Die Hard 4.0 - Yippee-Ki-Yay Edition

InstruktionLen Wiseman

MedvirkendeCliff Curtis, Kevin Smith, Cyril Raffaelli, Maggie Q, Bruce Willis, Timothy Olyphant, Zeljko Ivanek, Yorgo Constantine, Justin Long, Mary Elizabeth Winstead, Jonathan Sadowski, Chris Palermo, Sung Kang, Christina Chang

Længde123 min

GenreAction, Action, Drama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen27/07/2007


Anmeldelse

Die Hard 4.0- Yippee-Ki-Yay Edition

5 6
Lev og lad døDen fjerde film i “Die-Hard”-serien når ikke sine forgængere til sokkeholderne. Alligevel er der nu rigeligt at komme efter, for “Die Hard 4.0” forsøger med stort held at vende tilbage til det tempo og den sjæl, særligt de første to udgaver besad og bestred til perfektion – endda uden at miste grebet om nutiden.
Som det har været tilfældet i de tre foregående episoder, er omdrejningspunktet også denne gang den fraskilte og New Yorker-baserede kriminalbetjent John McClane (Bruce Willis), der som altid har for vane at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. I denne ombæring handler det nu blot om, at McClane udses til at eskortere en ung, delvist naiv hacker til afhøring hos FBI på USA’s uafhængighedsdag, 4. juli, da en række nedbrud i landets digitale infrastruktur på mystisk vis har fundet sted, og syv andre hackere – viser det sig – allerede er fundet døde.

Onde kræfter har planer om at nedlægge alle funktionelle digitale systemer, og så går den vilde jagt ellers. Den unge hacker, McClane er blevet udset til oppasser for, Matthew Ferrell (Justin Long), ved nemlig nok til, at han kan blive et problem for den højteknologiske terrorcelle, der først og fremmest har landets nationaløkonomi som fokus. Som noget nyt udvikler fangenskab sig til makkerskab, for hvad McClane har i hårdtskydende argumenter, har det unge computergeni i binære talsystemer.

Ud over de to umage partnere, hvorimellem en velklinget dialog-ping pong flyder, om end ikke lige så velsmurt og vedhængende som de one-liners, luften var tyk af i seriens første to film, finder vi desuden instruktør og skuespiller Kevin Smith. Han agerer denne gang med hjælp på sidelinjen i skikkelse af den overvægtige, 40-årige – men stadig hjemmeboende – computernørd og hacker, Warlock, der bistår McClane, når det brænder allermest på. Meget apropos benævnes USA’s forestående kollaps da også – i hacker-kredse i hvert fald – brandudsalg.

I modsætning til tidligere er amerikanernes ypperste ordenshåndhæver denne gang rykket udenfor for at indtage de større vidder. Det sætter desværre den klaustrofobiske fornemmelse fra eksempelvis Nakatomi-bygningen en anelse i bero, og “Die Hard 4.0” er da heller ikke nær så nervepirrende, som det er set i forgængerne. I det hele taget fremstår selve spillerummet som et problem for den “Die Hard”-debuterende instruktør Len Wiseman, der ikke helt forstår at bevare en dynamisk og dramatisk, men stadig relativt realistisk tone indenfor rammerne. Således er en af slutscenerne, der bl.a. involverer en kollapsende motorvejsbro, et jagerfly og en lastvogn nok en smule ude af proportioner.

Både krop og sjæl fra første version af “Die Hard” inddrages imidlertid, da de forbrydende computer-terrorister i et direkte modspil tager McClanes rapkæftede datter Lucy (Mary Elizabeth Winestead) som gidsel. Stærkt, fordi stemningen påkalder mindelser fra opgøret med Hans Gruber og hans lakajer i Nakatomi-bygningen. Svagt, fordi syningerne i manuskriptet med selvsamme dåd bliver alt for tydelige. Skabelonen foreligger, og her bliver lighederne alligevel for stærke.

Men der er også forskelle. Det er forfriskende at se enspænderen og enmandshæren John McClane bevæge sig ind på et gebet, hvor han nødtvunget må finde sig i at være udstyret med en sidekick. Med eller uden hjælp manøvrerer han nu stadig rundt i en verden fyldt med efterretninger, bad guys og hårdtskydende argumenter. Det er i øvrigt en påtrængende pointe, at fjenden kan have usandsynligt mange former og ansigter. Det er til trods for et overvejende, nutidigt fokus på de mellemøstlige terrornetværk som den udråbte og reelle hovedskurk. Under den effektive, eksplosive og massive underholdningsportal, som filmen først og fremmest er, ligger (heldigvis) en dybere pointe.

