Historien genfortolket og genfortalt

Dokudramaet er en lidt speciel kunstform. På samme tid insisterer den på en dokumentarisk troværdighed og underminerer den ved at bruge de samme teknikker som en dramatisk film. I “Der Kreis” prøver man at fastholde det dokumentariske ved at indlægge interviews med de to hovedpersoner som ældre mænd. Det ændrer dog ikke nævneværdigt ved, at “Der Kreis” først og fremmest har sit fokus på den dramatiserede del. Den gode historie prioriteres over den sande historie. Heldigvis er det en god historie.

Ernst og Röbi er et ældre ægtepar, der bor i en hyggelig, lille lejlighed i Schweiz. De virker meget almindelige – grænsende til det småborgerlige. Der åbnes med Röbis dragshow og straks rykkes vi tilbage til efterkrigstidens bornerte samfund, hvor et netværk af homoseksuelle kæmper for deres rettigheder; gennem bladet Der Kreis. Den historiske kontekst blive forklaret gennem interviews, mens rekonstruktionerne får lov til at folde dramaet ud. Der er to spor: historien om den stigende forfølgelse af det homoseksuelle miljø og historien om Ernst og Röbis forhold.

Det er en længere årrække, der afdækkes, så der må nødvendigvis springes en del ting over. Det lykkes ikke helt så godt i kærlighedssporet som i resten. Der er for mange punktnedslag, der utvivlsomt er vigtige og centrale hændelser i deres forhold, men som nemt kommer til at virke lidt løsrevet fra den overordnede fortælling. I en scene har Ernst sex med en anden mand, hvilket Röbi finder ud af. De skændes og Röbi erklærer, at han ikke vil dele ham med andre. Klip til en interviewbid, hvor Ernst forklarer, at sådan blev det, og så er vi videre til næste scene. Uanset at man godt forstår sammenhængen, kommer det til at virke en anelse abrupt.

Når “Der Kreis” netop lykkes så godt med at fortælle dens historie i de rekonstruerede scener, kunne man undertiden ønske sig, at den helt havde udeladt det dokumentariske element. Historien er stærk nok til det. Det, man til gengæld får, er hovedpersoner, der med seks årtiers afstand kan fortolke, hvad der skete, og relatere det til den nyeste udvikling. Da Schweiz i 2005 vedtager en lov om registrerede partnerskaber, er Ernst og Röbi blandt de første til at gøre brug af den. Efter en pinagtig scene, hvor Röbi for første gang introduceres til Ernsts forældre, finder vi også ud af, at Ernsts familie først fandt ud af, at han var bøsse efter moderen døde i 90’erne.

Historien er vedkommende og nødvendig, men vigtigst af alt, så er den godt fortalt. Ernst og Röbi bruges til at belyse en bestemt tid og nogle helt centrale udviklinger i Europa. Vi kommer til at opleve den forfølgelse og den mistro til homoseksuelle, som indtil for få årtier siden var selvfølgelig. Vi får også lov til at se de tragiske konsekvenser af at gifte sig med en kvinde for at opfylde samfundets forventninger. Jeg bør også nævne Sven Schelker, der spiller Röbi. Han er intet mindre end fremragende i rollen, og man forstår, hvordan den unge, charmerende sanger blev et centrum for miljøet.