Mor(d)som serie(morder)Hvad er nu det her? En tv-serie om en karismatisk seriemorder? En tv-serie, hvor omdrejningspunktet er en koldblodig drabsmand, der glædeligt maltrakterer sine medmennesker, og som blot få minutter inde i føljetonens første afsnit bekræfter, at han ingen følelser har? Det lyder vanvittigt, og det er “Dexter” også. Vanvittig god.

I en tid, hvor sendefladen er spækket med glimrende tv-serier, formår “Dexter” at kravle ud af sine konkurrenters kollektive skygge og mønstre sin helt egen røst. Seriens allerede enorme popularitet kan især tilskrives titelrolleindehaver Michael C. Hall, som spiller seriemorderen, der er en diametral modsætning til den stilfærdige, homoseksuelle bedemand, Hall så fornemt portrætterede i “Six Feet Under”. Dexter er en uhyre kompleks rolle, der kræver, at Hall virker sympatisk, alt imens han bevarer en kynisk, egoistisk og til tider snerrende attitude. Hall klarer opgaven med bravur, og Dexter er endt som en af tv-mediets mest fascinerende figurer – en mand, som slår folk ihjel – ikke nødvendigvis fordi han nyder det, men fordi han simpelthen ikke kan lade være.

Et barndomstraume har efterladt dybe ar i Dexters sind, men heldigvis trænede hans kærlige adoptivfar, som var en respekteret politibetjent, Dexter til kun at give sine morderiske lyster afløb under møder med grusomme kriminelle. Havde det ikke været for karakterens prisværdige moralkodeks og afvæbnende sarkasme, var det nok blevet lige lovlig svært at sympatisere med den morderiske herre. Heldigvis bliver mordene aldrig glorificeret, og Dexter er en gråzonefigur, som tit tvinger både sig selv og publikum til at revurdere sine handlinger. Måske i et ubevidst forsøg på at sone for sine mord har Dexter fået arbejde som kriminaltekniker i solrige Miami, hvor hans helt særlige ekspertise jævnligt hjælper kollegaerne med at fange drabsmænd.

Et af seriens fåtallige problemer er dog, at ingen af persongalleriets andre medlemmer er nær så interessante som Dexter. Ganske vist får størstedelen af karaktererne lejlighed til at skille sig ud fra mængden, men flere af bipersonerne og deres sidehistorier ville have passet bedre ind i en mere standardiseret krimiserie. Julie Benz slipper bedst fra at dele rampelyset med Hall i rollen som Dexters kæreste, den forsigtige, enlige mor Rita, hvis aggressive mand befinder sig i fængsel. Rollen kunne let have udartet sig til en ufrivillig komisk karikatur, men Benz’ nuancerede præstation veksler elegant mellem det komiske og det hjerteskærende. James Remar er også en fornøjelse, hver gang han dukker op som Dexters venlige adoptivfar i føljetonens talrige flashbacks.

“Dexter” er en af den slags serier, der belønner tilbagevendende seere. Det er en fornøjelse at følge Dexters udvikling under første årgangs 12 kapitler, hvor han gang på gang bliver konfronteret med sin egen umenneskelighed og omverdenens medmenneskelighed, hvorfor han langsomt begynder at transformere sig. Og Halls perfekte komiske timing og replikkernes finurlige tvetydighed og komiske spidsfindighed forårsager talrige latterbrøl. Dexter og hans kollegaers ihærdige, sæsonlange søgen efter en seriemorder, der skærer prostituerede i stykker, er derudover fængslende. Alene det sidste afsnit er næsten ulideligt spændende, og det har æren af både at være en tilfredsstillende konklusion på seriens første sæson samt en velkommen optakt til seriens næste.

Video”Dexter” ser hæderligt ud på dvd, men man havde dog forventet en bedre præsentation af en så nyproduceret tv-series billedside. Farverne er sædvanligvis tilpas mætte og attraktive. Kontrasten er også generelt imponerende, men der er flere scener, som byder på svingninger i farvetemperaturen og kontrastniveauet fra skud til skud. Billedet er også sjældent virkelig skarpt, men edge-enhancement optræder dog stort set aldrig, og hverken udtværing, snavs eller smuds dukker op.

AudioSerien lyder bedre på dvd, end den ser ud. Dialogen er tydelig hele vejen igennem, og kun sjældent lyder den en tand for skarp. Lydsporene benytter sig primært af fronthøjtalerne, men der bliver også gjort god brug af baghøjtalerne, der ofte bidrager med både subtile og markante lydeffekter. Enkelte fine panoreringer fornøjer også. LFE-kanalen er desuden forbavsende aktiv, og den sørger især for at give de mange musikalske indslag ekstra resonans.

EkstramaterialeDesværre indeholder denne danske udgivelse ikke nær så meget ekstramateriale som flere internationale dvd-udgivelser af selv samme sæson. Der medfølger blot to kommentarspor, men heldigvis er det to gode af slagsen. Det første kommentarspor er indspillet til sæsonens 6. afsnit og byder på kommentarer fra skuespillerne Jennifer Carpenter, David Zayas, Lauren Vélez og Erik King. Det er et gemytligt kommentarspor – alle de medvirkende føler sig tydeligvis godt tilpas i hinandens selskab. Der bruges desværre lidt for meget tid på ligegyldige anekdoter såsom temperaturen under optagelserne, og så bliver det hurtigt kedeligt at høre de fire deltagere skamrose hinanden og deres øvrige kollegaer. Men der bliver heldigvis også tid til en del morsomme anekdoter.

Det andet kommentarspor er bedre og byder på udtalelser fra producerne Sara Colleton, Clyde Phillips og Daniel Cerone – sidstnævnte var også med til at forfatte manuskriptet til det afsnit, som trioen kommenterer: sæsonens 12. og sidste episode. Disse tre deltagere er langt mere velformulerede end skuespillerne. Sporet har heldigvis kun få pauser, og alt fra seriens romanforlæg til seriens flittige brug af voice-over diskuteres. Men man savner nogle dokumentarer, interviews og især en forsmag på seriens anden sæson, som sluttede for få måneder siden i USA.