De kan stadigvæk deres kram. Makkerparret Steen Rasmussen og Michael Wikke har i årtier produceret talrige tv-udsendelser og spillefilm spækket med mere fantasi og visuelt overskud end de fleste danske og endda internationale familiefilm. Og blot ét kig på deres seneste værks komplette titel (inklusive undertitel), “Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger”, klargør, at der er tale om noget ret specielt.

Kalles forældre, som ynder at flyve rundt i huset og synge om deres kommende spædbarn, får en datter, Lille, og Kalle har dermed fået sig en lillesøster. Men så snart at fødslen er overstået, bliver det klart, at der ikke er tale om noget helt almindeligt barn. Lille har nemlig vinger, men udover hendes nærmeste slægtninge, er der ikke mange, der er glade for dem, og alskens mennesker prøver ihærdigt at overbevise Kalles forældre om, at ‘hudlapperne’ skal kappes af. Det er naturligvis op til Lilles storebror at forhindre operationen, men det er lettere sagt end gjort.

Nicolas Bro har altid været eminent til at portrættere barnagtige, halvnaive personligheder. Det er derfor ikke overraskende, at manden er perfekt i rollen som den yderst uheldige og lettere infantile Alf, som drager af sted med Kalle i sin gamle Cadillac for at finde Lille. Selvom de ikke er særlig meget med, så gør Anders W. Berthelsen og Anne-Grethe Bjarup Riis det også godt som børnenes søde forældre, og filmen er læsset med morsomme gæsteoptrædener af folk som Caroline Henderson, Peter Frödin, Troels Lyby og Wikke og Rasmussen, der optræder som et par kirurger. Og så må man endelig ikke glemme at nævne Bodil Jørgensen, som er herlig som den stride kommunalarbejder, der gerne ser Lilles vinger afmonteret.

“Der var engang en dreng” er en fortryllende, charmerende og i sidste ende særdeles opløftende lille sag. Men selvom charmen og den gode, afsmittende stemning aldrig fordufter, så bliver tempoet en anelse langsomt efter de første par akter og før filmens endelige del, og ikke alle sange er lige så mindeværdige som hittet “Jeg vil ha’ en baby” – enkelte fremstår en anelse uinspirerede.

Det er heller ikke just svært at spotte, hvornår filmmagerne har benyttet sig af computer-effekter – men fordi filmens univers er så akavet og spøjst, godtager man næsten alt, der synes at afvige fra virkelighedens normer. Og når filmens endelige budskab – at det er helt okay at være anderledes og skille sig ud – virkelig slås fast med syvtommersøm i en af filmens allersidste scener, er det svært ikke at blive en smule rørt. Der er god grund til at se frem til Wikke og Rasmussens fremtidige produktioner.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Dvd’en byder på et strålende transfer. Kontrasten er solid, farvetemperaturen er stabil, farverne er bedårende, og der er ingen tegn på digital støj eller pletter. Der er dog en snert af billedlig blødhed i enkelte scener, hvilket er ærgerligt, da langt størstedelen af filmen fremstår knivskarp. Yderst få tilfælde af minimal udtværing og edge-enhancement er også til stede. Coveret hævder for øvrigt fejlagtigt, at billedsiden præsenteres i billedforholdet 2.35:1.

AudioDet danske Dolby Digital 5.1 lydspor er også imponerende. Subwooferen disker op med en herlig bund, der ofte får gulvet til at vibrere, men aldrig truer med at overdøve lyden fra de andre højtalere. Centerhøjtaleren leverer dialogen krystalklart uden tilfælde af overstyring, knasen eller susen. Der er et par fine panoreringer, og samtlige højtalere udnyttes effektivt og skaber en stemningsfuld atmosfære, selvom enkelte effekter i baghøjtalerne måske alligevel leveres på et anelse for højt lydniveau. Især sangene lyder imponerende – fyldige og slagkraftige så man virkelig får lyst til at synge med og overdøve de rigtige sangere.

EkstramaterialeMan har mulighed for at se filmen i en såkaldt ‘karaoke’-udgave. Det vil egentlig blot sige, at hver gang en sang dukker op, popper der nogle tekster op, som bliver farvelagt i takt med, at ordene synges. Det er en fin lille funktion, som de mindste garanteret vil sætte pris på. Det er dog lidt ærgerligt, at der kun er DD2.0 lydspor på karaoke-sekvenserne, så man bliver nødt til at skifte lydspor, hvis man ser filmen i DD5.1.

