Magi, mystik og Miyazaki. Hayao Miyazaki er en af vor tids største og mest eventyrlige fortællere, men det er desværre begrænset, hvad vi har kunnet opleve af hans mesterlige fortællinger i de danske biografer. Senest kunne vi fornøje os i selskab med “Chihiro og heksene”, og denne gang åbner Miyazaki dørene op til “Det levende slot”, der er en filmatisering af Diane Wynne Jones’ berømte bog.

Bakkedalenes ellers idylliske ro brydes af, hvad der lyder som en håndfuld gamle biler, der alle er lige på nippet til at gå i stå, og ud af de disede skyer kommer det levende slot triumferende. Slottet lyder og ser ud til at kunne brase sammen hvert øjeblik det skulle være, men slottet styres af ilddæmonen Calcifer (Preben Kristensen), der har indgået en aftale med slottets ejer, den berygtede og pigeglade magiker Hauru (Lars Mikkelsen), der er jaget af den glubske og farlige Ødeheks (Susse Wold). På slottet bor også den lille kontante dreng Markl (Daniel Kromann), der bestyrer de trylleforretninger, som slottets magiske dør blandt andet fører ud til. Ved siden af den magiske dør er der en drejeskive med farverne blå, rød, grøn og sort. Den sorte farve fører hen til et sted som kun Hauru kender til. Magiske momenter er der mange af i Miyazakis rørende film, der langsomt – men sikkert – drager én ind i fortællingen.

På grund af sit forhold til Hauru putter Ødeheksen en forbandelse over den arbejdsomme pige Sophie (Sofie Gråbøl), der bliver til en 90-årig gammel dame. Sophie og Hauru tager i fællesskab kampen op mod Ødeheksen. “Det levende slot” har mange stemningsskabende scener, der understreger karakterernes sindstilstand. Narrativet er ikke så stramt som i de amerikanske animationsfilm, der oftere kommer op i de danske biografer. Filmen vejer op for det mindre handlingsbetonede ved at gå ekstra i dybden i selve beskrivelsen af det magiske univers og alle de finurlige figurer. Især beskrivelsen af det livagtige slot er i særklasse.

Fugleskræmslet Kålroe er en blandt mange behagelige bekendtskaber i det underfundige univers, som også har en kraftig skyggeside. I baggrunden hænger den drabelige krig som en truende sort sky, der kan bringe et alvorligt uvejr med sig. Det menneskeskabte og stupide militær er ikke nyt i Miyazaki-sammenhæng. Militæret i “Det levende slot” skaber samme unødvendige farer som militæret i “Laputa: Castle in the Sky” og “Porco Rosso”.

Filmens velskrevne og stemningsfulde musik er komponeret af Joe Hisaishi, der på nær debutfilmen “Castle of Cagliostro” har leveret musik til samtlige af Miyazakis film. Tegningernes streg og farve er af klassisk Miyazaki-natur. “Det levende slot” rummer talrige skønne billeder, der med sine mange detaljer nærmest er et studie værd i sig selv.

De danske stemmer er velvalgte, og især Susse Wold og Lars Mikkelsen skiller sig positivt ud. Preben Kristensen som Calcifer leverer også den vare, som vi kender fra hans præstationer som lysestagen Lumiere i “Skønheden og udyret” og den uforglemmelige Genie i “Aladdin”. Susse Wolds stemme er på en gang forførende og vederstyggelig, hvor Lars Mikkelsens betoning underbygger Haurus tvivlsomme karakter, der har alt andet end rent mel i trylleposen.