I 2005 udsattes dansk films ypperste connoisseur inden for særligt film og lyrik – Jørgen Leth – for omfattende kritik på baggrund af udtalelser i sin selvbiografi “Det uperfekte menneske”. I ved nok – den med at kokkens datter var forfatterens ret… Kritikken haglede ned over Leth, havde omfattende konsekvenser og medførte på det tidspunkt, at den igangværende produktion af instruktørens “Det erotiske menneske” blev lagt ned, ligesom Leth trak sig ind i sig selv. I hvert fald for en tid. For efter et veritabelt og vedholdende pres fra Lars von Trier blev filmens tilblivelsesproces gudskelov genoptaget og kan nu opleves som et endeligt resultat.

“Det erotiske menneske” opfattes nok af de fleste som en dokumentarfilm per definition, ikke mindst som følge af instruktørens mangeårige virke inden for netop det felt. Imidlertid opnåede filmen spillefilmsstøtte, og det kan også diskuteres, og vil sikkert også blive det, hvorvidt indholdet er i berøring med det ene eller det andet felt. Leth leger nemlig i udpræget grad med formen, æstetikken og iscenesættelsen på et plan, så det er svært at skille fiktion fra fakta. Og det er tydeligvis heller ikke meningen. Ganske vist rummer filmen selvbiografiske elementer, men det er først og fremmest en leg med filmmediet og dets åbenlyse muligheder, hvorved et mere kunstnerisk og sansende tilsnit kan inkorporeres og bruges i den antropologiske undersøgelse af kvindekroppen.

Kvinden og særligt kvindekroppen er nemlig i kameraets søger filmen igennem. Det er hende, vi betragter, når vi sammen med Jørgen Leth i et voyeuristisk vy forsøger at finde det erotiske og det sanselige ved kvindekroppen og dens former. Og det fordrer mange mageløse og bedårende skud fra fotograf Dan Holmbergs hånd, solidt suppleret af Leths spraglede og metaforfyldte prosa. Det er betagende at betragte kvindekroppen, når den tager sig allerbedst ud. Og det gør den skam her i Leths seneste film, der må opfattes som den ultimative hyldest til kvinden og hendes kurver. Men det er også en slags testamente over Leths eget kærlighedsliv, der angiveligt har budt på mange stormfulde romancer, korte som langvarige rundt omkring på kloden.

De mange lokationer, de mange eksotiske og for det meste afklædte kvinder repræsenterer direkte eller indirekte historier, der har præget instruktøren og antropologens amorøse liv igennem mange årtier. Og dermed bliver “Det erotiske menneske’”også Jørgen Leths mest selvudleverende og personlige film til dato. Nå ja, hvis vi da lige ser bort fra “De fem benspænd”, hvor foregangsmanden grilles af en sprudlende Lars von Trier. Sjældent har han som her dog ageret så åbenlyst hudløst ærligt på filmstrimlen. Flere steder sidder Leth således alene på et hotelværelse i et dunkelt skær og fortæller om passionen for og forholdet til kvinder i al almindelighed.

Men fungerer det så? Ja, til dels. Leth opfatter selv filmen som sin vigtigste nogensinde. Og det er nok ikke helt skudt ved siden af. Aldrig har man fået større mulighed for at opleve og erfare mennesket, der gemmer sig bag ikonet Jørgen Leth. Og det taler absolut til filmens fordel. Men er det så også den bedste? Desværre må der hældes lidt malurt i bægeret. Ganske vist fornemmes Leths kærlighed til de kvinder, han caster og filmer nøgne og sårbare på hotelværelser på forskellige kontinenter. For uindviede bliver det nu en smule trivielt i længden. Og det kan de flotte billeder og sønnike Kristian Leths stemningsfulde musik imidlertid ikke lave om på.