Venner for livet

I en tid, hvor den seneste skolemassakre i en provins i Finland stadig står friskt i erindringen, kræver det sit mod at sende en film som “Det sidste offer” ud på det danske videomarked. Ikke alene er emnevalget særdeles upassende, men samtidig er filmens retorik omkring de tilsvarende amerikanske skolemassakrer både forherligende og epokegørende, og dermed i en vis forstand også dybt foruroligende.

Umiddelbart tager handlingen nemlig sit udgangspunkt i en opdigtet massakre på en skole i lillebysamfundet Briar Hill, som den midaldrende hausfrau Diana var direkte vidende til femten år tidligere, da hun selv var elev på skolen. I mellemtiden er årene gået, og både en noget ældre ægtefælle og den otteårige datter Emma er sidenhen kommet til. Alligevel kan mareridtet omkring den dag for år tilbage – især mens årsdagen med raske skridt nærmer sig – ikke undslippe den nuværende kunstlærerindes skrøbelige sind. De blodige oplevelser fra dengang sidder solidt plantet allerforrest på nethinden. Som man siger: Ude af krop, ude af sind. Det er ikke tilfældet her.

Helt sådan, som det umiddelbart tager sig ud, hænger tingenes tilstand imidlertid ikke sammen. Snarere er “Det sidste offer” en af den slags film, hvor livets afstukne valg kan få uforudsigelige og også uoverskuelige konsekvenser for de involverede parter. Sådan har det været for Diana, der sammen med en ungdommens veninde trængt op i en krog på et sensitivt tidspunkt i sit liv har stået med valget mellem liv og død. Et valg, der siden har redet hende som en mare. Selv om livet nu er et andet, og den frivole vildskab, som dengang fulgte hende igennem tykt og tyndt, er erstattet med trygge og opbyggelige rammer for både hende og hendes kære, så har datidens oplevelser aldrig helt sluppet taget i hende.

“Det sidste offer” er visuelt en bedårende film, som æstetiserer sin fortælling og sit udtryk på et plan, der undertiden får det fortællemæssige til at drukne i regulært show off. Der veksles – uden tydelig scenografisk forskel – imellem de to kronologier: Den nutidige og dengang Diana stadig var i sine fuldblods teenageår. Filmen er nemlig en rejse mellem før og nu, hvor der flittigt pendles mellem de to tidsaldre, og hvor dagene omkring førnævnte skolemassakre selvfølgelig spiller en nøglerolle. Men det er en pendlen fyldt med klicheer og en for tydelig brug af en filmisk skabelon. Det er svært at holde et beviseligt tal på, hvor mange gange filmens fatale nøglescene repeteres i sin fulde længde og med sit dvælende tempo. Men det er bestemt alt, alt for mange.

I hovedrollen ses en følsom Uma Thurman som voksenlivets Diana, mens ungdommens vår spilles og udleves af Evan Rachel Wood. Her følges nemlig de to veninder Diana og Maureen, der er som nat og dag. Lige så vild og grænseoverskridende Diana er, lige så bornert og påpasselig er den religiøst troende og uskyldsrene Maureen. Ikke desto mindre finder de to grobund for et venskab, der går på tværs af livsførelser og eksistentielle holdninger. Alligevel sættes det på lidt af en prøve, da den bevæbnede drabsmand under sit forehavende på skolen finder de to på pigetoilettet og stiller dem over for et definitivt valg med vidtrækkende konsekvenser.

Et uendeligt langt stykke af vejen synes plottet både kedsommeligt, dvælende og voldsomt forudsigeligt. Mens de to førstnævnte elementer holder deres respektive status quo, så gøres sidstnævnte imidlertid til skamme, al den stund et markant og egentligt også lurende frækt tvist i filmens døende minutter vender op og ned på alting. Tingene viser sig alligevel ikke helt at være, hvad de giver sig ud for, og det trækker selvfølgelig op. På sidelinjen kører Dianas forhold til den noget ældre universitetsprofessor og dennes forskning i menneskets mere eller mindre tilfældige valg og fantaseren omkring dets fremtidige liv. Også det kommer til at spille en vis rolle.

“Det sidste offer” skeler til den dynamiske kamp mellem bøddel og offer, men for så vidt også den problematik, der opstår, når to venner spilles ud mod hinanden. Filmen er instrueret af ukrainskfødte Vadim Perelman, der for en mindre årrække siden havde sit gennembrud med den visuelt animerende, men også drevne “House of Sand and Fog”. Nærværende film er baseret på en roman af Laura Kasischke, og det er denne anmelders fornemmelse – uden at have læst bogen – at filmen ikke giver fuld valuta for pengene. Det er spørgsmålet, om Perelman rent faktisk får det maksimale ud af sit forlæg, for desværre placerer “Det sidste offer” sig trods sit ømtålelige emnevalg blot som en bagatel i den amerikanske filmslipstrøm.

Video

Den visuelt prangende “Det sidste offer” præsenteres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som tager sig blændende ud. Edge-enhancement indfinder sig kun i begrænset omfang – fortrinsvis i de lysere scener – og digitale forstyrrelser eller udtværinger er der ingen af, mens både kontrast og farver holder sig stabile. Nærværende transfer hører til udgivelsens bedste del.

Audio

På lydsiden præsenteres de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som primært udspringer fra systemets fronthøjtalere og begge gør en god auditiv figur. Dialogen er tydelig, byder ikke på eksempler på overstyringer, men rummer dog enkelte utydeligheder undervejs. Også atmosfæren og de klare lydeffekter gør sig godt bemærket og fungerer sammen med den stemningsfulde underlægningsmusik til at skabe helhedsoplevelsen. Havde filmen i sig selv dog blot befundet sig på samme bølgelængde.

Ekstramateriale

Ud over diverse trailere er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.