Hullet familieidylEgentligt kan man undre sig over den danske og ret så misvisende titel “Devil’s Child”, som dækker over den amerikanske instruktør George Ratliffs gyserfilm med den bedre og mere præciserende originaltitel “Joshua”. Således skulle det altså ikke være under danske forhold, selv om sidstnævnte titel i højere grad rammer hovedet på sømmet. Og så vil navnet formentligt også få en klokke til at ringe hos de, der har fulgt med i kristendomsundervisningen. I religiøse sammenhænge kan navnet nemlig også betyde ‘frelse’, som svarer meget godt til den proces, den unge, ni-årige Joshua gennemgår i løbet af filmens halvfems minutter.

På overfladen lever og ånder den unge og tilsyneladende lykkelige familien Cairn i fred og harmoni i en omfangsrig penthouselejlighed på Manhattan. Men ikke alt er, hvad det blotte øje umiddelbart beskuer, og lækager i fernissen begynder også hurtigt at afsløre en hvis form for uligevægt. Omstændighederne burde ellers være i skønneste orden, og familieforøgelsen er da også netop blevet en realitet. Men mens moderen Abby tilsyneladende er i opstarten af (endnu) en fødselsdepression, den nyslåede storebror Joshua føler sig overset, og den nyfødte Lily græder i et væk, forsøger faderen Brad – med sine dominerende og sekteriske forældre på sidelinjen – at holde sammen på familien, inden den går helt op i limningen.

Umiddelbart lyder det ganske lovende, men er det langt fra. “Devil’s Child” er på mange måder en prætentiøs film, som vil en masse – på en og samme tid. Heriblandt fornemmes tydeligt livstegn i fugerne fra særligt Roman Polanskis hårrejsende “Rosemary’s Baby”. I nærværende film virker de strejf imidlertid som forfejlede vådeskud og forhastede forsøg på at skabe et sikkert hit. Det lykkes aldrig. Filmen plages fra start til slut af et langsommeligt tempo, en frugtesløs stil, og så bruges der alt for meget energi på at etablere de bærende karakterer i opbyggende situationer. Gentagelser fremmer som bekendt forståelsen, men her bliver det trods alt for meget af det gode. Der er eksempelvis grænser for, hvor mange gange vi behøver at opleve Joshua spille klaver eller opføre sig underligt over for forældrene for at erfare netop de ting om hans person.

Anderledes bomstærkt er skuespillet fra alle kanter af spillepladen. Jacob Kogan er eminent som den introverte og dystre Joshua, som af uransalige årsager savner både kærlighed fra sine forældre og empati. Lige så meget gods er der at finde i Vera Farmigas hjemmegående Abby, mens også Sam Rockwell i familieforbilledet, den sqashspillende og kontorarbejdende Brad, viser uanede nuancer. Det er desværre spildte kræfter, skal det vise sig. Undervejs bliver problemerne stadig mere udtalte. Da Abby tilmed optager sengeplads på en psykiatrisk afdeling alt imens Joshua opfører sig stadig mere underligt.

Religion spiller en stor rolle i “Devil’s Child”, og det er derfor rationelt at tænke, at filmen i virkeligheden kunne have grobund i instruktørens egen opvækst i et kristent miljø. Synet er i al fald alt andet end positivt derpå og ekspliciteres igennem den dominerende og evangelistiske bedstemor, hendes vedhængende ægtefælle og ikke mindst Joshua, som på netop deres foranledning åbner sin sjæl for den kristne tro. Ligesom Joshua tydeligtvis er i en form for identitetskrise, som muligvis er affødt af at føle sig til overs ved ikke længere at være eneste barn i familien, er filmen som sådan på samme måde identitetsløs. Således veksler instruktøren mellem flere genrer og fortælleplaner.

“Devil’s Child” rummer både humoristiske – dog oftest upassende – dramatiske og skrækindjagende passager, men er fortrinsvis et opkog af de to sidstnævnte genrer. Karakterne er herligt underspillede, men deres handlinger tværtimod voldsomt opstyltede, og så kæmpes der i øvrigt med et troværdighedsproblem. En forpint sjæl som Joshuas ville realistisk set have været opdaget før af sine forældre, selv om de respektivt set har travlt med karrierer og barsel. Det er ikke ligefrem antydningens kunst, Ratliff mestrer, og netop derfor bliver beskeden om den ældste søns åbenlyse problemer mejslet ind meget hurtigt.

Filmet for forholdsvist simple midler fungerer den skramlede og håndholdte kamerastil efter bedste beskaffenhed. Det gør derimod tempoet ikke, og af selvsamme årsag kan “Devil’s Child” godt siges at være lidt af en dødbider. Nu bringer fortællingen i sig selv ikke meget nyt med sig, og en opstrammer kunne på flere planer have været velvalgt. Som noget af det eneste fungerer det skærende klaverspil – et produkt af forældrenes store forventninger til sønnike – upåklageligt og fremelsker i særlig grad en stemning og en forventning om, at noget grumt er i vente. Det er der naturligvis også, men det bliver aldrig for alvor indfriet og lever slet ikke op til, hvad stemningen ellers antyder.

VideoMeget bedre er det skuffende anamorphic widescreen 1.85:1-format desværre ikke. Generelt bevarer filmen et blødt look, som er til stor gene for helhedsoplevelsen. Der er desuden eksempler på digitale forstyrrelser, edge-enhancement – særligt i filmens lysere scener – og også enkelte udtværinger i de mørkeste scener, om end farverne i sig selv trods alt er velvalgte.

AudioDerimod er de to engelsksprogede og russisksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor begge anderledes vellykkede. Dialogen, der kommer godt ud af fronthøjtalerne, er med enkelte undtagelser tydelig og overdøves aldrig af den klare underlægningsmusik. Atmosfæren er alsidig og giver en god fornemmelse af en tilstedeværelse i de amerikanske storbykulisser, og så er de enkelte lydeffekter også distinkte.

EkstramaterialeEkstramaterialet begrænser sig til fem slettede scener samt musikvideoen til nummeret “Fly” af Dave Matthews, et nummer, som indgår på filmens lydside. Ikke imponerende, men det står meget godt mål med indtrykket af filmen.