Det gode budskab version 2.0

”Gud findes. Og han bor i Bruxelles.” Så er det ligesom afklaret. Efter den indgangsbøn bliver vi introduceret til resten af Guds familie; hans underkuede og nervøst anlagte kone, hans søn, som er stukket af hjemmefra og ikke længere kommunikerer med faderen, og så hans datter, Ea, der er ret træt af hans selvudnævnte status som familietyran. Gud er faktisk lidt af et røvhul. Han sidder foran sin oldnordiske computer og laver regler for menneskeheden, der er designet til at gøre livet surt. Som lov nummer 2127: Man har altid brug for 10 minutters ekstra søvn.

Jaco Van Dormael er en belgisk instruktør, der har skabt sin helt egen niche af forunderlige, små film, der alle deler træk som absurde situationer, magisk realisme og en undertiden meget opklippet fortællestruktur. Hans bedst kendte film er nok “Mr. Nobody” fra 2009 med Jared Leto i hovedrollen, der er en af mine personlige favoritter. Det er også hans mest seriøse film. For humoren altid været fremtrædende i hans film. Med “Det spritnye testamente” er han tilbage i komediegenren, nærmere betegnet en kulsort samfundssatire. God satire er altid en balancegang. For modsat rendyrket komedie så skal satiren helst også gøre lidt ondt. Vi skal gerne føle os ramt.

Det formår “Det spritnye testamente”, der svinger drastisk fra det tragiske til det komiske. Det virker fænomenalt godt. I en tidlig scene kritiserer Ea Gud for den måde, han behandler sine skabninger på, hvilket kulminerer i en ret voldsom afstraffelse. Men før chokket kan bundfælde sig, bliver en kitschet figur af storebror JC pludselig levende og trøster hende samt fortæller hende, hvordan hun kan stikke af, komme ned på jorden og få skrevet sit helt eget testamente.

Inden da får hun sneget sig adgang til Guds computer og sender alle en besked med deres nøjagtige dødstidspunkt. Så begiver hun sig ud i verden ledsaget af sin evangelist – en hjemløs mand, hun møder, der ovenikøbet er ordblind – for at samle sine apostle. Efter råd fra storebroderen, der mente, at 12 var lidt for meget at holde styr på, begrænser hun sig dog til det halve. Det er disse apostles historier, der er historiens hjerte, og her, at filmens bizarre humor kommer stærkest til udtryk. Som da en overklassekvinde i skikkelse af Catherine Deneuve finder ud af, at hun kun har fem år tilbage at leve i. Nu kan hun ikke holde sin mand ud mere, men forelsker sig i en gorilla, hun møder i et cirkus.

Benoît Poelvoorde er god som en gnaven og hævngerrig Gud. Hans timing og mimik leverer mange af de største grin. Han leverede lige så mange grin og lige så meget sort humor i kultfilmen “Mand bider hund”. Derfor glider det mørke og tragikomiske også i baggrunden til fordel for en kulørt og sprudlende stil, der mest minder om Wes Andersons filmunivers.