Ved nogen noget?Søren Kragh-Jacobsen – manden der i 70’erne fik alle til at synge “Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag?”, der i 80’erne gav os populære børnefilm som “Gummi-Tarzan” og “Guldregn”, der i 90’erne skrev under på det hedengangne Dogme95 sammen med Vinterberg, von Trier og Levring og skabte “Mifunes sidste sang”, har denne gang bevæget sig langt væk fra musik, børn og dogmer – til spionthrilleren.

Thomas Deleuran, spillet af Anders W. Berthelsen, lever af at lave børnekoncerter og står som så mange andre helt almindelige danskere i skilsmisse. Da Thomas’ søster drukner under mystiske omstændigheder i forbindelse med vinterbadning i Sverige, og da han finder dokumenter, der sætter hans egen afdøde far i forbindelse med kemiske våben på Grønland, starter Thomas sin egen undersøgelse, der hurtigt fører til søsterens gamle veninde Ursula, spillet af Maria Bonnevie. Thomas og Ursula prøver sammen at løse mysteriet om søsterens død, men visse kræfter ønsker, at hemmelighederne forbliver hemmeligheder.

Anders Berthelsen der har haft umådeligt travlt i dansk film de seneste år, har også denne gang indtaget hovedrollen i en film, der måske ville have klædt et mindre kendt ansigt. Med rollen som hashrygende børneentertainer med rock ‘n roll-baggrund blandet med den tunge dialog med henholdsvis søsteren Charlotte og konen Marianne, virker Berthelsen en anelse fejlcastet. Bedre bliver det dog, når underskønne Maria Bonnevie træder ind i billedet og oven i købet som lesbisk, selvsikker karrierekvinde, hvilket forhindrer et romantisk kliché-underplot med Thomas.

“Det som ingen ved” er en thriller og spiller derfor på spænding, action og mystik. Glimtvis viser Kragh-Jacobsen da også scener, hvor disse ingredienser går op i en højere enhed. Thomas er til sin datter Beas trampolinopvisning, men pludselig bliver hun blændet af en fremmed lyskilde og falder ned og slår sig. Uheldet viser sig blot som starten på en række forhindringer i Thomas’ søgen på svar. Ligeledes tager et møde med en journalist fra Politiken uventede drejninger. Det fungerer og er sådan set spændende nok. Som historien skrider frem og trækker tråde til eksotiske steder som Grønland og Afrika, og man som seer bliver bevidst om, at man højest kommer til at se en pendling mellem København og Malmø over Øresundsbroen, begynder spændingskurven at blive nedadgående.

“Det som ingen ved” ligger konstant i spændingsfeltet mellem, hvad man ved, og hvad der er hemmeligt og mystisk. Heri ligger filmens største svaghed. Når filmen når sin ende og kulminationen af spænding burde finde sted, føles scenerne underligt hule og historiens tråde trevler hurtigt op. Som titlen påpeger, må der være tale om en stor tys-tys-hemmelighed, men i enden fristes man til at spørge, om der overhovedet var nogen, der vidste noget, der var så sprængfarligt.