Museet midt i den moderne verden

“Det store museum” handler om kunst. Med stort K. Ikke så meget det enkelte kunstværk, men kunsten som helhed; den rolle, den udfylder i vores samfund, og ikke mindst vores forpligtelse over for den. Vi får lov til at rykke med bag kulisserne på et af verdens største museer, Det Kunsthistoriske Museum i Wien. Her laves der over en toårig-periode punktnedslag i museets dagligdag, der i begyndelsen virker løsrevne, men stille og roligt samles til et helhedsbillede af en institution i forandring både med og mod samfundsudviklingen.

Det mest bemærkelsesværdige er, hvor lille en rolle kunstværkerne og selve samlingen spiller. De holdes i baggrunden og identificeres sjældent. I det meste af spilletiden er fokus entydigt på personerne i institutionen og deres overvejelser omkring publikum, budgetter, sammensætning af udstillinger og formidling. Det er næsten, som om kunstværkerne kun får værdi gennem disse menneskers omsorg og engagement. Den centrale konflikt er mellem en benhård, kynisk hensyntagen til markedskræfterne og den politiske virkelighed, og så en idealistisk og fagligt funderet respekt for og kærlighed til kunsten.

Det er svært at finde åbenlyse skurke eller helte i institutionen, selv om museets økonomichef nok kommer tættest på det første i en tåkrummende scene, hvor han i et anfald af ekstrem detailstyring bruger fem minutter på at argumentere for, at et 3-tal på museets nye billetter er for typografisk ”aggressivt” og må ændres. Alle involverede er tydeligvis voldsomt engagerede i deres arbejde. I en række scener fra museets konservatorafdeling får man et indblik i den nænsomhed, hvormed kunstværkerne behandles samt selvfølgelig de trusler i form af fugt, insekter, dårlige restaureringsteknikker fra fortiden, som museumsverdenen kæmper en indædt, men forgæves kamp imod.

Wien er en kejserby, og Det Kunsthistoriske Museum er i allerhøjeste grad en kejserlig institution. Habsburgerne fylder meget både historisk og institutionelt. Det gør det så meget mere interessant at se museet interagere med den moderne statsmagt i form af forbundspræsidenten. En række billeder fra præsidentboligen skal restaureres af museet, hvilket selvfølgelig gives høj prioritet, og ved adskillige højtidelige lejligheder tager museets leder ærbødigt imod forbundspræsidenten og viser ham rundt. Magten må man tækkes, og mens utilfredshed under kejserdømmet kunne give sig udtryk i fyringer, ærestab eller sågar landsforvisning, så er der i det moderne Wien en tydelig frygt for næste års budgetforhandlinger. Sådan forandrer alt sig, mens det basalt set forbliver det samme.

Museets ansatte har en opfattelse af dem selv som vogtere af en kulturarv med forpligtelser over for både kunsten, verdenshistorien og huset. Det, jeg tog med fra “Det store museum”, er hvor umådeligt svær en opgave, det er, når man må vakle mellem hensyn til de ansatte, til statsmagten, til økonomien, til institutionen og dens historie samt ikke mindst til kunstformidlingen. Nogle ansatte håndterer den balancegang bedre end andre. De bedste scener er, hvor frustrationerne er lige ved at bryde åbent ud. Instruktøren viger ikke tilbage for et par konstruerede scener, der til gengæld er små filmiske perler. I en af de første scener ser vi en håndværker gå ind i et lokale og begynde at hakke parketgulvet op. Det andægtige ved museumsinstitutionen må først rives ned, for at vi som publikum senere kan værdsætte det.