Derudover er der desværre blot en enkelt trailer og to tv-reklamer.

OverallMakkerparet Wikke & Rasmussens seneste familieopus er en dejlig varmhjertet og aldeles charmerende lille sag. Et strålende ensemble leverer virkelig varen, men enkelte halvlangsomme passager og lidt for traditionelle sange forhindrer “Der var engang en dreng” i at tilegne sig status som en ny, dansk børnefilmsklassiker. Filmen ser godt ud på dvd og lyder mindst lige så godt, men lidt mere ekstramateriale havde klædt udgivelsen godt.

Det normale er ofte ensbetydende med det ordinære, og det lyder måske som en underlig ting at tilbede, men det er netop det, vi ofte gør i dette, vores til tider temmelig indskrænkede, samfund. Denne trang til at udjævne alt til et gennemsnitligt niveau tages under kærlig behandling i Wikke og Rasmussens nye familiefilm, “Der var engang en dreng”.

Filmen handler om Kalle, der bor med sin mor Trille og far Palle i et perfekt forstadshjem med nystrøgne gardiner og flere blomster end et tulipangartneri. Alt er fryd og gammen, og lykken bliver bare endnu mere fuldendt, da det viser sig, at mor Trille er gravid. Idyllen får dog et knæk, da Kalles nye lillesøster viser sig at have vinger – eller det, der ifølge lægen blot er små unyttige hudlapper, som heldigvis kan fjernes med et lille kirurgisk indgreb. Det vil familien dog ikke høre tale om, og de tager lillesøsteren, som får navnet Lille, med hjem.

Livet med Lille viser sig imidlertid at være knap så enkelt. De kan ikke skaffe tøj til hende og selv Baby-Bent, der ellers praler med, at han har alt til børn, har intet som passer lillesøster. Til gengæld opdager Kalle at Lille har en ganske særlig evne. Hun kan nemlig flyve. Det er der desværre ingen voksne, der tror på, og da Lille på grund af sine vinger kommer ud for et uheld, rykker den stramme Karin fra kommunen ud og meddeler familien, at nu skal de hudlapper altså af. Lille bliver ført til Plastic Palace for at blive ‘korrigeret’. Men Kalle vil ikke acceptere det, og sammen med den evigt uheldige Alf tager han ud for at standse lægerne, inden det er for sent.

Med “Der var engang en dreng” er Wikke og Rasmussen tilbage i den unikke stil, som de først lagde for dagen med “Hannibal og Jerry”: en kulørt blanding af kitschet komedie, musical og familiefilm. Der er på mange måder en lige line fra de gamle “Robin Hat” og “Sonny Soufflé” tv-shows til dette syrede satiriske univers. Efter de indledende manøvrer, udvikler filmen sig hastigt til en road movie og et moderne eventyr, hvor Alf og Kalle drager ud i verden i Alfs gamle Cadillac, og undervejs støder på mange sære typer og begivenheder.

På rejsen underholdes man af mange særdeles iørefaldende sange skrevet af bl.a. Stig Kreutzfeldt og Bossy Bo. Numre som “Kom ud”, “Jeg vil have en baby” og “7×7” indsmigrer sig hurtigt med deres friskhed. De leveres af en lang række kendte ansigter og det bliver hurtigt en del af fornøjelsen at se, hvem der mon dukker op i den næste sekvens.

Janus Dissing Rathke klarer det glimrende som Kalle, og Nicolas Bro er rigtig underholdende som den sky og hårdt prøvede Alf, der, ligesom Kalles lillesøster, skiller sig ud fra mængden. Det er vanskeligt at fremhæve nogle i en så alsidig og velfungerende gruppe skuespillere, som vi præsenteres for her, men Anne-Grethe Bjarup Riis er værd at nævne for hendes fornøjelige overspil, mens Bodil Jørgensen er morsom som filmens heks, Karin.

“Der var engang en dreng” er en særdeles sjov og velfortalt historie. Filmen rammer glimrende balancen mellem at være en komedie både for børn og voksne, og her er noget at grine af for alle aldre. For eksempel når Palle, lige efter Trille har sunget “Jeg vil have en baby”, fører hende med ind på soveværelset og bemærker til Kalle at: ”Nu må du liiige have os undskyldt et øjeblik…”. En udsædvanlig charmerende film og et fremragende bud på underholdning for hele den pukkelryggede – måske særligt dem, der ligefrem er pukkelryggede.