Når hjerte rimer på smerte

Det traditionelle opgør mellem far og søn er velkendt både på film og i virkeligheden. I den formidable “Det slag mit hjerte sprang over” er det krydderi dog blevet tilsat en hel række ekstra ingredienser, som gør sidste års absolut bedste franske film til en veritabel og kompromisløs nyklassiker. For filmens unge protagonist Thomas Seyr falder æblet bestemt ikke langt fra stammen, og underlagt sin fars mentale vold og magt henleder også han ligesom faren en karriere i boligspekulation, hvor mere ublu og rå metoder blot er en del af dagens orden.

Alligevel har den 28-årige enspænder en del mere end sit fadrende ophav at byde på. Han er nemlig også søn af en storartet, men afdød kvindelig pianist, og det talent forpligter. Mange år har de evner imidlertid måtte vige for hurtige penge, smarte jetsettere og den flok yuppier, som han laver lurvede forretninger med. Undernede lurer dog et indre opgør, for Thomas har nemlig noget, han vil ud med. Lige præcis hvad det er, ved han ikke selv. Men klaverspillet, som i alt for mange år har ligget på hylden, synes at blive den oplagte katalysator for det nye liv og et arrigt og krasbørstigt oprør imod tingenes tilstand.

Fransk film og for den sags skyld også fransk kunst har efterhånden ganske stolte traditioner. Hvor havde vi for eksempel være i den filmiske kontekst uden en fransk nybølge? Derfor er det også depraverende at se, at landets filmproduktion sidenhen har været af varierende karakter. Der har i mange år været lavkonjunktur på det felt, men enkelte skumsprøjt er det dog blevet til. En af disse er “Det slag mit hjerte sprang over”, som imponerede på sidste års internationale filmfestival i Berlin. Filmen, som leder tankerne hen på firsernes legendariske og beslægtede drama “Diva”, er den helt igennem perfekte rentegning af den menneskelige eksistentialisme og følelsesorkestreringen mennesker imellem.

Undervejs udvikler Thomas Seyr sig kolossalt på det mentale plan på rekordtid. Han gør op med en laden stå til situation, som ellers har været toneangivende for netop hans generation, tager klavertimer hos den kinesiske og ordknappe pianistinde Miao Lin og gør oprør mod både far, fædreland og alt imellem. Han ryger på kant med de usympatiske typer, han driver sine lurvede forretninger med, og som han spekulerer i kondemnerede boliger på illegale indvandreres bekostning med. Den ene er den midaldrende Fabrice, som konsekvent er hustruen utro i stor målestok. Derfor synes det heller ikke at genere Thomas synderligt at indlede en affære med ‘kollegaens’ forsmåede viv.

“Det slag mit hjerte sprang over” laver krumspring og bevæger sig elegant i skismet mellem det finkulturelle og det populistiske. Sammensmeltningen mellem højkultur og lavkultur, mellem kærlighed og had og mellem familie og karriere funkler, og det er umiddelbart svært at se nærværende film som andet end en af de absolut bedste af sin slags på det europæiske kontinent sidste år. Seyr lukker konstant ubehaget og den virkelige verden ude ved at pakke sig ind i store hørebøffer og smøger på stribe. Han lukker en kold og følelsesløs verden ude, men hen ad vejen må han dog se realiteterne i øjnene og tackle de uafklarede følelser til en far, der aldrig har været der for ham, en alt for tidligt afdød mor og en række venner, han dybest set ikke har meget til overs for.

Sammen med den ideelt valgte rytmiske musik skaber det tunge, dystre og frapperende billedsprog et univers af de helt store. Det er en dynamisk rejse ind i hovedkarakterens tungsind, hvor følelserne dikterer dagsordenen, og hvor vi tilsyneladende ikke slipper ud, før han selv gør det. Æblet falder ikke langt fra faderstammen, postuleres det. Men alligevel har Seyr alle muligheder for at bryde ud og ændre på tingenes tilstand. Han skal bare overbevise omgivelserne derom først. Også på alle andre punkter er “Det slag mit hjerte sprang over” en unik og banebrydende film, hvor filmsproget må tages op til revurdering. Den ekvilibristiske leg med de tekniske sider, hvor der typisk og ganske provokerende, men dog vellykket klippes midt i scenerne, er blot en af uendeligt mange årsager til at se franske Jacques Audiards musikalske fuldtræffer.

Video

Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, som skæmmer en smule. Der er både uskarpheder og overbelyste sekvenser, som dog medvirker til et gedigent realismepræg. Edge-enhancement, udtværinger eller digitale forstyrrelser forekommer dog ikke, og både kontrast og farvetemperatur er stabile faktorer.

Audio

Bedre er de tre fransksprogede Dolby Digital 2.0-, Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som kommer godt ud i alle afkroge af højtalersystemet. Dialogen er tydelig og uden overstyringer og drukner i øvrigt aldrig i det eminente og betydningsfulde score. Atmosfæren underneden er vellykket, mens lydeffekter som sådan er en begrænset faktor.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet har alt taget i betragtning noget at byde på. Ud over en trailer for filmen og knap en halv times fraklip så trakteres der sammenlagt med en halv times interviews med instruktøren Jacques Audiard, manuskriptforfatteren Tonino Benacquista og komponisten Alexandre Desplat omkring filmen, samarbejdet, musikken, manuskriptet og karaktererne blandt andet. Ærgerligt er det dog, at det åbenbart ikke har været muligt at klippe interviewene sammen til en homogen størrelse, og at tekstningen desuden kun er på engelsk. Som yderligere supplement er et kortere interview med instruktøren og hovedrolleindehaveren Romain Duris i forbindelse med Stockholm Film Festival 2006 samt optagelser fra castingen af skuespillerne og et kort, men højst aparte indslag med netop Duris.