Det store museum
Udgivet 2. feb 2015 | Af: paideia | Set i biografen
“Det store museum” handler om kunst. Med stort K. Ikke så meget det enkelte kunstværk, men kunsten som helhed; den rolle, den udfylder i vores samfund, og ikke mindst vores forpligtelse over for den. Vi får lov til at rykke med bag kulisserne på et af verdens største museer, Det Kunsthistoriske Museum i Wien. Her laves der over en toårig-periode punktnedslag i museets dagligdag, der i begyndelsen virker løsrevne, men stille og roligt samles til et helhedsbillede af en institution i forandring både med og mod samfundsudviklingen.
Det er svært at finde åbenlyse skurke eller helte i institutionen, selv om museets økonomichef nok kommer tættest på det første i en tåkrummende scene, hvor han i et anfald af ekstrem detailstyring bruger fem minutter på at argumentere for, at et 3-tal på museets nye billetter er for typografisk ”aggressivt” og må ændres. Alle involverede er tydeligvis voldsomt engagerede i deres arbejde. I en række scener fra museets konservatorafdeling får man et indblik i den nænsomhed, hvormed kunstværkerne behandles samt selvfølgelig de trusler i form af fugt, insekter, dårlige restaureringsteknikker fra fortiden, som museumsverdenen kæmper en indædt, men forgæves kamp imod.
Museets ansatte har en opfattelse af dem selv som vogtere af en kulturarv med forpligtelser over for både kunsten, verdenshistorien og huset. Det, jeg tog med fra “Det store museum”, er hvor umådeligt svær en opgave, det er, når man må vakle mellem hensyn til de ansatte, til statsmagten, til økonomien, til institutionen og dens historie samt ikke mindst til kunstformidlingen. Nogle ansatte håndterer den balancegang bedre end andre. De bedste scener er, hvor frustrationerne er lige ved at bryde åbent ud. Instruktøren viger ikke tilbage for et par konstruerede scener, der til gengæld er små filmiske perler. I en af de første scener ser vi en håndværker gå ind i et lokale og begynde at hakke parketgulvet op. Det andægtige ved museumsinstitutionen må først rives ned, for at vi som publikum senere kan værdsætte det.
I slutningen kommer kunsten endelig i forgrunden. Vi får lov til at nyde samlingen, mens kameraet panorerer over kunstværker og skønne genstande. Og her føler man virkelig, at alt det hårde arbejde og de svære overvejelser, som vi har set personalet gennemleve, gør dem endnu smukkere. Man får lyst til at rejse til Wien og se det hele selv. Alle kneb gælder, når man er en forhistorisk institution i en moderne verden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet