig min: ‘Ingen vil nogensinde forstå den ondskab’. Nej, ikke hvis kunsten bliver for bange for at tage fat.

“Dengang i maj” er nærmest en slags road movie, hvor hovedpersonerne ikke er unge elskende eller bankrøvere, men en hel landsby, der forlader køer, marker og vinkældre for at nå i sikkerhed i Dieppe. I karavanen sidder Max, som allerede er flygtning, fordi hans kommunistiske far blev forfulgt i Tyskland. Faderen sidder i fængsel mistænkt for at være tysk spion, men han frigives, da invasionen begynder. Vi følger hans kamp for at genfinde sin søn hjulpet af den skotske soldat, Percy, der forsøger at komme tilbage til England. Carion forsøger at sætte dem op som et umage makkerpar, der kun nødtvungent samarbejder, men det er bare en facade. Det anes hurtigt, at de her to mænd skal nå at blive billedet på forbrødring midt i denne forbandede krig.

Det er tåreperser-materiale alt det med faderløse børn og skotter med døde kammerater på skuldrene, men ingen af dem bliver for alvor ‘brugt’. Måske fordi der også er lidt for mange af dem. Der krydsklippes løbende mellem Hans, Percy og så Max, der bliver mere og mere knyttet til den unge lærerinde, Suzanne. Men også byens borgmester og hans gæve kromutter skal have tid til at skændes og blive venner, og der er også lidt scener med en afsindig tysk filminstruktør, der laver propagandafilm midt i frontlinjen. ‘Crazy nazi’ – tjek!

Når Carion ikke er for bevæget over sin egen historie, skaber han ellers nogle helt fine scener, hvor især Matthew Rhys’ skotske Percy viser, hvad han kan. Han er ikke i centrum, men han er mere bevægende end Hans, når hans uniform og stjerner begynder at blive skrællet af, og han står tilbage som et mindst lige så desperat, almindeligt menneske. Carion forsager glorificeringen af død for Gud, konge og højere moralske værdier end de satans tyskere, men mod slutningen skal enderne alligevel partout bindes sammen med symbolske gravstene, violiner og sækkepiber.