Forbrydelsens element

1990’erne var et årti, der bar præg af teknologiske landevindinger og stadig flere territoriale stridigheder på verdensscenen. Det forplantede sig også i kulturen, og ikke mindst blev Luc Bessons udødeliggjorte “Det femte element” et visuelt symbol herpå. Med Bruce Willis og den underskønne Milla Jovovich som frontfigurer tegnede Besson et dystopisk bud på fremtiden, og hvad der ville ske, hvis menneskeheden fortsatte med at følge sin natur og lade hånt om alle andre end sig selv.

Ideen havde Besson for så vidt allerede på tegnebrættet fra barnsben, men det var først, da økonomien for alvor gav rygstød, at projektet blev en realitet. I tråd med den græske videnskab dannes alt liv af de fire elementer jord, luft, ild og vand. Men den franske instruktør tilføjer imidlertid et femte, der er de fire øvrige overlegent, og som sætter universets befolkninger ud i et rasende spil om den uovervindelige magt. Vi befinder os i det herrens år 2214, hvor kloden og naboplaneternes livsorganismer vidner om en højteknologisk levevis, om end forståelsen af muligheden for den fortsatte eksistens vist ligger på et meget lille sted.

I skikkelse af pensioneret major har vi den lurvede og afdankede Korben Dallas, der i stedet for militæret mere eller mindre bevidst har valgt en dagligdag som taxachauffør. Igennem hvad der synes at være tilfældige omstændigheder ramler han sammen med den bedårende og mere afklædte end påklædte Leeloo, der er kommet til jorden for at værne om de eftertragtede sten, der brugt på den rigtige måde kan fremmane det femte element. Hun ligger inde med en viden, der bliver interessant for rigtigt mange, og derfor – kraftigt opfordret af sin tidligere arbejdsgiver – må Dallas kæmpe blandt venner og fjender som beskytter og antihelt, alt imens en krig mod fremmede kulturer truer på sidelinjen.

Ved gensyn er “Det femte element” måske knap så epokegørende, som den var det på det oprindelige udgivelsestidspunkt. Dengang var det fantasifulde univers imponerende og dragende, ikke mindst på grund af datidens audiovisuelle muligheder. Meget er imidlertid sket siden da, og mangt en fremtidsvisionær blockbuster har sidenhen henrykket de brede masser. Alligevel skal filmen bestemt ikke nedgøres for sin kurs, for Besson har stadig formgivet en film, der har fået et liv for eftertiden. Selv om selve slutningen kan synes en smule frelst – det gjorde den for så vidt også for tolv år siden – så indeholder den universelle kamp om elementerne mange evigtgyldige budskaber.

“Det femte element” rummer et forholdsvist langt forspil, der dog aldrig nogensinde keder. Dels fordi filmens rum er befolket med skæve, underlige, men aldrig uefne eksistenser. Dels fordi selve fortællingen også nødvendigvis må retfærdiggøres med en form for forhistorie. Rigtigt dynamisk og spændingsfremkaldende bliver “Det femte element” imidlertid først det sekund, Korben Dallas og Leeloo angiveligt “vinder” et drømmekrydstogt og i selskab med den excentriske radiovært Ruby Rhod – spillet af en veloplagt Chris Tucker – må navigere mellem venner og fjender for at bevare livet og sikre de vise sten samt den ganske klodes overlevelse.

Der er ikke tvivl om, at det foregående årti var Luc Bessons bedste. Ud over denne vellykkede “Det femte element” var han også ankermand på film som “Léon” og “Nikita”. Den tolv år gamle fremtidsfabel bygger på det traditionsbundne apokalyptiske sammenbrud, hvor religionen er det bærende fundament. Og heri ligger filmens største paradoks. På den ene side læner brugen af religion i science fiction-sammenhæng sig op ad klicheen, men på den anden side er det også svært at se, at “Det femte element” kunne været blevet til uden tilstedeværelsen af samme. Det kan nok være, at den tolv år gamle vision nærmer sig sidste salgsdato, men de brugte tematikker vil til gengæld altid være af relevans.

Video

“Det femte element” fremstår i et skarpt og grynet filmlook, hvor edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger ikke forekommer. Både farvetemparatur og kontrast er stabile, og tiden taget i betragtning er transferet faktisk ganske glimrende.

Audio

Også lydsiden, der fortrinsvist udgår fra systemets fronthøjttalere, fungerer godt. Det engelsksprogede DTS-HD 5.1-lydspor præges af en tydelig dialog uden overstyringer, mens atmosfæren er rimelig og effektlydene distinkte. Underneden er underlægningsmusikken stemningsfyldt, og så er der endda blevet plads til enkelte veldefinerede lyd-panoreringer.

Ekstramateriale

Eneste ekstramateriale er et ubehjælpeligt klippet “bag om kameraet”-indslag på knap en halv time, som har udtalte mangler. Krydret med interviewbidder med Luc Besson defineres samarbejdet med Bruce Willis og Milla Jovovich, de valgte locations, manuskriptet, optagelserne med mere, men desværre uden et velbevaret fokus.