VideoBedre end filmen i sig selv er de tekniske kvaliteter. Det knivskarpe anamorphic widescreen 2.40:1 format holder med andre ord, hvad det lover. Der er indledningsvis enkelte eksempler på edge-enhancement og digitale forstyrrelser, men det er småtterier og piller ikke ved et på sigt prangende visuelt udtryk. Det kolde farvevalg gør sig godt i det undergangstruede amerikanske univers, og kontrasten står i tilgift solidt. Der er ikke eksempler på udtværing eller støv, og “Die Hard 4.0” fremstår kort og godt i et dejligt og dragende filmlook.
AudioOgså den auditive side i de engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og ditto DTS lydspor gør sig imponerende godt. Ligesom der er blevet skiftet ud i instruktørstolen, er hofkomponisten, afdøde Michael Kamen, af naturlige årsager også blevet erstattet af den yngre kollega Marco Beltrami. Men filmens score gør sig nu stadig forbavsende godt, passer eminent til den pågældende stemning og flyder suverænt ud i højtalersystemet. Dialogen går tydeligt igennem, og der er tilmed talrige lydpanoreringer og alskens effektlyde at gøre godt med, hvilket også ville være svært at undvære i en actionfilm af denne kaliber, hvor sammenstød mellem biler og helikoptere synes at være hverdagskost. Underneden ligger hele tiden velfunderet atmosfære, som virker godt gennemarbejdet. Alt i alt et fremragende lydmix.
EkstramaterialeUdgivelsens største styrke er det alsidige ekstramateriale, der fordeler sig på hele to discs. I direkte forlængelse af “Die Hard 4.0” tilbydes et kommentarspor med hovedrolleindehaver Bruce Willis, instruktør Len Wiseman og klipper Nicolas de Toth. Derudover forefindes slettede scener og – i den mere fjantede afdeling – et gag reel, ligesom musikvideoen “Die Hard” med MySpace-bandet Guyz Nite og et bag om kameraet indslag i samme musikalske forbindelse sammen med trailere for de seneste sæsoner af “24 timer” og “The Unit” fylder resten af den ene skive ud.

På den anden skive bliver der gået mere i dybden. “Analog Hero in a Digital World: Making of Die Hard 4.0” er i spillefilmslængde og ser på alle facetter af produktionen af filmen. Det være sig actionsekvenser, effekter, design, handling, stunt, klipning og lyd. En lang række interview forstår at kortlægge dette og i øvrigt perspektivere fint til de tidligere film i serien. “Yippie-Ki-Yay Motherf*****!” er et tilbagelænet interview med Bruce Willis, fremført af Kevin Smith.

“Fox Movie Channel Presents Fox Legacy” er et kort indslag fra tv om heltefiguren i Die Hard-filmene, mens “Hacker Underworld” og “Homeland Security in a Cyber Age” er to korte indslag, der ser på hackerfænomenet og truslen i den digitale tidsalder. Endelig viser Justin Long rundt i kulisserne for en kort bemærkning. Udvalget er spraglet og fyldestgørende, og selv kræsne fans kan næppe ønske sig meget mere.

Den længe ventede “Die Hard 4.0” når ikke sine forgængere til sokkeholderne, men er alligevel sublim underholdning efter bedste beskub. Det er desuden befriende, at instruktøren har været nytænkende og søgt tilbage til rødderne på samme tid. Samspillet mellem Willis og Justin Long er dynamisk. Sjæl og krop fra særligt “Die Hard” er en fryd, selvom skabelonen visse steder er for tydelig, og actionsekvenserne i et par tilfælde ryger ud af proportioner. Udgivelsen største styrker ligger dog i de tekniske kvaliteter og et fremragende ekstramaterialeudbud.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Kriminalassistent John McClane vender tilbage med endnu mere action og fart over feltet, når han i den nye film konfronteres med helt nye former for terrorisme. Med udgangspunkt i nutidens digitale verden er det hele nationens computer-infrastruktur, som styrer både kommunikation, transport og energi, der standes fuldstændig. Hjernerne bag terrorangrebet har nøje overvejet aktionen og derfor taget forudsætning for alle tænkelige situationer. Men hvad de ikke har taget med i deres planlægning, er en gammeldags strømer som McClane, som netop er manden, der ved, hvordan man ødelægger terroristplaner.