Guillermo del Toros “Pans labyrint”, der udkom i biograferne tidligere i år, var en vidunderlig film. En uforlignelig nyklassiker, der både formåede at være en rystende skildring af 40’ernes borgerkrigsramte Spanien og en eventyrlig beretning om en lille pige, der flygter ind i en alternativ virkelighed beboet af fauner og feer. Men der var god grund til at have bange anelser forinden filmens premiere. Hvorfor? På grund af “The Devil’s Backbone” – den mexicanske instruktørs spansktalende og særdeles ujævne film fra 2001, der nu får biografpremiere herhjemme.

Ligesom “Pans labyrint” fortæller “The Devil’s Backbone” en historie placeret i virkelighedens verden krydret med overjordiske elementer. En forældreløs dreng, Carlos, bliver sendt til et børnehjem, hvor han i første omgang har svært ved at falde til ro. Han bliver mobbet af den jævnaldrende, pågående Jaime, og der går ikke længe, før han erfarer, at der er mere mellem himmel og jord, og at hjemmet plages af en død drengs bitre spøgelse.

De mange børneskuespillere gør alle en brav indsats, og mere garvede aktører såsom Eduardo Noriega, Marisa Paredes og Guillermo del Torors flittige samarbejdspartner, Federico Luppi, leverer også solide præstationer. Fernando Tielve, der spiller Carlos, og som blot var 14 år gammel under optagelserne, er dog uden tvivl filmens stjerne. Skuespillermæssigt er der altså intet at sætte en finger på, og derudover er filmen enormt flot, effekterne dejlig overbevisende og musikken stemningsfuld. Lyden er formentlig den mest imponerende del af filmens æstetik, da den ofte egenhændigt får nakkehårene til at råbe vagt i gevær. Især Carlos’ første og andet møde med spøgelset, Santi, får nerverne til at dirre takket være den gennemførte lydside.

Men i modsætning til “Pans labyrint” formår del Toro ikke her at opnå en tilstrækkelig balance imellem den jordnære og overnaturlige del af historien. Filmen består i bund og grund af to historier á la “Pans labyrint”, som hhv. fokuserede på de spanske frihedskæmperes kamp imod et kynisk regime og pigen Ofelias personlige eskapader. I “The Devil’s Backbone” omhandler den ene fortælling en ensom drengs forsøg på at forstå en ånds arrigskab. Den anden beretter om en usympatisk, aggressiv ungkarl, der arbejder på børnehjemmet, hvor han terroriserer barnerumperne og sover sammen med en af stedets ældre ledere, Carmen, som hendes ældre kollega, Casares, er forelsket i.

Spøgelseshistorien er fascinerende og medrivende. Derimod er det akavede trekantsdrama ofte ulidelig kedeligt. Der er simpelthen ingen af filmens voksne karakterer, der på nogen som helst måde fremstår synderlig interessante, og de vækker aldrig for alvor vores foragt eller sympati. Det virker som om, at del Toro (der også var med til at forfatte manuskriptet) ikke har været interesseret i at fordybe sig i de voksnes andel af plottet. Derfor kommer det også som en stor, ubehagelig overraskelse, at den uinteressante del af fortællingen overtager førersædet cirka halvvejs igennem filmen og derfra aldrig rigtig slipper grebet om rattet.